det var sidst på måneden og jeg skulle til en samtale i en genbrugs butik, men kom for tideligt, hende jeg skulle snakke med var ikke kommet endnu og jeg besluttede mig til en slæntre tur igennem vores by mens jeg ventede,
der var aktivitet i byen folk gik og kikkede på vinduer og små snakkede om hvad den 1 i måneden vil bringe dem måske et par nye bukser en ny bluse eller var pengene ikke til det helt store, skulle nogen have tøj var det børene det skulle der være råd til andre folk hastede forbi mig da deres travlhed var stor,
jeg gik op på vores torv og så mig om mit blik faldt på ham en fattig spurv i skikkelese af en lille mand som sad på knæ på en gammel jakke, han sagde blot hej og hej til folk ikke andet hans tøj var slidt og små nusset han sad med en gammel grå hat i sine hænder og så bønligt på folk som valfartet forbi ham uden at ænse ham hans blik var tomt hans ensomhed var stor,
han så på folk prøvede at sende et bedrøvet smil til folk..... en lille skilling til en af samfundet fattig spurve..... det blev sagt med det tavse sprog,
ingen hørte ham ingen så ham alle overså ham valfartet forbi ham sendte ham et ubehageligt blik fyldt med væmmelese, skyndte sig forbi ham uden et ord.
jeg gik forbi ham sendte ham et opmuntrene smil og ønskede at jeg bare have lidt til overs så han kunne få lidt at spise, hvad han ikke have fået længe, hvad jeg kunne se på hans tynde skikkelse,
men det var også sidst på måneden for mig jeg kunne ikke undvære noget.
Jeg var tæt på at gå over til denne fattige spurv for at få hans historie så jeg kunne skrive den ned men ville ikke gøre ham forlegen han var alene i forvejen, kom jeg over for at få den fra ham ville han blive endnu mere ensom trække sig væk gemme sit virklige jeg endnu længer ind i den skald han opholder sig i,
en flovhed så stor ville ha tegnet sig i hans ansigt og han ville helt ha lukket sig inde det ville jeg ikke byde ham han kunne ikke få det værre.
Da jeg gik forbi ham og han forsvandt for mit blik gik jeg og spekuleret på om det var det en velfærds land byder sine borger, er det menningen at vi små folk i samfundet skal ende sådan er der nogen på vores kommune eller røde kors der kunne finde på at hjælpe et sådan ensom hjemløs spurv som nok har henvendt sig mange gange, uden at fåden hjælp han har krav på eller er han tilfældigvis en der har glemt en samtale med kommunen.
Ja når man går en tur op igennem byen her som er meget meget mindre ind kbh så undrer man sig selv, her i de små byer har vi mange fattige spurve men er byen ikke større ind at man kan hjælpe når det er nødvendigt eller er det mig der er helt gal på den ja jeg spørger bare.
Jeg er det som jeg skrev i et af mine andre indlæg en der kikker sig over skulderen og jeg har mødt andre fattige spurve og for mig er de mennesker lige som os andre, de har krav på at blive behandlet med respekt og tolerance, de skal ikke sparkes efter for sparker man efter sådan en så sparker man efter en der ligger ned i forvejen, samtidig sparker man til sig selv, det er mennesker der har gennemlevet noget der har fået dem så langt ud og kommer man så lang ud så ser de ingen udvej.
jeg er en af de små i samfundet som kunne ha været i hans situation da jeg blev sat på sanktioner, jeg så mit liv min tilværelese smulder under mig jeg så mine børn anbragt uden for hjemmet jeg så mig selv side ved hans side med en hat i hånden,
jo tak jeg kender den forfærdelige situation han var i jeg så mig selv i et spejl billede, han på den ene side jeg på den anden to mennesker i et.
Vis man ser tilbage med hans øjne ser det liv han muligvis har haft så tror man ikke på det ,det er jeg sikker på han kan ha haft et normalt liv med job hus og hjem villa og vovse samt kone som hygget om ham, ind til hun meddelte ham at hun ikke ønskede at være sammen med ham mere at hun have fundet en anden og nu ville hun rejse og tage deres fælles børn med sig, hun rejser og overlader ham et hus med en gæld op over begge øre han kæmper for det men må opgive da ingen ting stod til at rede,
hans sorg og længsel efter den normale daglig dag med en farmilie som var og skulle være en kærne farmilie en farmilie opbygget med kærlighed og trygge rammer,
han ser alt forsvinde under ham sætter sig med en drink som bliver til flere, hans stolhed er forsvundet han har kun afmagt tilbage alt er væk troen håbet hans selværd er så langt nede at han forsøger at tage sit eget liv uden held.
alt er væk nu er der kun ham tilbage

det her jeg skrev var nok mere bare et gæt der kan være andre årsager til hans elendighed, men uanset hvad så den fattige spurv jeg så have det ondt og det kan virkelig få en til at spekulere på ham og sende ham et opmuntrene smil og ønske for ham at han igen kom på rette køl jeg kom nogen lunde på rette køl men han er stadig der vor man er mest sårbar.
inge