14 år siden

En Globetrotters Dagbog 6: At leve i nuet

Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
12 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Sejr I Retten.
Junior Chris...
1 måned, 27 dage siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
10 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
11 år siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
9 år siden
Hej med jer!
vintergækken
12 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
9 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
12 år siden
Tillykke til mig...
Poul Brasch ...
10 år siden
Nyt år
Martin Micha...
5 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
9 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
12 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
12 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
8 år siden
Den gamle gartner
Peter
10 år siden
god start på dagen
Jette Peters...
8 år siden
Op på den hest!
Bastian
12 år siden
Markedspladsen.
Ruth Christe...
8 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
11 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
10 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
12 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
12 år siden
Еnke
Halina Abram...
7 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
12 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
10 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
10 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
10 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
16 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
11 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
7 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
6 år siden
Min røvfattige søster
Flickarocks
10 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
8 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
12 år siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
8 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
10 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
10 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
12 år siden
Jeg kan mærke det. Det ligger derinde. helt stille og bare ulmer. Som en lille næsten uddød glød, der bare lige mangler lidt ilt så det kan få nyt liv. Gnisten har hele tiden været der, men har været overdøvet, af hvad man kalder nyhedens interesse.
Goddag min gamle fjende nummer 1. Jeg spekulerede på hvor du blev af. Du har jo ikke vist dig på disse to semestre jeg lige har gået på, og du har heller ikke givet lyd fra dig længe.

Ah den berømte Tvivl. Du ligger her for mine fødder og gisper efter ny luft. Bare lige lidt du ved. Lige nok til at få fodfæste, så du, som en anden slags kræft, kan vokse og til sidst diktere mine handlinger. Ah Tvivl. Der er du jo endnu engang. Du kommer og frister med dine tomme løfter om sikkerhed, ved at holde op med alt det jeg har gang i. Og ja jeg giver dig da ret; der er da mere at hente derhjemme af underholdning. Der er da mere at hente af venner der fatter mig og det ville ganske unægteligt være meget meget nemmere. Men se på det sådan her. Tager jeg hjem allerede nu, så har jeg jo på ingen måde fået det ud af det jeg kom her for: At kunne tale fransk.

kom jeg her for at blive underholdt eller for at have det sjovt? Selvfølgelig ville det ikke have skadet, men nej det var jo ikke det jeg kom her for. Det var det franske. Kunne jeg lære fransk bedre et andet sted? Nej naturligvis ikke. Her tvinges jeg til at både tale og høre det hele tiden.

Så hvorfor ligger du der tvivl og kaster dine gispende ord op efter mig? Hvorfor? Jeg har jo besluttet mig for hvad jeg vil lave her. Lære fransk. Men nu hvor jeg selv er så træt efter en meget lang lang dag med fransk og franske sætninger, så er det svært for mig at stå imod dine fristerier igen og igen og igen.

Hvorfor er jeg så udmattet i stedet for at være opløftet? Det jo som om at det skulle være sjovt at lære fransk eller hvad?

Jo sagen er den: at der er bare ingen lavthængende frugter at plukke lige pro tempore. Der skal klatres længere op i de højere grene for at jeg kan se noget som helst der minder om en belønning. Og jeg skal være helt ærlig. jeg sætter mig ned og hører og ser fransk fjernsyn og jeg kan for mit liv ikke fatte hvad i hede hule helvede det er de siger. Jo ja jeg har en idé. Det er da noget :) men den lykke erstattes hurtigt så snart der står nogen og taler til én, og man stadig ligner et spørgsmålstegn.

Nu melder hjemveen sig, omend jeg ikke græder længere. Det er ikke den følelsesbetonede hjemve, det er den kølige og beregnende hjemve, der står og banker på min dør, og i øvrigt ligger lige ved siden af Tvivl og hans mangeartede knive og dolke, der kan skære en hver vindergejst i stykker. Argumenter som "Jamen jeg kunne lave meget mere og have det sjovt samtidig i Danmark" genlyder i mit hoved, men trods dets tillokkende budskab, med implicitte løfter om fællesskab og succesfølelser, så ved jeg, nok bedre end de fleste, at dette blot er et tomt løfte og argument. For tager jeg endelig hjem, og vil jeg ikke længere, vil jeg uvægerligt sidde og vente på at jeg finder mig en lejlighed, og får jeg lavet noget fornuftigt i den tid? Det tror jeg næppe :)

Så det er vidst godt nok jeg bliver her. Men jeg kan mærke at det bare ikke det jeg i mit hjerte har lyst til. Jeg lever virkelig af mine venners nærvær og at kunne få nogle daglige jokes og input, og frankly speaking så er jeg træt af at blive pisket af dem jeg taler amerikansk med, fordi jeg taler amerikansk med dem. Jeg åndede lettet op da A stoppede med at snakke fransk, hvilket jeg 25% af tiden rent faktisk opfangede nogle ord af, og istedet slog over i amerikansk. Det bivirkede så at vi begge opdagede vi INTET har tilfældes.

:-)

Jeg kommer her med et ensomt smil i mørket. Jeg opdager jeg lige nu sidder og puster til gløden. Den der lille glød. Der bare ligger og ulmer.

Én ting jeg nok har lært om mig selv er det her med at study abroad ER utroligt fedt, har man ikke en knæskade og kan man finde et sted at dyrke sine interesser. Dette må jeg sande har været min egen fejl. Jeg var så opsat på at komme afsted at min frygt for at skade mit knæ, endsige få det i bedring, har fungeret som en sovepude. For jeg kommer ikke rigtig ud af mit kolde og triste kælderværelse som grundet deraf.

Og ja det er da fedt at møde nogle nye mennesker, men det gider jeg faktisk slet ikke. Jeg er træt af den devise med at "nu skal vi bare møde en hel masse." Jeg har nok i mig selv og i mit danmark. Jeg er bare så bange for at fortryde noget som helst. Det er derfor jeg gør de her seemingly åndsvage ting. C'est bête! Jeg tror der nok var en grund til jeg blev så vild til engelsk, og det var fordi det rent faktisk sagde mig noget. Det var noget jeg havde et naturtalent for, der, trods det ikke var perfekt, var nok til at spore mig til at læse engelsk og lære og elske det og forstå det.

Og netop ordet forstå er det jeg hader mest lige nu. Jeg har én eller anden forestilling om at kunne jeg nu blot forstå fransk, ville jeg også kunne tale fransk, eller i det mindste lade fucking være med at tænke så meget over hvert ord i deres sætning, mens jeg fremstammer mit eget.

Men ja... Al forandring og forankring er svær. Og fransk er så absolut ingen undtagelse... jeg tror jeg havde en idé om at det ville komme lige så enkelt som tysk. Nå men jeg tog vel fejl.

Jeg må indrømme mit humør er lidt i vejen lige pt for at sætte sig ned og se noget fransk film lige nu. Suk. Der er dælme langt hjem herfra, og det er en MEGET led kost at skulle æde sine ord og intentioner i sig igen, hvis jeg skulle tage hjem nu.

I just need a learning environment. Så ville jeg formentlig kunne komme ovenpå.

Jakob Arndal
- En Globetrotters Dagbog

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget En Globetrotters Dagbog 6: At leve i nuet er publiceret 12/02-2011 20:29 af Jakob Arndal (Takana).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.