OK, så er der gået en dag, og kådhedet har lagt sig. Jeg er igen tynget af en mærkelig skyld.

Jeg havde lovet mig selv og J, at vi skulle dele livet. Nu er jeg ved at give op. Give slip.... Slapt, forkert, uromantisk, ugedigent, tøset, luset, liderligt, latterligt, useriøst... (liderlig var J's ord, når han rigtigt skulle slå - det er fandme også et hårdt, dyrisk og grimt ord)Det er noget hø at have det sådan. Hvad kan man gøre? Jeg kan jo ikke love andre mit liv flere gange i livet. Kan ikke finde ud af at forholde mig til det. Hvis man kæmper for hinanden, så gør man det vel også og måske specielt, når den anden tvivler og har trang til noget andet? Elsk mig mest, når jeg ikke fortjener det, for der har jeg mest brug for det. Det er der man viser sin kærlighed. Ikke når man flyver og alt er lyserødt. Man kommer jo aldrig et liv igennem uden lyst til noget andet, til frihed osv.? Er det ikke det man lover sig selv og hinanden, når man deler livet... frihed og respekt. Respekt er vel også at give slip, når det er det, der bliver bedt om? Synes det er svært at hitte rede i.

Føler hele verden bliver falsk og overfladisk, sammen med mig i det her. Føler det er mit ansvar, at passe på J og jeg, selvom han tror at det er godt, at vi er hver for sig...

Jeg savner ham jo for helvede så afsindigt meget endnu. Det holder nok aldrig rigtigt op.... Bliver vist nødt til at lære at lyve. Måske man kan lyve sig til en ny sandhed. Jeg er ovre J, han er bare en overfladisk og selvcentreret klovn - sig det igen, sig det igen, sig det igen! I guder, hvor det ikke passer.

Jeg prøver at trøste mig selv. Lille lille frøken, lad være at græde. Kærligheden kan sgu ikke være dit ansvar alene. Send ham godt på vej. Han er en dejlig dejlig dreng. Men han er gladest uden dig. Du gør ikke noget forkert. Du prøver at give slip, og at der så er søde mennesker, der hjælper dig på vej. Det skal du være glad for. Og det er jeg også. Fyren fra igår er sød. Han skal ikke besudles af alt mit gamle rod (han ved i øvrigt godt at jeg er sort i hjertet - det var det første jeg skrev til ham, a la - orker ikke, men du må godt prøve for selvfølgelig trænger jeg afsindigt til kærlighed - brugte ikke de ord)Det er ungt og kådt og sødt og rart, at han alligevel pressede på og siger; kom så du, du kan godt være lidt glad og frejdig med mig. Og jeg glæder mig til han ringer. Nu må vi se, om han gør det.

Puh, griner også lidt af mig selv. Jeg er ved at blive en teenager, der ikke skriver dagbog om andet end mænd.

Bofælle sagde i aftes med et smil, 'no bootie calls i aften?'. Han er virkelig en utroligt sød fyr. Jeg vil gerne være hans ven. Ved ikke hvordan man bliver det, men hvis ikke, så vil jeg bare være glad for, at jeg har en god bofælle.

Puh ha, hvor er jeg fucking ung. Er ikke helt stolt af mig selv. Det er jeg altså ikke. Det her er ikke rigtigt mig.