Jeg har ikke lyst til at se på min far ligger der og har det skidt, har ikke lyst til at se min mor forsøge at skjule at hun græder, ved at tørre tårerne væk, inden de overhovedet når ned til kinden.
Er træt af den tilstand og det liv jeg er i lige nu…
Tog min fars hånd, inden jeg gik, bøjede mig ned over hans seng, og gav ham et kys på kinden.. kunne se i hans øjne at han ikke brød sig om jeg skulle se ham sådan…
Min mor fulgte mig ud til elevatoren, og jeg gik ind i den.. så hende ikke ind i øjnene da dørene lukkede sig imellem os.. Ved at hun er meget ked af det, og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal trøste hende.. Det gør ondt at se mine forældre på denne her måde..
Min far er aldrig syg.. men hvorfor skal der lige være komplikationer efter hans operation?
Føler mig virkelig ked af det, men føler også at jeg ikke kan tillade mig at græde, for hvad er der at græde over? Min far er syg, og min kæreste er i Irak.. Kan mærke klumpen i halsen, men får altid slugt den, eller kommer til at gabe i stedet for.. Bliver bevidst ved med at skubbe mine tårer tilbage, for jeg kan ikke se hvad jeg skulle tude over… Min far er i live, og det er min kæreste også..
Hvilket vil sige at jeg ikke har noget dødsfald i familien, men kun en ynkelig lille pige indeni, som ihærdigt forsøger at få mig til at bryde sammen…
Men jeg må være og skal være stærk, det er jo ikke noget at tude over… jeg, min kæreste og min familie lever, og har det sådan okay godt…

Jeg er okay… fik afleveret opgave i dag, og fik spildt kakao på mine hvide bukser, som jeg jo altid gør, uanset hvilken dag det så er… skal på arbejde om en time, så lige nu fungerer mit liv som det også gjorde for en måned siden.. intet forandret, og intet nyt… stadig de samme rutiner….

Savner nu at føle mig hel og lykkelig… savner min kæreste, og…..og…. nægter at bryde sammen lige nu!
Så en soldat i det lille indkøbscenter i dag.. handler de steder hvor jeg ved at jeg kan undgå at kigge på soldater… men ham her kom gående imod mig, og jeg vendte hovedet til side da han gik forbi mig… Kunne mærke den dumme klump i halsen, og var så tæt på… men jeg gjorde det ikke… !!!
Det er det samme når jeg sidder i bussen på vej til studiet.. der ser jeg også en masse soldater, men der lukker jeg bare øjne, og lader som om jeg sover… bliver ved med at tælle indeni mig selv, tæller de sekunder jeg ved der går, indtil jeg kan lukke øjne op, og kigge ud på vejen igen…
Men det var lidt svært at lukke øjne mens man går,, og ved ikke hvad han tænkte om mig, for det var ret åbenlyst at jeg forsøgte at skjule noget, da jeg gik forbi ham…
Fuck de forbandede tårer…


Vil tage en tudekiks, råbe hold kæft, og skride igen…
Vil klistre en perfekt facade på, og tage på arbejde….De ved ikke noget om hvad der er sket med min far, og det skal de heller ikke havde at vide…!! Vil bare fortsætte med at gøre andre mennesker glade omkring mig… hjælpe de mennesker jeg kan… og være der for min mor… !