Orker man endnu en gang "Ringenes herre?"
Så er der en omgang her:

En genlæsning - den tredje - af bogen "Helligt blod-hellig gral" har givet mig lyst til igen at vende tilbage til Tolkiens kendte fortælling "Ringenes Herre."
Denne bog og filmatiseringen som millioner af mennesker i nok næsten alle aldre elsker har kaldet på et hav af fortolkninger. Og jeg vil gerne hermed give mit bud på i det mindste en frakmentarisk tydning af visse væsentlige aspekter ved fortællingen.
Det er klart at man hurtigt kommer ind på elementer fra Bibelen. Allerede Frodos ridt over gråfloden mod Kløvedal på flugt fra de sorte ryttere minder stærkt om israelitternes flugt over det døde hav, hvor havet som en tsunami overvælder Kong Faraos hær.
Der er henvisning til Hannibals hær der med elefanter søgte at krydse alperne på vej imod Rom og der er alle de mange navne, hvor nogle giver mindelse om jødiske, andre om arabiske eller tyrkiske navne. For eksempel kender vi ringånderne der på deres vingede uhyrer kaldes "Nazgul." Hvis vi bytter om på stavelserne, får vi "Gulnaz." Det er et tyrkisk pigenavn.
I bogen tales der om den store krig, hvor Isildur svigtede, så kampen ikke endeligt blev vundet. Hvilken krig hentydes der til? Og hvem er vennerne og fjenden? Der hentydes ikke til første verdenskrig, som måske nogle kunne synes, men til korstogene, hvor Palæstina blev befriet fra arabernes besiddelse. Dette område havde oprindeligt været et jødisk/kristen område.
Vennerne er romerriget, og der kan være grund til både at se på det vest, som det østromerske rige. I fortællingen kendes byerne Osgiliath, Minas Tirith og Minas Morgul. I virkeligheden er Konstantinopel erobret af tyrkerne, og Jerusalem af araberne. Kun Rom er på de kristnes hænder. Derfor kan både Osgiliath og Minas Morgul samlet ses som både Konstantinopel og Jerusalem.
Fjenden - ofte benævnt den "ene" fjende - er den muslimske verden, selvom det i dag kan forekomme "politisk ukorrekt" at nævne det. Men Tolkien var katolik og der er ikke grund til at fortolke hans tolkning af "os og dem" på anden måde: Kristenheden overfor Islam.
Da Rom gik i korstog, var der to navnkundige ridderordner, der prægede billedet. Disse var Tempelherrene og Johanitterordenen. Tempelherrerne siges at være opstået som en gruppe på ni (!) riddere, der skulle bevogte pilgrimsruten fra kysten ind til Jerusalem i det generobrede Palæstina. Forfatteren A. E. Brachvogel har i romanen "Parcival" beskrevet hvordan tempelherrene fandt noget i kældrene i det gamle Salomons tempel. Lad os bare kalde det den hellige gral. Hos Brachvogel er denne lig med en sten med indskriptioner af kontroversiel betydning. Denne blev hemmeligt fragtet til Skotland. (Rosslyn Chapel?)
I senere krige var Tempelordenen vokset betydeligt i styrke og udgjorde en elitehær imod araberne. Man fik imidlertid kontakt til araberne og her opdagede man at disse ikke var så barbariske som man havde troet. Tværtimod var araberne ganske civiliserede. Denne erkendelse skal have berøvet tempelherrene en del af motivationen til at slås. En anden tanke er at de med fundet af den hellige gral heller ikke havde mere at komme efter.
Summa summarum - tempelherrerne drager af og paven i Rom har set det som et forræderi. Johannitterne var derimod helt loyale imod Vatikanet.
Det er kunstnerisk set helt rimeligt at identificere de oprindelige ni tempelherrer med de ni ringånder. Disse var i "Ringenes Herre" mægtige konger, der af grådighed gik i ledtog med fjenden og blev til disse ni onde skyggevæsener. Dette kan finde støtte i at Tolkien jo var katolik og nok derfor ville stå på pavens side.
Et andet element der peger på en historisk parallel er Den tyrkiske sultans angreb på Malta. Johannitterne holdt til på Rhodos, men flyttede senere til Malta, hvor de forskansede sig. Sultanen var ked af Johannitterne, da de gjorde hans sejladser i det østlige middelhav risikable. Derfor besluttede han at han en gang for alle ville udrydde denne hær af johannittere. Med en kæmpe hær og flåde angreb han Malta. På papiret en totalt overlegen hær. Men Malteserridderne kæmpede som djævle. De holdt stand indtil de omsider fik hjælp. Ifølge visse kilder, burde sultanen have vundet, men en dårlig koordinering af styrkerne betød en svækkelse. Malteserordenen - Johannitterne blev reddet og Malta bestod.
Minder dette historiske slag om noget? Naturligvis slaget om Hornborg, hvor også Gandalf på femtedagen nåede frem med hæren fra Rohan.
Sultanen kan med rimelighed forklares som en allieret med araberne, og derfor er det fristende at kalde Sultanen for "Saruman." Det er dog ikke et særlig godt billede, da Saruman oprindeligt havde været en ven og allieret. Den ære kan man nok ikke give Sultanen. I øvrigt skete dette slag i midten af femten hundrede årene og altså længe efter at korstogene var forbi.
Som der står i "Ringenes Herre," er der helbredelse i kongens hænder. Det kan man kende ham på. Han er en slags læge og derfor sammenlignelig med Jesus Kristus selv, der jo også skal have haft sådanne evner. I øvrigt signalerer Aragorn at han højere end sit sværd elsker det som sværdet forsvarer. Han er derfor i bund og grund en fredens mand. Men han risikerer gerne sit liv i kamp for det han tror på.
I bogen "Helligt bold, hellig gral" beskrives hvordan Jesu egen efterfølgende slægt (efter den i bogen påståede "fakede" korsfæstelse) flygter til Frankrig og Tyskland. Nogle rejser via Marseilles i Sydfrankrig, andre vandrer langs floderne op til området vi i dag kender som Trier om området omkring. Altså den del af Tyskland som Romerne annekterede og som i dag kendes som Tysklands ældste by. I disse områder opstod den merovingiske slægt af kejsere med arveret der var baseret på denne hellige slægtslinje. (Det er ikke op til mig at postulere eksistensen af denne slægtsmæssige relation til Jesus Kristus, blot omtale den på fortællingens præmisser.)
En af kongerne i denne epoke hed for øvrigt Pippin, og fra ham stammer Karl den store. Denne store konge var hersker mod nord og han drog mod Rom hvor han allierede sig med Paven. Karl blev dermed kronet til kejser og Paven blev beskyttet militært. Han har siden lagt navn til de karolingiske kejsere, der blev kronet af Paven.
På denne baggrund mener mange at Karl den store er identisk med Aragorn. Jeg skal her prøve argumentere for at denne hypotese er forkert.
Som sagt var Tolkien katolik og han har identificeret de ni tempelherrer med de ni nazgul. Det peger på at Tolkien er "pavens mand." Og også det peger nemt på Karl den store, idet Karl ligeledes var loyal imod paven i Rom.
Men hvem er så paven hos Tolkien? Det er Denethor. Han er en ubehagelig mand, som vi ikke har megen sympati for. Han er som han nu er, men hvilken rolle spiller han? Han er stuart! Og det er meget vigtigt. For som stuart er han ikke selv kejser i Rom. (Minas Tirith.) Han er ikke en af de rigtige. Han siger, at Gondor ikke behøver nogen konge. Gondor (Romerriget) har nok i ham og hans egen slægt. Det vil altså sige at hans forræderi består i at han ikke ser pavestolen som en stedfortræderpost. Stedfortræder for hvad? Netop! Sankt Peters stol. Sankt Peter fik nøglerne af Jesus. Han er stedfortræder for Jesus selv. Peter er "stuart." Men det er jo meningen at en stedfortræder skal vige, når den ægte og retmæssige hersker vender tilbage. Hvem er historisk den retmæssige hersker i rom? Det er Jesus Kristus selv. Eller en af hans efterkommere. Altså en af de merovingiske herskere, der er i slægt med Jesus og ultimativt Kong David.
De merovingiske ætlinge af Jesus Kristus går rundt i nordlige riger og er ikke parat til at gribe magten. Og tøver altså billedligt med at kræve den stol som Gondors stuart sidder på.
Historisk skal der have bestået en aftale om dette stedfortræderforhold. Men paven i Rom brød denne regel. Han berøvede merovingerne deres arveret og gav magten til Karl den store, der ikke havde arvet kejserretten, men blev kronet til kejser af paven. Til gengæld kunne paven så blive siddende på Sankt Peters trone i Vatikanet under Karls beskyttelse.
Aragorn ligner ikke Karl den store, som jeg ser det. Karl den store var ikke en beskeden mand, der levede skjult og kun med tøven tog den magt som han via sit gamle slægtskab med Isildur var berettiget til. Karl den store var en åbenlyst magtbegærlig erobrer. Han ligner slet ikke en beskeden helt som Aragorn. Aragorns slægtskab med Isildur er vigtigt i "Ringenes Herre."
Det synes mig at ligge i kortene at Paven er stedfortræder i Rom (Gondor.) Den retmæssige hersker i Rom er den med Jesus beslægtede arving. Det peger mere på en merovingisk konge end på Karl den store der netop ikke arvede noget som helst, men som selv tog al den magt han kunne få, og som var pot og pande med paven (Denethor.)
Denne fortolkning er vel en smule kontroversiel, da jeg har hævdet at Tolkien i anden sammenhæng har lignet "pavens mand." Men er det ikke bare en udvidelse af Tolkiens spændvidde, at han ikke er helt ensidig? Jeg ved ikke nok om ham til at postulere noget i den retning, men jeg må på denne baggrund gå imod hypotesen at Aragorn er et billede på Karl den store.