Jeg skal skrive dansk stil, men kan ikke overskue at gå igang. Jeg er blevet så mega useriøs. Og hvor er det dumt når det er 3.g. Men gider bare ikke lave noget der har noget med skolen at gøre. Dumt Anne. Dumt. Men ja.
---

Alting er også noget rod. Eller nej. Ikke så meget igen. Men stadig lidt. Kan ikke finde ud af det med Je. Har tilbragt en del tid sammen med ham her på det sidste, hvor jeg har hjulpet ham med at rydde op i hans lejlighed fordi han skal have nye møbler. Personligt synes jeg det er sødt af mig at tilbyde min hjælp til så stort et projekt. Skulderklap til mig. ;)
Men vi blev mega uvenner den første gang jeg skulle have hjulpet ham. Jeg havde misforstået ham og mente ikke, at vi havde en klar aftale. Kunne ikke få fat på ham og vælger derfor at tage hjem efter skole. Han ringer og skælder mig ud fordi det bare ikke kunne passe og jeg ved ikke hvad. Gad ikke høre på det, og vi skulle lige have nogen dage væk fra hinanden. Var sammen om søndagen, hvor alt bare var skide hyggeligt. Elsker virkelig når vi bare går og snakker og laver alt og ingenting. Det er bare så dejligt.
Sammen igen senere på ugen for at gøre lejligheden færdig. Atter fantastisk. Tog os en lille lur. I hans arme. Hans hånd i min. "Anne, du er simpelthen så sød. Hold kæft jeg er glad for dig. Du er ikke bare sød. Du er sådan rigtig sød."
Mig: Rigtig sød?
Je: Ja, altså jeg har mange veninder som er søde og dejlige. Men du er bare sådan virkelig sød. Du kunne aldrig finde på at gøre et menneske ondt. Og så går du bare her og hjælper mig med at rydde op i alt mit lort og vasker mig tøj.
Mig: Jamen du havde jo brug for min hjælp?! Så selvfølgelig vil jeg det.
Je: Ja, lige præcis. Du vil altid stille op når folk har brug for dig.

Aner aldrig hvad jeg skal sige, når jeg får sådan nogen ting af vide. Gik bare videre med det jeg var igang med og smilte lidt for mig selv. Med tanken om han faktisk godt kan lide mig, i baghovedet. En rar tanke.

I lørdags var jeg til fødselsdag hos Li. Blev lorte meget fuld, og ænsede ikke at de folk jeg havde planer om at køre med hjem, tog afsted. Så der stod Anne uden mulighed for at komme hjem. Vælger at skrive til Je. og spørge om overnatning. Vidste at han var i Odense, så havde egentlig ikke regnet med et ja. Men jo, han ville være hjemme ved en 3-tiden, hvilket ville passe ganske perfekt med mig. Kunne få et lift ind til byen - alletiders. Jeg glædede mig til at se ham, og steg glad ind i bilen.
På banegården sidder jeg, og venter i 2 iskolde timer på at Je. kommer med toget. Et enkelt tog ankommer, men ingen Je. stiger ud. Med et stadig lille bitte håb om at han kommer med et senere tog (for der kommer jo vildt mange tog om natten), bliver jeg siddende lidt endnu. Da det lidt efter lidt går op for mig at han nok ikke kommer, begynder jeg at overveje hvad pokker jeg så gør. Er klar til at tude, og lægger mig på den kolde bænk på banegården. Falder næsten i søvn, da fornuften alligevel kommer op i mig, og jeg siger til mig selv at det ikke går.
Forgæves ringer jeg til Gud og hver en mand. Først til folk jeg tror er i byen, og bagefter til alle andre jeg kan komme i tanke om, der måske tager deres telefon. Aner ikke hvad de skulle gøre. Tror jeg ville have dem til at finde et nummer på en taxa. Ingen kontakt får til noget menneske. Frysende, træt og grædefærdig, finder jeg det sted hvor taxaerne plejer at komme. Ved ikke hvor længe der går, men der kommer absolut ingen taxa. Men en gammel fuld mand kommer der. Med et tip om hvordan jeg få fat i en taxa. Du skal bare gå med ned på hotellet, og så skaffer de en taxa til hver af os i løbet af to minutter. Ryster bare på hovedet og siger at jeg ikke skal have nogen taxa. Jeg skal bare hjem. Insisterende bliver han ved. Fuld, naiv og opløst går jeg til sidst med ham. Spørg mig ikke hvordan jeg turde det. Går mindst 2 meter fra manden hele vejen ned til hotellet. Han snakker ivrigt med mig. Svarer nærmest ikke. Endelig kommer vi derned og får dem til at ringe. Det viser sig at der har været taxaoverfald, så der er ingen taxaer der vil køre. Dammit. Jeg er endnu mere fortabt og prøver igen forgæves at ringe til alle.
Endelig får de fat på to taxaer. Og jeg må se min frygt i øjnene; at køre alene i taxa. Heldigvis er det en ganske flink ung mand der tager imod mig på den anden side af døren. Dejligt.

Udmattet, kold, skuffet og ked af det, lægger jeg mig til at sove. Stadig uden at have fået kontakt med Je. Eller nogen anden for den sags skyld.

Dagen efter ringer Je. Fuldstændig som om at ingenting var hændt. Han forklarer mig at de ikke nåede toget fra Odense og at hans mobil gik ud.
For det første lovede han mig at de nok skulle nå det tog. Havde sagt at jeg ikke gad sidde og vente på ham. Og for det andet, så ved man da hvis der ikke er særlig meget strøm på mobilen. Åhh. Hvor var jeg sur over at han bare havde ladet mig vente. Og han ville bare selv blive SÅ sur på mig. Han kunne ikke engang finde ud af at sige undskyld eller "det er jeg sgu ked af Anne".
Et eller andet sted, fair nok at han ikke har nået toget og bakteriet går dødt. Det kan ske for enhver. Men at han så ikke vil sige undskyld for det og siger til mig, at det ikke er noget jeg kan være sur over. Idi.
Problemet ligger bare i, at jeg ikke kan finde ud af at være sur på ham i længere tid. Snakkede med ham igår. Kan ikke finde ud af det. Og nu skal han måske med til fest på skolen på fredag. God damit. Ej, det er fint nok. Men altså.

På sin vis har jeg accepteret at vi bare skal være venner. Eller det ved jeg ikke. For når vi er sammen, kysser vi stadigvæk. Ikke som i at vi bare rå-snaver. Men små søde tantekys. Vi holder om hinanden og er tætte.
Men jeg ved hvad han vil. Jeg ved hvad jeg vil. Og det går bare i 2 forskellige retninger. Hver gang han kysser mig, ønsker jeg bare at han holder fast. Jeg ønsker mere. Og jeg ønsker at mærke endnu mere nærhed fra hans side. Mærke at jeg betyder mere end en veninde. Og det ved jeg, at jeg gør. Jeg ved at jeg ikke "bare" er en veninde. Men jeg ved også at vi ikke skal være kærester. Pokkers.
Han "dater" allerede andre. Hvorfor? Betød jeg ikke mere. Ved godt at det ikke er sådan jeg skal tænke. Men det virker bare som om at han er kommet videre og at han bare har så pokkers nemt ved det. Det irriterer mig. Det såre mig. Det ville være meget nemmere, hvis jeg bare var ligesom ham engang imellem. Hvis jeg også bare kunne score en eller anden. Ihh. Men det er bare ikke mig. For pokker altså.

Arr. Jeg skal igang med lektier. God damit.

Take care.