Jeg har så meget at sige, men jeg kan ikke formulere det. Der er så meget at tage fat på! Jeg vil gerne fortælle om, hvordan det gik, da jeg fejrede min 18-års fødselsdag, og jeg vil også gerne reflektere over det forgange år – jeg bliver snart et år ældre!

For præcis et år siden, var jeg til en afslutningsfest på den bedste camp, jeg har været på i hele mit liv. 3 uger forinden var jeg fløjet til USA, for at opleve verden som udvekslingsstudent. Jeg havde planlagt mit high school year lige siden september 2005, og så stod jeg endelig i USA for 1 år siden.

Jeg tog på den forberedelsescamp, som det selvskab jeg rejste med arrangerede, og jeg elskede det! Jeg mødte så mange fantastiske mennesker fra hele verden, og jeg havde chancen for at feste, dyrke sport og opleve verden sammen med (var det?) 600 andre unge mennesker fra Sydamerika, Europa og Asien.

Den sidste aften holdt vi afskedsfest, og jeg hang mest ud med mine 4 bedste veninder fra campen. Det var 4 helt specielle danske piger, som jeg havde utroligt meget til fælles med. Det var så fantastisk og naturligt nemt at finde noget at snakke med dem om, for vi var alle fire danske piger på 16-17 år, der var rejst ud i verden for at opleve den!

Jeg havde ikke regnet med, at det ville lykkes os at holde kontakten, men utroligt nok har jeg endnu kontakt med 3 af dem. Den fjerde kom jeg aldrig helt tæt på, og hun var så dårlig til at holde kontakten i løbet af året, at det faktisk slet ikke går mig på, at jeg ikke ser hende mere.

D. 5. august 2006 rejste jeg til Maryland for første gang i mit liv, hvor jeg flyttede ind hos en amerikansk værtsfamilie. I starten boede der også en tysk udvekslingsstudine sammen med os, men hun var så heldig, at hun flyttede næsten lige med det samme.
Jeg var (desværre) fast besluttet på at blive, hvor jeg var, fordi jeg ville bevise overfor mig selv (?), at jeg kunne få det til at fungere.

Jeg købte mig selv en papirsdagbog en dag vi var i et supermarked, og allerede den femte dag jeg var hos familien, skrev jeg om min store tvivl på, om jeg mon kunne holde til det i et helt år?

Jeg fik aldrig nogen interesse fra familien af, og det gik op for mig, at de ikke havde fortalt til nogle, at de skulle have en udvekslingsstudent boende. Kun moderens bedste veninde, som arbejdede for organisationen på den amerikanske side, og som også skulle fungere som min kontaktperson, syntes at vide, at jeg eksisterede.

Denne dame med en masse ansvar for mig, havde to udvekslingsstunder boende, og jeg blev rigtig gode venner med hendes tyske pige, så jeg brugte en masse tid i deres hus, fordi det var livligt.

Min egen familie havde et utroligt lavt kommunikationsniveau, og for det meste råbte de bare hysterisk ad hinanden, når de sagde noget. Jeg hadede virkelig at bo der, men jeg er virkelig stædig, så jeg ville have et godt år alligevel bare udenfor familien, så jeg ikke behøvede gøre oprør mod familien, for jeg ville heller ikke skabe mere kaos i deres familie, end der allerede var.
Desuden havde organisationen også fortalt os en milliard gange, at man lige skulle give sig selv tid til at falde til i de nye omgivelser.

I dag kan jeg godt se, at jeg opførte mig, som om jeg var blind! Jeg faldt godt til alle andre steder end i den familie. Morens veninde, som også var hende, der havde godkendt min familie som værtsfamilie, betroede mig, at hun ikke ville have godkendt dem, hvis ikke hun havde været bange for at såre sin i forvejen uduelige veninde.

Den dag jeg fyldte 17 år, blev jeg ikke ønsket tillykke. De ignorede min fødselsdag (som de udmærket vidste fandt sted, da deres egen datter var blevet fejret 4 dage før, OG min fødselsdag var markeret på deres aktivitetskalender, som hang synligt i køkkenet/stuen), og eftersom jeg ikke havde været i skole endnu, havde jeg stadigvæk ingen venner. Jeg følte mig så utroligt ensom den dag, og ensomheden blev kun værre som ugerne gik.

Jeg havde det godt i skolen, men jeg var altid alene efter skole, fordi jeg ikke måtte tage hjem til mine jævnaldrene, og jeg måtte heller ikke have besøg, når der ikke var voksne tilstede (og når de endelig kom hjem, syntes de, at det var for sent at have gæster). Jeg begyndte at føle mig indespærret, og jeg var nærmest ved at blive sindssyg.

En dag blev jeg så ringet op af det amerikanske hovedkontor (hvilket jeg havde fået at vide, bestem IKKE var et godt tegn). Damen der ringede spurgte mig hvordan det gik, og da jeg allerede havde lugtet lunten af, at der måtte være noget galt, begav jeg mig ud i en lang forklaring på, hvor utilfredsstilende min familie var. Jeg kan huske hvordan damen blev meget overrasket over, at jeg snakkede næsten perfekt engelsk – familien havde åbenbart fortalt, at jeg ikke kunne tale engelsk overhovedet, og at det var derfor vi ikke kommunikerede!

Jeg kan ikke huske så meget fra de næste par uger, da alting gik frygteligt stærkt. Jeg blev flyttet til en imidlertidig placement, og jeg blev lovet guld og grønne skove i forbindelse med min endelige flytning, men i virkeligheden blev jeg udsat for en stærk psykisk terror. Det var bestemt ikke velset, at man flyttede familie, for det satte åbenbart de to damer, der havde anbragt mig i familien Kempfs hjem i dårligt lys. Netop de to damer skulle tage sig af mig og give mig tag over hovedet, indtil de havde fundet et nyt hjem til mig, og som enhver nok kan regne ud, levede de ikke op til opgaven. De gjorde faktisk alt for at undgå at forsøge at sende mig videre, og alt i mens udsatte de mig for psykisk terror – hvilket jeg ellers ikke plejer at bukke under for, men når man står helt alene i USA og endda bliver taget ud af sine timer til sidst, for at side på skolens kontorer med psykologibøger som eneste underholdningskilde, bukker man let under.

Til sidste mærkede folk i skolen en stor forandring på mig. Jeg kom i skole fuldkommen udmattet med rander under øjnene, og jeg havde ikke den samme gnistrende livsglød mere – jeg besluttede mig alt i alt derfor for at tage tilbage til Danmark, selvom jeg vidste, at jeg ville have det meget hårdt herhjemme med tanken om, at jeg havde givet op, og at jeg lige præcis havdes smidt håndklædet i ringen pga de to forfærdelige kvindemennesker, var næsten heller ikke til at bære!

Sådan gik de første måneder af mit 17. leveår. Tilbage i Danmark var det blevet vinter, og jeg havde det meget mærkeligt. I de første par uger tvang jeg mig selv til at møde mine venner, men pludselig gik jeg bare i baglås!

Jeg havde ikke lyst til at se mine venner mere, fordi jeg ikke havde lyst til at forklare og genleve, hvorfor jeg var kommet hjem igen og igen og igen – på det tidspunkt tog det mig omkring 5 timer at forklare det i den korte version, men jeg kunne bare ikke korte det ned, og mine venner havde altid spørgsmål, hvilket ikke er mærkeligt, men hvert et ord var hårdt for mig at fortælle! Mine venner herhjemme kunne nemlig ikke mærke, at jeg var svag, og de kunne heller ikke gennemskue, hvorfor helvede jeg var taget hjem, når jeg ikke havde det værre, end jeg havde! Jeg følte samtidig, at jeg havde svigtet mine venner i USA, fordi de virkelig prøvede på at hjælpe mig, men at jeg bare vendte dem ryggen, da jeg rejste hjem!

Jeg gik ikke i skole, og jeg kunne ikke tage et job, da jeg knap nok kunne gå ud af min hoveddør. Jeg mener seriøst, at der gik tre uger, før jeg overhovedet gik udenfor min dør, hvilket kun var en kort vandring frem og tibage på min villavej sammen med min mor.
Jeg har aldrig haft det så dårligt i hele mit liv, og jeg havde heller aldrig haft venner, der var bukket under på den måde.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg overvandt mig selv, men jeg ved, at jeg fik et brev fra en på fyldepennen, der rådede mig til at tage på højskole, og jeg tog rådet til mig! Jeg vidste, at jeg blev nød til at gøre noget drastisk og spontant for at få mig selv til at ville leve livet igen. Hvis jeg ikke tog en ny chance med det samme, ville jeg aldrig turde gøre det igen i mange år!

Så i januar tog jeg på højskole! Jeg startede ud med næsten at få en kæreste, da jeg mødte en rigtig sød og virkelig frisk festtype ligesom mig selv, men efter en månedstid forandrede han sig meget. Han blev meget seriøs, og jeg synes han var ligeså kedelig og pessemistisk, som han syntes jeg var en lalleglad potimist, så sjovt nok stoppede vi brat med at være sammen, og jeg følte aldrig et behov for at snakke med ham igen!

Jeg fik nogle super fjollede veninder, og vi fyrede den maks af med fester, gå i byen og grine højt hele tiden. I starten var folk meget mere åbne overfor det, fordi vi gav liv og stemning til stedet, men som højskolen blev hverdag for de andre, og der opstod småskænderier og solen lige pludselig ikke skinnede hver dag, blev folk trætte af vores evindelige høje humør!

Jeg fortryder bestemt ikke, at jeg opførte mig, som jeg gjorde, da jeg var på højskole. Jeg har haft et fantastisk positivt år, hvor jeg stort set ikke har været sur eller ked af det, og jeg har ikke kedet mig på noget tidspunkt. Jeg havde virkelig bare brug for en periode, der var helt modsat af mit humør i USA.

De venner jeg sidder tilbage med i dag fra højskolen, er dog blevet mere hverdagsagtige efter vi ikke har boet sammen i mere end en måned.

Jeg fejrede min 18 års fødselsdag i weekenden, og vi mødtes 4 af os igen, og det var slet ikke det samme. Jeg er ligesom den af os, der holder os sammen, da jeg er tæt med dem alle sammen. Jeg er den der både kan se det spændende i at tage i byen, sidde derhjemme og snakke og tage en vild diskussion, uden at jeg føler mig tilsideset eller trådt over tæerne.

Det har været en okay weekend, det er slet ikke det, men jeg tvivler bare på, at de andre har fået det ud af det, som de burde have fået.

For det første blev jeg rigtig skuffet, da rigtig mange af mine venner er på ferie lige nu, så de måtte melde afbud til min fest. Så er der alle følge-afbudene pga det! Nogle vil jo ikke komme, hvis nolge andre ikke kommer, fordi de er bange for at føle sig alene, og sidst men ikke mindst, er der en del der er blevet forhindret i at komme i sidste øjeblik mest pga sygdom, så til sidst stod jeg skuffet tilbage med 3 veninder fra min højskole.
Men jeg besluttede mig for, at jeg ville have det bedste ud af det alligevel.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke har haft det overskud, jeg havde håbet på. Jeg har været en smule nede, mest fordi jeg har kunne mærke de andres indbyrdes splid.
Sad bærer den stadig nag, fordi de to andre svigtede hende en smule, da de var til fest hos hende her i ferien, men de andre ved ikke, hvorfor hun er sur på dem, så de kan ikke gøre noget ved det.

Sisse var bare så fandens nedtryk, fordi hun ikke kunne se sin kæreste i 2 dage (eller var det noget helt andet?).
Jeg kan ikke lide hendes kæreste, i hvert fald ikke når jeg hører fra hende, hvordan han behandler hende.
Men jeg er normalt interesseret i hendes liv og derfor må jeg også værre det i hendes kæreste, som efterhånden er en stor del af hendes liv og personlighed.
Hun har dog været rigtig kort for hovedet, når vi har snakket om drenge eller spurgt hende om noget med kæresten, og hun fik det sindssygt dårligt, da vi snakkede om sex.

Jeg ved, hvad det er, der går hende sådan på, men hun kan ikke snakke om sex, og hun vil heller ikke hører om det. Hvad hun har fotalt om hende og kærestens sexliv, så må han ikke se hende hverken nøgen eller i undertøj – så de er altid under dynen med ham øverst. På et tidspunkt fik hun også sagt, at han gør det hele, mens hun venter bare på at det er overstået, og det fik altså vores alarmklokker til at ringe, så vi virkelig forsøgte at finde grunden til alt det, og siden har hun bare ikke ville snakke om sex med os.

Hun var engang min bedste veninde, men det kan hun ikke være mere, for hun har ændret sig pga kæresten.
Hun er bestemt ikke en type, der kan lide opmærksomhed, og hun har fundet ud af, at hun kan gemme sig bag sin kæreste. Hun forsvinder ligeså langssomt fra jordens overflade, og snart vil hun igen blive så genert, at hun er typen, der går i et med væggen uanset hvor hun er. Jeg er ked af hendes udvikling, men hun vil ikke lade mig gøre noget ved det, og hun vil heller ikke lade de andre gøre noget.

Jeg har brugt det meste af min sommerferie på at være alene. Jeg har brugt alle døgnets timer sammen med andre mennesker det sidste halve år, og jeg har bare brug for en pause før det går løs med 1.g efter sommerferien. Jeg er spændt på at starte i skole, og jeg er ligeså spændt på at flytte hjemmefra.

Jeg keder mig ikke engang, jeg hygger mig fortræffeligt i mit eget selskab. Jeg dyrker en del motion, læser Harry Potter og hygger en del med min mor. Jeg er jo i princippet flyttet hjemmefra for 2 år siden, så jeg har intet problem med at bruge en stor del af min sommerferie sammen med hende! Selvfølgelig ser jeg også mine venner engang i mellem, men desværre bor mange af dem langt væk, og jeg har ikke behov for et fler-dags-besøg hos eller af nogle mennesker. Jeg er socialt mæt, men for eksempel her til aften, kan jeg nemt mærke, at jeg savner gang i gaden. Men jeg er fast besluttet på at nyde den sidste uges tid.