Nå så kom dagen. Dagen hvor jeg sad alene i bussen, hvor jeg ikke længere kunne løbe, blive forstyret, distraheret eller på anden vis undvige den lurende dybe tomhed der lå og ventede i mit sind. Atter en gang må jeg fortvivlet gribe min pen, dybbe den i min sjæl, og gøre hvad jeg kan for at få krænget mine inderste, dunkle tanker frem i lyset, så der er bare er den mindste smule håb for at jeg kan overkomme det triste faktum at jeg, atter engang, mangler et mål med livet.

Jeg kaster mig forvildet omkring i mit sind! Billeder flyver igennem hovedet på mig. Min fødselsdag tilbragt i den iskolde sne, mens jeg mavede mig vej henover markerne under en indbildt fjendtlig beskydning. Utallige desperate og virkelig ondskabsfulde kampe jeg aldrig har haft, mod mennesker jeg aldrig har mødt! Fortidens fejltagelser der kommer frem fra underbevidsthedens dyb for atter at bringe den pinlige følelse frem fra en nu totalt svunden fortid.

Sukker jeg en smule? Ja mindsandten!
Får en kuldegysning HauAH! På den igen, nu er fortiden forbi, der er ikke længere nogen steder at gemme sig! Fremtiden. Fremtiden står og stirrer mig dybt ind i mit åbne ansigt og jeg... Jeg stirrer igen.

2 syner

Et hvor jeg er alle steder. I en gymnasieklasse bag katederet med elever der underholdes og lærer samtidig.

På et meget luksuriøst kontor, siddende i et fint jakkesæt i en dyr stol, og overvejer mit firmas næste store projekt.

I et oplyst konsultationsrum, med en patient liggende på en sofa, mens jeg psykoanalyserer ham.

I hæren, fuldt uniformeret svingende en feltspade i ansigtet på en af Danmarks fjender

Som politimand, der roligt håndterer en lettere beruset herre.

Som folkeskole lærer, der stille og roligt formidler viden til de helt rene tavler, også kaldet elever nu om dage.




Det andet syn er mere tomt

Jeg ser tusinde fremtidige stillinger, ledige jobs, usandsynligt høje indkomster, men hvor er jeg? Hvor er jeg?

Jeg kaster mig på knæene kigger op mod himlen, strækker en anklagende pegefinger mod de mørke skyer, der hænger tungt af regn og uvejr, Og skriger af mine lungers fulde kraft:
HVOR ER JEG!
Jeg sidder stille
Jeg lytter?
Intet.


dum dum

dum dum

dum dum


Hjertet hamrer. Vreden stiger og desperationens tårer triller ned ad mine kinder. Jeg vil ikke finde mig i denne vanrygtelse af mit sind! JEG VIL IKKE FINDE MIG I DENNE MISHANDLING AF ET AF DE STØRSTE POTENTIALER I VERDEN! Hvorfor kan jeg ikke finde mig til rette og ro? Hvad er det der holder mig oppe og hvad gør livet egentlig værd at leve.

Pludselig går det op for mig hvorfor jeg har søgt tilflugt i euforiserende stoffer (Mad), Kærkomne tankespin (Sex) og andre af aflastende flugter fra virkeligheden (Tilfældige projekter, der aldrig vil blive gjort færdigt!)

Det er fordi jeg flygter. Det er fordi jeg flygter fra det jeg ikke ved. Det jeg nægter ikke at vide.

Der er intet så tærende her i verden som at stå med en stor håndfuld redskaber, værktøjer og materialer og så bare ikke vide hvad man skal bygge med dem. Suk... Hvad skal der blive af mig? Og det er jo netop det. . .
Jeg aner ikke hvad der skal blive af mig, og det er mine endeløse frustrationer.

Hvorfor denne voldelige intonering? Hvorfor denne aggressive adfærd?
Åh ha, jeg ved jeg er ment til storhed, jeg ved at jeg skal bære en fakkel forrest til dem der ikke længere kan se lyset. Men når lederen af mennesker, der skal inspirere andre til storhed, pludselig bliver i tvivl om hvor han er på vej hen... Hvad skal det hele så nytte?

Penge? PAH! Skyggen af kærlighed, der desværre er et nødvendigt onde og roden til alt ondt.
Ære? PAH! Æren af at være i live burde være nok!
Berømmelse? PAH! Skaber flere problemer end det løser. Hvem fanden ville gerne genkendes på gaden HVER EVIG ENESTE DAG.


Hvorfor? synes at være det overordnede spørgsmål, og som jo skægt nok er filosofiens fader.

Hvorfor?

Hvorfor overhovedet gøre noget ud af eksistensen for tiden, jeg skal jo dø alligevel...

Gråd ville hjælpe? Ja det skal nok hjælpe at træne tårekanalerne!

fff

Fuck for fanden!