Jeg er hos mine forældre.

Og det er overraskende dejligt...er vågnet ultra tidligt, og lige nu sidder jeg og kigger ud over frostklædte græsmarker, der funkler i morgensol, mens diset prøver at tage sig sammen til at lette. Det ser helt fantastisk ud. Jeg tror ofte, jeg er bymenneske, men jeg kan vist også godt lide en smut-tur på landet.

I fredags synes jeg, det var helt og aldeles røvtur at skulle hjem. Har haft en periode, hvor jeg virkeligt ikke orkede forældre, alt for mange minder i hjemmet osv. Men det har vist sig at være overdrevet hyggeligt. Min far har den bedste humor i hele verden, og min mor er så fucking meget en fest, at man tror det er løgn.... det kræver at man kan grine, jo vist, men det er virkelig god underholding, hvis man kan.

Hun snakker og snakker...og hun er glemsom (det sidste siger jeg lidt sørgmodigt) de er ved at blive gamle... de er langsomme. Utroligt langsomme.

Igår var mor og jeg i Netto. Åhh altså, det var til at dø af grin af. Jeg tænkte sådan lige, en to tre, vupti igennem med det mest nødvendige (som vi vel at mærke, havde brugt tid på at notere os, inden vi kørte afsted) og så igennem rækkerne og op til kassen(lige en indskydende betragtning - indkøbsvognene er større på landet, morsomt) MEN sådan vupti foregår intet mere. Jeg smuttede i rask fart ind i butikken, mens mor blev stående inden vi overhovedet var kommet ind, for at kigge på......ta tahh fuglefrø! Der stod hun så i evigheder og valge nøje de rigtige STORE poser af fuglefrø ud....for naboen har flere fugle end os, og det kan ikke passe :)

Mens hun stod og kiggede fuglefrø, futtede jeg rundt og hentede de ting, vi skulle have, og kom hen med dem. Men mor insisterede på at snegle hele butikken rundt og studere det spændende, der nu måtte være. Jeg oppgav at følge og blev ramt af den vildeste frihedstrang men overhovedet kan forestille sig, fanget mellem alle de store vogne i netto.

Efter noget tid fandt jeg hende, og rykkede lidt for tempo, og da vi endelig endelig efter en halv time kom frem til kassen, viste det sig, at vi havde alting TO gange, fordi min mor ikke havde bemærket, at jeg havde puttet tingene i kurven ...I guder, jeg var ved at dø af grin (og eksplodere)....sandheden er, at jeg tror hun er ved at være bange for at glemme.

Derfor vil hun se alle hylder, derfor skriver hun sedler osv....Og hun glemmer sgu også meget, men det har hun vist til dels altid gjort. Hold op hvor er vi kørt fra benzintanken med hendes taske stående på taget mange gange i mit liv.

Nå, hos mine forældre bliver man virkelig forkælet. 'Skal vi have and eller lam i aften', har du lyst til at gå tur, vil du ikke med til osv. osv. Det er sgu så rørende, at der findes de her mennesker, som virkelig virkelig nyder ens samvær, og vil gøre så meget for at vinde ens tilstedeværelse. De er ekstra omsorgsfulde denne gang, fordi de vist synes jeg har skubbet dem laaaaangt væk al den tid jeg har været så trist. Og de bliver helt lettede, når jeg griner (også en kende anstrengende!) Jeg har også skubbet dem væk, har sgu ikke kunnet snuppe det. Noget med at jeg føler mig for gammel til at være svagere end mine forældre. Men nu er det ok, nu er det hyggeligt og sjovt...

Jeg tænker at mine forældre er så dejlige og så coole, har gjort det så fedt at være os børn, at man så umuligt ville kunne leve op til det, at man ligeså godt kan lade være med at prøve.

Jeg har uanede mængder af respekt og kærlighed til mine forældre. Tak fordi jeg er så heldig! Og kære kære forsyn. Lad dem blive gamle på en rar måde. De fortjener sgu det bedste gør de. Jeg bliver helt blød om hjertet. Der er et par af deres venner, der er gået bort.... det kan man jo ikke styre... skal det ske, så lad det ske på en rar måde, men altså. Jeg vil gerne dele tid med mine forældre en del år endnu, det vil jeg altså gerne.

Jeg sidder og tænker...
har arbejdet en del år på plejehjem. Noget med at jeg troede, jeg ville være læge. Og jeg kan huske, hvordan hukommelsen er så spændende... de demente huskede nogle helt bestemte perioder af deres liv. Deres barndom, de år med børn, og det var det.... enkelte mænd huskede også ligesom de dele af deres arbejdsår, hvor de havde været... potente.. i den handlekraftige forstand.

Tænk engang, at det liv jeg skal leve nu. Med alle mine lyster til at rejse til fremmede lande, oplevelser i forskellige jobs, med forskellige mennesker... det er måske bare noget, der har sin eksistens kun i det øjeblik, jeg lever det.

Når jeg bliver gammel og dement, så vil det være mine forældre, og ikke engang det sted, jeg sidder nu, men der hvor vi boede, der vil blive videre fortalt. Hukommelsen er en mærkelig og meget meget spændende størrelse. Det er den altså. Jeg må sørge for at nyde livet dobbelt fra nu af, hvis det er noget, der kun skal gåes igennem én gang, og ikke ses tilbage på. Eller måske skal jeg håbe på ikke at blive dement.

Min mor har altid sagt, at det da måtte være dejligt at være dement. Som at være på lattergas. Ikke dårlig samvittighed over noget. Det ved jeg morsom nok ikke om hun kan huske, at hun har sagt idag. Hvis det en dag bliver nødvendigt, vil jeg minde hende om det ;)