Hey igen...

Sikke dog en nat. Havde et vildt skænderi med min far. Det var juletid og min far ville jo, som altid, bare have lov til at pynte træet. Men der skulle ryddes op og gøres rent, så jeg bad ham om at hjælpe til. Men det ville han ikke. Så blev jeg da først rasende. Hvad fanden i helvede han bildte sig ind. Han skulle da bare vente til jeg var færdig. Og hvis han ikke ville hjælpe til, så kunne kan skride ud.

Og så vågnede jeg til den dystre virkelighed. Det var bare en drøm. Jeg vågnede med en fornemmelse jeg har haft før. Man vågner uden at vide hvor man er og at der er noget galt. Man kan bare ikke rigtig komme ud. Heldigvis var det da ved at lysne, så jeg kunne da hurtigt se at jeg bare lå i min seng. Så stod jeg op og lavede lidt forskelligt. Der er jo mange forskellige ting der skal laves når nogle dør, så lidt af det blev klaret idag.

Så i går skulle jeg forbi noget arbejde. Der skulle lieg ordnet noget officielt. Nå men så skriver min søster at den er helt gal med min mor. Hun havde en rigtig dårlig dag i går. Min søster anede jo ikke sine levende råd. Så måtte jeg jo få hende til at falde til ro og fortælle at alle jo har sine gode og sine dårlige dage. Så måtte vi jo se på min mor have en dårlig dag i går uden at der var en skid vi kunne gøre. I dag går det da heldigvis meget bedre. Nu er det så mig der har nedtur.

Nå men det jeg ville fortælle er at jeg bare aldrig kan slippe for alt det her. Jeg er den "voksne". Det er mig der i sidste ende står med lorten og uanset hvor jeg tager hen slipper jeg bare ikke. Trænger bare sådan til fri. Til bare at skulle tage mig af mig selv og ikke en hel familie. Der er jo en grund til jeg ikke har børn endnu. Jeg er ikke klar til at tage mig af en familie.

Det er sådan lidt som om nogen har sagt ready or not - here I come. Det er ikke fair.