Det er efterhånden ved at være lang tid siden jeg har samlet pennen op og skrevet herinde.
Og sikke mange ændringer der er kommet siden sidst.
Det kan ødelægge én fuldstændig at være i disput med folk.
Jeg har i efterhånden noget tid haft et meget korporligt forhold med den her pige. Men som jeg forudsagde, og som alle mine venner forudsage, og som det stod i stjernerne og som min intuition forudsagde og som mine forældre forudsagde og som alle tegnene forudsagde og som kortene forudsage og som og som fornuften forudsagde og som jeg selv tænkte i meget lang tid gik det galt...

IGEN!

NUI! Hvor er jeg træt af at jeg altid skal ende op med sådan nogle... Mega promokerende små madammer der altid bliver såret over det ene eller det andet.

THAT'S IT! Jeg bliver homoseksuel!

Snav mig i gulvet Tage, dit frække handyr...

Jeg bryder mig ikke om at stikke mig på skægstubbe når jeg kysser.

Det er virkelig sandt
Man skriver kun dagbog når der er noget i vejen :S

Anyways lige et kort øjeblik var jeg ét med Gud og universet. Lige et kort øjeblik var det fedt at være mig. Lige de 5 minutter i bussen hvor jeg vidste jeg intet kunne gøre andet end at bare glide med. Og langsomt gled jeg også ind i meditationen, der gav mig de fedeste tanker. Flow tilstanden der gjorde livet værd at leve bare i de korte 5 minutter.
fem minutters flow

Og hvilke fem minutter!
Idéer om rigdomme og skatte større end kong Solomons miner poppede ind i hovedet på mig og ja jeg var glad. Jeg havde skønhed omkring mig og jeg var virkelig, virkelig!
Jeg husker knap turen hjem jeg ved bare at pludselig står jeg foran mit whiteboard og skiver. Bare skriver og skriver om hvilke mål jeg skal have i livet, hvordan jeg skal geberde mig med alting, hvordan min hustru skal se ud og jeg elsker. Elsker livet som i en hed og kødelig akt, hvor alle sanser optages af sensuel ekstase og nydelse. Kaskader af lykkefølelser kastede sig ind over mig og passionens brusende og frådende vildskab kastede sig over mig i en opfattet uendelig bølgegang af fantastiske følelser.
Et kort øjeblik var jeg i sand allignment med mig selv.

Da pennen endelig fandt hvile kiggede jeg på alle de ting jeg havde skrevet. Klare mål stod defineret foran mig, som mejslet i sten! Klare solide mål, der var indiskutabelt noget jeg ville investere min tid i at opnå.

Det var så opløftende at se, og bedst som jeg stod og iagttog mit værk der på den hvide tavle, da ændredes mit syn. Ikke mit menneskelige nærværende og periferale syn, nej mit indre syn på verden. Der så jeg mig selv spændt op mellem stærke of svage elastikker, som var jeg en slatten kludedukke, fanget i en torvtrækning mellem hvad jeg ønskede, hvad jeg havde oplevet og hvad jeg havde været. Jeg så klart foran mig hvad der måtte gøres. Jeg så rottehullets endeligt for mig, hvordan den gik op i flammer brændte og døde. Jeg så mig selv stå på toppen af askebunken og mærke en elastik, som trak mig tilbage blive løsgjort og jeg fløj fremmad mod mine mål om rigdom og velfærd.

Jeg så en kvinde for mig. Uden ansigt hår eller pragt. Blot en skikkelse i den uvisse fremtid, der ragte en kærlig hånd ud mod mig med et smil der blot sagde et eneste ord: "ja"

´Jeg smilede og så mig om. Jeg så at min computer stod tændt, og at de næste par afsnit i min yndlingsserie var netop færdighentet, og jeg vidste samtidig at det spil jeg gerne ville spille stod klar, og jeg kunne bare spille det på grund af at jeg har købt en ny computer. Det var så fantastisk. For en gangs skyld var jeg med på "noderne" og spillede det "sidste nye"

Ah og alle mine ligninger gik op. Dem jeg har arbejdet så hårdt på at forstå. Jeg, der altid har haft en tillært hjælpeløshed ved matematik, kunne pludselig se ned på de ligninger der voldede mig så megen ærgrelse og frustration til mine eksamener og tænke: "Pff, var det bare det?!"
Og med et smil kunne lægge dem fra mig og atter vende blikket mod noget jeg virkelig holder af: Psykologi.

Ah. Dette må være sådan det i virkelig føles at være i allignment med sig selv.

Og ja! Jeg elsker det.