Hmmm...dårlig samvittighed. Puha jeg hader det. Det, og så hele den frustrerende situation jeg sidder i lige nu.

Jeg gjorde noget vildt og panik-agtigt i weekenden. Har så dårlig samvittighed over det nu, men kan lige som ikke ændre på hvad jeg gjorde.

Ved 17-tiden lørdag kedede jeg mig så meget at der bare skulle ske et eller andet. Jeg gik ind på dating.dk og oprettede en profil.

1. spørgsmål: Hvorfor oprettede jeg en profil på dating.dk?

Hoppede ind på chatten derinde og lurede lidt profiler. Fyrene begyndte hurtigt at skrive til mig, men det var mest "hej, hvor er du fra?". Jeg hader den slags spørgsmål, især når det står i profilen.

Nå, kom så til at snakke lidt med denne fyr, han lød vældig sød. Vi snakkede frem og tilbage og efter lidt tid tilføjede vi hinanden på msn. Han ville gerne se et billede, og jeg kunne alligevel ikke få mig til at tilføje et billede til min profil.

I løbet af et par timer havde han fået mig overbevist om at vi ikke skulle sidde og kede os alene, men kunne sidde sammen og spise pizza og se film. Så omkring kl 20 tog jeg afsted ud til ham. Han bor ca. 45 min kørsel herfra.

2. spørgsmål: Hvorfor tog jeg ud til ham den aften?

Han var vældig sød og faktisk også ret nervøs, tror jeg var mere rolig end han var. Vi spiste pizza og snakkede om alt og intet, det var rigtig hyggeligt. Efter noget tid satte vi filmen på (Inside Man) og han lavede popcorn. Fandt hurtigt ud af at jeg havde set filmen før, men kunne ikke få mig selv til at sige det til ham, så jeg lod som om det hele var nyt.

Da jeg ville til at køre hjem gav jeg ham et kram og kunne mærke på ham at han ville gerne ha kysset mig, men jeg gav ham ikke rigtig mulighed for det. Jeg sagde farvel på en pæn måde og tog hjem. Kort før havde han sagt at han synes at jeg var vældig sød og at han gerne ville se mig igen og lære mig bedre at kende. Jeg sagde det samme til ham, kunne ikke få mig selv til andet selvom jeg egentligt ikke mente det. Han var rigtig sød, men slet slet ikke min type.

3. spørgsmål: Hvorfor sagde jeg til ham at jeg ville se ham igen?

Søndag havde jeg moralske tømmermænd. Overfor Kenny, overfor min date fra aftenen før og overfor mig selv.

4. spørgsmål: Hvad gik der lige galt i min hjerne siden jeg kunne finde på at gøre det?

Der skete intet på den date, ikke et kys eller noget som helst. Vi hyggede og snakkede og så film, og så fik han en enkelt krammer da jeg gik, så der jo ikke sket noget. Men alligevel har jeg det dårligt over hvad der skete.

Da Kenny loggede på skype søndag eftermiddag var jeg virkelig glad for at se ham og snakke med ham. Jeg sagde intet om det, selvom han spurgte til, hvad jeg havde lavet i weekenden, kunne ikke få mig selv til at fortælle ham det, heller ikke selvom der intet skete. Men det var bare så dejligt at snakke med ham igen.

Kenny er lige blevet opereret i øjnene i fredags, fået en laser operation for at rette på hans syn. Han skulle derfor sove resten af fredagen og til kontrol og sove det meste af lørdagen. Jeg tænkte meget på ham de dage og var lidt nervøs for hvordan det var gået. Men har fået en mail fra ham idag efter han var til kontrol i morges og ALT er PRÆCIS som det skal være!! :D Dejligt.

Kunne ikke sove igår aftes og skrev så en sms til René. Han kunne selvfølgelig heller ikke sove så jeg ringede til ham. Blev nødt til at fortælle en eller anden om min dårlige samvittighed, så fortalte ham om min date lørdag aften. Jeg brød fuldstændig sammen og endte med at ligge og tude i telefonen pga hele min situation. Men René var god, jeg vidste at han ikke ville tænke dårligt om mig pga alt det her, men derimod ville støtte mig og hjælpe mig igennem, og det var lige præcis hvad han gjorde igår aftes. Vi endte med at snakke i 5 kvarter og jeg var helt blevet i godt humør igen da vi endelig lagde på.

Inderst inde kender jeg jo godt svarende på ovenstående spørgsmål. Jeg er frustreret over hele min situation og jeg gør så irrationelle ting for at provokere en eller anden handling eller følelse frem. Jeg ved at jeg virkelig elsker Kenny og jeg vil gå langt for at vi kan komme til at være sammen. Men på den anden side så er jeg SÅ ufattelig frustreret over at der er 5000 km mellem os og at jeg ikke ved, hvornår jeg ser ham igen eller hvornår vi kan begynde at have et nogenlunde normalt forhold, hvor det er muligt at ses forholdsvis ofte.

5. spørgsmål: Hvorfor vælger jeg en af de aller sværeste løsninger i forhold til mit kærlighedsliv?

Det ville være meget nemmere, hvis jeg bare sagde stop og vendte ryggen til det. Så ville jeg slippe for savnen, frustrationen og afstanden og prøve at finde én, der bor lidt tættere på...indenfor Danmarks grænser og jeg ville være tilfreds. Men men...jeg kan bare ikke vende Kenny ryggen, det elsker jeg ham for meget til. Jeg er dog så realistisk at jeg ved, den mulighed KAN gå hen og blive en reel mulighed, uanset om jeg vil det eller ej.

Jeg vil helt vildt gerne snakke med Kenny om alt det her, men synes bare det er svært. Mest fordi han er fuldt ud overbevist om, at jeg bliver udtrukket i Green Card lotteriet her inden udgangen af juli måned, så hvis jeg begynder at snakke om andre alternativer så siger han bare at det skal vi ikke tænke på, for jeg bliver da helt sikkert udtrukket. Så jeg har besluttet mig for at vente de ca. 2 uger, der er tilbage af perioden, og så tage en snak med ham. På det tidspunkt kan han jo kun se, at jeg IKKE er blevet udtrukket og vi bliver nødt til at tænke i andre baner.

Som jeg ser det har vi kun 3 muligheder:
1. jeg søger igen til næste år
2. vi bliver gift
3. vi går hver til sit

Ang. nr. 1 så vil det betyde mindst 1 helt år mere på denne måde med frustration og adskillelse. Det er jeg ikke sikker på at jeg kan. Ang. nr. 2 så er jeg lidt skeptisk om vi i det hele taget kan bo sammen, men hvis det er vores eneste mulighed for at være sammen, så er det helt klart værd at tage med i overvejelserne. Ang. nr. 3...tjaaa, det vil være rigtigt hårdt og jeg vil have det rigtig skidt med det, men det vil jeg trods alt komme over igen. Den smerte er nok mere intens i forhold til den smerte jeg føler nu, men i det mindste vil den ikke trække i langdrag og føles uendelig måned efter måned.

Puh, det er en hård tid jeg går i møde med nogle store beslutninger der skal træffes...men jeg forsøger at forblive positiv.

Må hellere komme i seng. Nat nat derude...