*S*S*S*S*....uuha, ja. Sad og fordybede mig....ind ind ...ned ned...ned i fortiden. Dejligt.....jeg er vist ikke helt klar over endnu, hvor meget jeg fik gravet ned...og der er jo mere.... :o) flere billeder og en proces igang. Mor kom selvfølgelig, ligesom jeg skulle sætte den ind. Hun havde været hos min nabo-veninde. En tilfældighed ? Nej, jeg tror det ikke :o) eftersom jeg havde skrevet så meget om hende - og til hende, så mærker hun det. Hun er meget meget tættere på mig ned jeg umiddelbart kan opfatte. Og hun HAR ændret sig. Hun kan i dag sige til mig at hun elsker mig. Virkelig kigge mig ind i øjnene og sige det fra hjertet. Dét skal jeg huske at tage med, men det er jo også begrænset hvor meget man kan få ned på skrift - på én gang. Men det er godt for mig. Godt for mig :o) ja. Jeg vil gerne give slip :o) det vil være godt for mig. Så kan hun ikke tage fat i mig, som hun gør. Det er ikke noget hun er klar over at hun gør, men det er blot et træk i mig som det menneske jeg er blevet formet til at være, med den barndom og ungdom jeg har med mig. Jeg elsker hende på godt og ondt. Det er helt sikkert. Men der er jo altid den "anden side" - det modsatte følelse, som hører med det det. Hvorfor ? Er det altid sådan ? ....det er det vel. Der er altid et modstykke til en følelse. Eller andre, på den modsatte side af følelsesregistret.... right ?
Da mor havde været her, hvor hun igen bare vader ind....ja, så blev hun lidt ignoreret. Hun blev ikke afvist, nej. Men vi havde gang i noget andet og var påvej ud af døren. Måske mærker hun den ? Er det en revanche ? En hævn ? Nej...det er det ikke, men blot det jeg har været vant til. Jeg er kærlig og venlig som person mod mine medmennesker. Men jeg er også ret god til at holde andre på afstand, når jeg føler at jeg kan blive såret eller manipuleret med. Mor hører til begge dele, når hun ikke har den respekt til min person og de valg jeg gør. Respekt er måske ikke lige det rette ord. Men ...hvad er det så ? Tillid... tillid til at jeg kan klare mig selv og at jeg har MIN EGEN livshistorie. Ikke hendes. Jeg mindede hende også om det nytårsaften, da jeg græd på hendes skulder over hendes datter, min søster, som er gået bort - at børn er kun til låns. Nok derfor jeg gav hende digtet, allerede som 15 år.
Jeres børn er ikke jeres børn.
De er sønner og døtre af livets længsel efter sig selv.
De kommer gennem jer, men ikke af jer,
Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan I give dem,
men ikke jeres tanker,
Thi de har deres egne tanker.
Deres legemer kan I give husly,
men ikke deres sjæle,
Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen,
som I ikke kan besøge,
selv ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive lig dem,
men søg ikke at danne dem i jeres eget billede.
Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke i det forgangne.
- Kahlil Gibran, Profeten
Uanset hvad....ja, så er det kun mig - og alene mig, der kan ændre forholdet. Hun giver sig selv mere og mere. Og jeg skal bare række en hånd ud. Men jeg vil også gerne selv have det på mine egne præmisser. Jeg ER anderledes. Mit forhold til mine børn ER anderledes. Nogen gange, specielt da de var ved at blive teenagere, kom en blokering. Min manglende evne til at komme tæt på. Nært. Kan jeg skabe en tæt kontakt, kigge dem i øjnene. Lege med dem og snakke med dem ? Uha...det var svært...meget svært, da jeg jo ikke selv havde haft det. Jeg synes jeg har formået at klare det. Ihvertfald bedre end min mors måde at vise sin kærlighed på. Dengang. Jeg tror hun har modnet sig... *GS* selvfølgelig, men det skal man ikke tage for givet. Efter at hun er blevet pensioneret, så har hun fået den tid til fordybelse i sin fortid. En sandhed om sig selv kommer hen af vejen. Igen metoden med at mærke efter. Kigge efter. Analysere. Sætte det op med tidens tegn, men også de eksisterende forhold, som gælder for os, hendes børn. Hun kan sammen ligne. Og jeg mener helt klart at hun kan være umoden og barnlig. Men det er hendes mønstre som med-afhængig, uden nogensinde at have drukket sig fuld, der spiller hende et puuds. Jeg forstår hendes historie. Livshistorie, som i takt med tiden har krævet meget for at leve op til tidens tegn.
Fjerner jeg mig fra hende ?
Jeg ved det ikke. Nogen gange har jeg gjort det meget. Men jeg tror det er et håb om at komme tættere på hende. Jeg gør da hvad jeg kan, MEN når jeg gør det, så føles det som om hun GRIBER i mig. I mit inderste. Mod bedre-vidende gør hun og siger ting og sager, som går imod mine ønsker.
Hun er sin egen. Men måske pga. erfaringer...forventer hun altså også noget negativt. Noget der kan forklare en situation, så man med rette kan være bitter. HUN ER bitter. Bitter på sig selv. Bitter på sin skæbne. Krampagtigt holder hun fast i noget godt fra hendes liv, og retfærdiggører. Trods smerte og masser af savn pga. samfundets omstændigheder og familiens krav. Men jeg ved det ikke rigtigt..... hun skal hele tiden give sig "stakkels mig"-rollen. At hun ikke får ALT DET som livet giver os. Hun tager bare fejl dér. Det bliver ikke givet os noget som helst. Vi arbejder efter det. Rækker hånden ud. Tager de chancer som vi ser som nogen muligheder for udvikling. OGSÅ høster vi. Høster erfaringer, ordentliuge hak på tuden, men hopper op på hesten igen - og rider ud......
Jeg må tilgive hende for at være den hun er....give hende min kærlighed og værdsættelse. Trods alt, har hun handlet efter bedste evne.
Ligesom som dronning Ingrid er blevet citeret i filmen " Arven":
"det gælder om at lære at ville det man skal"
~~ Kærlig hilsen og et hjerte der vil åbne sig op for sin herkomst ~~
Qram
~SommerFuglen~
PS:
Skrev til Captain, ham jeg var betaget af i sin tid :o) fra chat.
Jeg mødte ham på hans arbejde, hvor vi var rigtig glade for at se hinanden :o) nu har jeg tænkt på ham, og har gået forbi hans boligkompleks.....hmm...ja, så går tankerne uvægerligt til at komme omkring...." skulle jeg have taget initiativ til at søge ham som en person, jeg kunne ses med InRealLife ?
Nå, så..derfor har jeg sendt en mail til ham :o) en e-card med ordene:
"Confidence never comes by having all the answers; it comes by being open til all the answers" :o) et e-card fra mandala.dk
HelloOooow :o)
En lille tanke går til dig.... du har nok nydt det gode vejr med udendørsaktiviteter i weekenden ? :o)
Jeg er ved at komme til kræfterne og fik skreevet en hel masse tanker i dag. SKØNT at have en dialog..med sig selv *GGG*
Dét er et godt tegn, når det gælder mig ;o)
Jeg har mødt en meget sød mand, som jeg nu ses med. Lidt af et skridt at blive kærester, må jeg sige.... :o) men jeg tager det med sindsro og nyder den energi og mere bevidstgørelse der kommer af at have et samspil med et andet menneske på nært hold. Han er også alene med børn, så på den måde har vi noget til fælles. Ellers er vi noget af nogen modsætninger, som personligheder. Han er stille og rolig. Jeg larmer med mit grin.... *GS* Vi har nogen gode snak og kysser dejligt sammen. God energi.
Jeg ved ikke hvad det fører til, men tager det som det kommer. De lyserøde skyer har jeg undgået, men glæden over et andet menneske og det engagement der kommer ud af det, giver mig sommerfugle i maven :o) god følelse. Jo, jeg har det som en masse spørgsmål der bobler op i mig ( men det er vel typisk mig ? :o), hvor svarene kommer hen ad vejen.
Jeg har fået lov til at aflevere min opgave til den 1. marts. Det er rigtig godt for mig :o)
Håber og ønsker dig en god proces under udformningen af din endelige opgave. Du ser ud til at tage det roligt med det ;o) godt tegn. Pøj pøj med det ... *S*
Knus og kram til dig,
~SommerFuglen~
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
det gælder om at lære at ville det man er publiceret
19/01-2004 00:18 af
~SommerFuglen~.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.