Back to Cali

Ikke gravid, selvom jeg dog håbede noget andet, men alligevel så er det vel også lige meget, hvis jeg ikke engang kan tage vare på mig selv, hvordan skulle jeg så kunne passe på et lille barn?!

Kæresten kom hjem fra Irak, fuldstændig anderledes, forvirret og helt fra den, dog var han blevet en lille smule mere voksen, men snakkede om ID’er (vejsidebomber) i venstre side af vejen, og turde ikke sidde i højre side af frygt for at blive ramt. Virkelighedstjek tak.. manden befandt sig stadig i Irak, da han efter 6 måneders udsendelse blev hentet i Kastrup lufthavn.

Vores og hans møde med virkeligheden, blev som skrevet, tonsvis af skænderier, angst, gråd, frygt, glæde, smil, latter og frustration. Vi var ikke forberedt på dette, men alligevel var det nemmere, end mens han var udsendt.

Jeg har ikke i sinde at gentage en udsendelse til, jeg har ikke tænkt mig at spilde mit liv, mens jeg venter på ham.. han ved det, men alligevel er militæret mere tillokkende end et roligt familieliv sammen med mig

Ved ikke hvad der sker i hovedet på de mænd, som ligefrem synes at det er fedt at dø i kamp, og at de er ligeglade med hvordan de efterladte har det, som kæresten så smukt sagde det: ” vi er døde, så tænker vi jo ikke mere over det”.
Så træt af egoistiske mænd………………..

She only weighs 90 pounds but still sucks in her stomach.
On the inside she's dieing, lying to herself, thinking:
- 5 more pounds won't jeopardize my health.
One day she might just collapse, she can't avoid it.
Too many sleepless nights spent bent over a toilet

Mange tak.. mange tak.. svigerfamilien har fået den frygtelige ide at jeg har en fucking spiseforstyrrelse. Jeg skal spise op, de holder øje med mig når jeg går på toilettet, snakker hele tiden om mad, skærer det største stykke kage til fødselsdagen og joker med at give mig hele lagkagen. Spørger om jeg ikke selv skal havde morgenmad, når jeg fortæller om kærestens nye morgenmadsfidusser.
Og sidst men ikke mindst, nu kører svigerfar 20 km til storbyen for at hente mig, for at jeg kan blive kørt på arbejde. Som han så smukt sagde det, da han hentede mig i eftermiddags: ” du er blevet for tynd, så du må ikke cykle”
Come on, 22 år gammel, flyttet hjemmefra og svigerfar bestemmer om jeg må cykle på arbejde eller ej.

Nu er kæresten godt nok ikke hjemme grundet øvelse i Jylland, og indrømmet, det er sku da lækkert at blive kørt på arbejde, og behandlet som en lille prinsesse, men ked af at de ser mig som spiseforstyrret.

Jeg står ikke bøjet over toilettet for at kaste al maden op, jeg tæller ikke kalorier, og bruger det meste af min fritid på at glo fjernsyn. Trods 4 stk. motionsredskaber i soveværelset, så trækker de kun støv og rust med sig.. de bliver ikke brugt, og prinsessen her, har heller ingen planer om det…

Problemet er at jeg ikke kan overbevise dem om at jeg har det godt.. at jeg er okay, men at jeg bare holder min nyfundet figur… at der så er et vægttab på over 40 kilo er nok det som freaker dem ud..
At min store appetit er mindsket grundet slankekur og mavesækken samtidig er skrumpet ind, ja det forstår de så ikke, og så er det jo også bare nemmere for dem at give mig titlen som spiseforstyrret.
Hvis de mennesker fik fat i en vægt, så ville de med garanti veje mig hver evig eneste gang jeg kom forbi.. så langt ude er de, for de er virkelig på nakken af mig… og det eneste jeg gør er at spise normalt..

Men udover det, så får jeg rigelig motion på min nye arbejdsplads, lækker restaurant, gode kollegaer, masser af dejlig mad, og lange, lange arbejdstider… 3 dage hvor man arbejder 12 timer i træk, og hvor dagene bare flyder ud i et… Men sådan er det jo at være tjener.. altid på farten og altid noget at lave…

Mig anorektisk?… Ha… glem det…