Verbal mudderkastning.. hvorfor?

Spøgelser på vikingemarke...
Carsten Cede...
10 år siden
Tegning
Jette Peters...
9 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
15 år siden
At overliste en seksårig
Olivia Birch...
9 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
8 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
12 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
10 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
7 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
15 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
11 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
10 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
5 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
12 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
10 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
4 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
12 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
11 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
8 år siden
19-03-17
Hannah White...
8 år siden
1 ex er det værste, men 3...
Martin Micha...
5 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
10 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
12 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
12 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
10 år siden
Dagen tiltaget med 49 min...
Hanna Fink (...
10 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
8 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
12 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
10 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
7 år siden
Eksamen
RachelBlack
11 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
8 år siden
Positivitet?
Luna Mø
8 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
12 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
10 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
11 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
10 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
12 år siden
Er der en mening?
Jønsse
9 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
8 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
8 år siden
Det er ikke let
Baru
2 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
12 år siden
16.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Tanker
Racuelle Hei...
7 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
8 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
11 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
11 år siden
Modet til at turde
evan-noerfoh...
2 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
12 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
12 år siden
Den gamle gartner
Peter
10 år siden
Lidt om at fodre dagbøger
Jakob Juel (...
6 måneder, 17 dage siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
8 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
10 år siden
Frækt Honey
Kenneth Hvid...
1 år, 2 måneder siden
Dagen i dag
Salomon
10 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
7 år siden
Men det udelod jeg
Carina Malen...
6 år siden
feber
Kenny Raun (...
10 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
5 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
10 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
12 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
7 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
7 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
10 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
12 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
8 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
11 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
12 år siden
Sørgebind
Olivia Birch...
9 år siden
Er syg...og venter spændt...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
12 år siden
Pis også… hvorfor skal mine dagbogsindlæg altid starte med noget negativt?
Jeg mener.. burde jo have noget mere interessant at skrive om, i stedet for brok, brok og atter brok.
Måske er det virkelig mig som der er noget galt med.. måske har alle folk omkring mig ret.. ret i at jeg er stædig, dum, alt for følelsesmæssig, og alt, alt for nærtagende…

Min dag startede sådan rimelig okay.. blev selvfølgelig vækket af en idiot i bussen, som åbenbart mente at han skulle vække mig ved at skrige mig ind i hovedet.. vågende op at han meget højlydt nærmest skreg igennem hele bussen, om det sæde ved siden af mig var ledigt.. vågende op med et sæt… famlede efter min taske, og gjorde plads til ham…
Faldt i søvn igen, for så ved at vågne op, ved at høre ham fyren længere nede af midtergangen, kunne ikke forstå hvorfor han ikke tog den plads ved siden af mig.. kiggede mig meget mærkeligt omkring og satte min taske på plads igen… manden kom aldrig tilbage..
Blev sådan lidt gal indvendigt.. han kunne se jeg sov, der var masser af andre pladser ledige, men alligevel skulle han vække mig.. for så derefter at forlade sin plads 5 minutter senere. Kunne virkelig havde kværket ham med mine bare næver.. og selvfølgelig så kunne jeg naturligvis ikke falde i søvn igen.. typisk.

Kom på skolen, for så derefter at erfare at jeg var den eneste som var mødt ind, og at min studiekammerat Sidsel ikke var kommet endnu..
De første par timer gik rimeligt fint.. snakkede ikke så meget med Sidsel, men sad jo også og læste…
Hun spurgte om jeg ville med ned i kantinen.. gik med hende derned, og kunne mærke på at hun var temmelig meget stille…
Vi kom ind i kantinen, men hun gik ikke hen til buffeten, i stedet fortsatte hun direkte ligeud, og satte sig henne ved det fjerneste bord i lokalet.
Min første tanke var at buffeten ikke var åbnet endnu, og at hun bare ville hyggesnakke.. men noget indeni mig, skreg at jeg skulle vende mig om og løbe min vej.
Min dårlige fornemmelse i maven holdt stik.. hun havde taget mig med ned i kantinen for at snakke alvor med mig..

Shiit.. hendes alvorssamtale gik ud på at hun mente at jeg ikke tog nok ansvar for min uddannelse, og at hun var temmelig frustreret over at jeg havde været syg i en uge, og at jeg ikke havde afleveret mit Interface..

(Den sygeuge, som startede med almindelige tårer en mandag morgen, og da min verden mere eller mindre brød sammen, fordi en dansk soldat var blevet dræbt.. men kunne jo selvfølgelig ikke fortælle hende at jeg virkelig havde haft det skidt, og bare havde sovet det meste af ugen væk.. at være deprimeret eller noget i den retning, er jo åbenbart ikke noget man kan snakke højt om..
Kunne heller ikke fortælle hende, at min appetit havde været forsvundet, og at jeg havde været svimmel hver gang jeg rejste mig fra sengen af.. hun ville jo helt sikkert bare havde spurgt hvorfor jeg ikke havde søgt læge… )

Det startede som en stille og rolig snak, men jeg lod hende ikke tale ud, da jeg følte at hun nærmest angreb mig, og talte ned til mig..
Hun ”beskyldte” mig for at jeg ikke tog min udannelse seriøs., at jeg ikke fulgte med i undervisningen, og at jeg igennem undervisningen sad og surfede på nettet, og tjekkede mail hvert 5 sekund..
Og at hun følte det som et kæmpe ansvar at hun skulle fortælle mig om ER-diagrammet, fordi hun mente at jeg ikke have fulgt med i undervisningen..
Jeg blev så gal på hende, at jeg nærmest hævede stemmen en lille smule, og prøvede på at afholde mig fra den byge af spørgsmål som kom væltende ind over mig.

Indvendigt gjorde det mega ondt.. min drømmeuddannelse, en uddannelse som jeg har taget ekstra fag for at få, den uddannelse som jeg drømt om i 2 år, for så derefter at høre hende sige at jeg ikke tager min uddannelse seriøs nok.. mit hoved kunne ikke kapre mere..
Inden jeg gik, skreg hun nærmest mig ind i hovedet, at jeg ikke skulle havde drukket mig stangbarcardi for at dernæst at melde mig syg om mandagen, hvis jeg udmærket godt vidste hvor slemme tømmermænd jeg ville få af det.

Jeg vendte om på hælen og nærmeste fløj ud af kantinen..
Var så gal, at jeg hyper-ventilerede, og rystede over hele kroppen udenfor skolen.
Ringede til Kim, for så derefter at ringe til Mia.. men ingen af dem tog deres tlf.. kunne slet ikke holde styr på noget, og min eneste tanke var min studievejleder.. men på gangen mødte jeg vores lærer, trak ham til side, prøvede på at forklare tingene, og så i det samme øjeblik Sidsel, som kom gående ud fra toilettet.. trak hende hen, og prøvede endnu engang at forklare læreren hvad der var sket… Vi startede vores diskussion op igen, temmelig højlydt… læreren trak os ind i et mødelokale, og bad os om at starte forfra…

Vi væltede over hinanden, jeg lod ikke hende tale ud, og hun lod ikke til at ville høre på mig.. vores primære kommunikation stank, og vores følelser kom op igen…
Hun skreg at hun var frustreret over at hun ikke kunne forklare mig tingene, og jeg skreg tilbage at hun nærmest overfaldt mig uden grund…
Vi startede en verbal krig imod hinanden, hun fyrede af til mig, at jeg surfede for meget på 4 forskellige sider, og hun kunne fandme nævne dem alle… grr… og så endda foran læreren.
Hun kunne fortælle mig at min msn samtale med soldaten ang. økonomi i starten af vores projekt, pissede hende af, og at jeg mere eller mindre var dum, fordi jeg ikke kunne finde ud af at sætte fucking regninger ind på betalingsservice nede i banken.. okay… tøsen har simpelthen siddet og læst min private msn samtale med min kæreste… *smask, og kunne så lige forestille mig hendes hoved røg direkte ind i væggen*

Læreren stoppede hende også der, og forklarede hende at man ikke ligne hinanden alle sammen, og at vi var nærmest forskellige i forhold til hvilke ting man kunne, og hvilke ting man ikke kunne.
Senere hen i samtalen, sidder hun og siger at jeg endnu engang er dum, fordi jeg i vores miniprojekt laver asp koder i stedet for php koder, og at jeg nok skulle havde mere styr på mit stof.
Og dette var så endnu engang foran læreren.. prøver hun på at lave rav i min uddannelse, eller har hun bare et stort behov for at blære sig med at hun er nørd og jeg ikke er?
Endnu engang.. samme drøm.. *smash, og kunne så lige forestille mig hendes hoved røg direkte ind i væggen* Sikke en hovedpine hun har til aften hva?

Så langt så godt.. var næsten tæt på at bede om timeout, men i et øjeblik hvor jeg kiggede hen på hende, så jeg at tårerne løb ned af kinderne på hende…
Men det mest skræmmende var, at jeg ikke kunne føle noget.. sad bare og kiggede på hende, følte mig kold over det hele, og kunne slet ikke forstå hvorfor at hun sad der og græd…
Hun overfusede mig, og nu sad hun der og legede uskyldt offer.. at hun havde det svært, og at jeg var den onde…
Jeg følte mig bare så tom indvendigt.. følte mig nærmest ligeglad.. det rørte mig ikke at hun græd..
For et 3 måneder siden, ville det have været mig som havde siddet der og tudet.. men efter soldaten er rejst, er det ligesom om jeg har lukket ned for alt hvad der har med følelser at gøre…
Mens hendes tårer rendte ned af kinderne på hende, fortalte hun mig at Susanne fra min tidligere gruppe, havde fortalt hende nogle ting om mig, og at hun derfor havde fået det indtryk af mig at jeg var en konflikt person som lavede ballade, og som ikke kunne tage ansvar…

Sagde så til hende, at hun ikke skulle sparke til mig mere, at jeg ikke kunne kapre at hun gokkede mg oven i hovedet med en skovl hele tiden.. at hun sårede mig ved at sige de her ting og at jeg følte mig angrebet på den slemme måde.
Efter halvanden times mudderkastning, fik vi endeligt et værktøj til at løse eventuelle fremtidige konflikter med. Vi fik lavet projektplan og fik skrevet vores forventninger ned til hinanden, aftalte hvordan vi skulle snakke til hinanden og hvordan vi skulle løse den næste konflikt…
Jeg havde rigtigt mange forventninger, og hun havde kun en… dermed sagt at jeg mere eller fik fortalt hende, at jeg ikke bryder mig om den måde hun griber tingene an på, og at hun ikke skal høre på tidligere kammerater, før at hun selv har dannet sig et indtryk af mig.
Vi har fået styr på tingene, men damn det var akavet at sidde ved siden af hinanden derefter..
Jeg gik ned til studievejlederen, fik styr på min bachelor uddannelse, og tog den første bus hjem…



Men det værste er at selvom om jeg rejser mig op igen, tager hele de 36 kilometer til studiet, og gør mig flittig, så vil det stadig ikke ændre på det faktum at jeg har mistet meget for hende..
Dertil skal det så også være sagt, at jeg helt sikkert også har såret hende, ved at gøre alle de her ting, men på den anden side.. kunne hun så ikke havde sagt noget mens tid var, i stedet for at gemme hele møget og eksplodere til sidst..?
Har også fundet ud af at hun kan blive temmelig irriteret over ingenting, og at hun selv kan snerre af folk,, men gemmer jeg måske på det og lader det eksplodere på et tidspunkt? Nej.. hun får det at vide og har endda trøstet hende bagefter ved at give knus.. også selvom hun overfaldt mig…
Denne her gang fik hun ikke noget knus,, hun fik mere eller mindre en anden side at se, hun så at jeg kan lukke folk ude, og reagere på det, hvis de starter med mudderkast..
Jeg er her for mit drømmestudie skyld, og ikke for hende…

Det pisser mig bare af, at en alvorlig dyb konflikt med sidste gruppe, kan forfølge mig i så lang tid.. Come on.. Susanne.. glem det og kom videre.. stop de rygter.. du er for helvede ikke teenager længere… du er fandme 33 år gammel…


Jeg er simpelthen blevet stemplet som konflikt søgende person, som elsker ballade, og som er umulig at arbejde sammen med… Og det sjove ved det hele er.. at sådan hænger tingene slet ikke sammen.. jeg er god at arbejde sammen, og jeg kan sku nogle ting… men når jeg åbenbart bliver stemplet inden afprøvning.. hvilken chance har jeg så for at overleve?

Må virkelig overveje om jeg kan flytte skole.. føler at alt bare er noget skidt, og at jeg løber panden mod en mur konstant og hele tiden…

Gid jeg havde svaret på mine spørgsmål… det ville gøre al ting så lettere…

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Verbal mudderkastning.. hvorfor? er publiceret 26/10-2006 00:15 af Malene Louise Timmermann (Malene louise).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.