Der stod en mand ved Skagens strand.
Han stod med fødderne i vand
og følte alt var såre godt
skønt vandet dog var tem'lig vådt.

I hånden havde han en øl,
der nylig taget var fra køl.
Han drak ret ofte af sin flaske,
for fler’ han havde i en taske.

Med verden havde han det godt,
for him'lens hvælv var dejlig blåt.
Han tog en tår af humlemosten,
og det var klart han elsked’ kosten.

Som manden nu stod der og drak
en præstemand forbi ham gak,
men standsede dog med et sæt
som så han først nu havet ret.

- Min gode mand, han sagde hårdt,
hvor kan De nyde denne sport.
Hvad jeg vil sige er ej nemt,
for hvad De gør er meget slemt.

- At drikke øl ved højlys dag
er måske herren til behag,
men efter hor er druk et onde
og fører kun til sorg og vunde.

Vor ven i vandet vendte sig
og skued dette studekvaj,
og sagde så med disse ord,
sin mening rent om druk og hor.

- Måske er hor og druk det værste,
men just jeg kommer fra min kær'ste
og efter nat i elskovs brand,
jeg slukker nu så godt jeg kan.

- Thi jeg er en beskeden mand,
der ved, at før man nyde kan,
de gode ting, der er i livet,
så skal man sige "skål i skivet".

- For et sted skal man jo begynde,
og når man først har lært at synde,
så er det svært at holde op
og rejse imod dydens top.

- Om hor og druk sku' være det værste,
jeg tænke må dog på min kær'ste,
der ikke vil jeg siger stop,
men holder mig fra dydens top.

- Og hvad nu øllet anbelanger.
De ikke helt pointen fanger
for var jeg rig og meget fin,
jeg holde ville mig til vin.

- Hr. præst, De er en hellig mand
og holder Dem til postevand,
men det er ej i herrens ånd
på os at lægge slige bånd.

- I Kanaans land, der var engang
en bryllupsfest med bægerklang,
hvem satte der "chateau" på bordet
og fik dog intet med i foret?

Vor præst sig over skægget strøg,
mens tanker gennem hoved' føg,
så tog han sko og strømper af
i havet ud han sig begav.

Han stilled' sig ved mandens side
og sagde: - Jeg vil gerne vide,
om dette er så syndigt som,
jeg lærte da jeg var i Rom.

Vor mand stak hånden i sin taske
og tog derfra en dugvåd flaske.
Han gav den til vor præstemand,
der stod med fødderne i vand.

To mænd nu stod ved Skagens Strand
og tænksomt så mod Norges land
en verdslig samt en gejstlig, som
sin viden havde helt fra Rom.

Og præsten sagde disse ord:
- Det her er ikke just et mord,
på synden, som på os gør kål,
men dog jeg byder Eder skål.

Thi skønt kan livet være som,
man lever langt fra byen Rom,
et verdslig seminar er godt,
en dag hvor havet lyser blåt.