Er der nogen derude der kender følelsen af at være ensom helt ind til bunden?

På under en uge, har jeg lige formået at fucke mit eget liv så meget op, at jeg ikke engang orker at samle de sidste stumper op igen.

Mistede mit studie for en uge siden, kunne ikke få en eksamensgruppe, og grundet manglende undervisning så kunne jeg ikke gå alene op til eksamen… Kæmpede i 48 timer for at få en gruppe,, aldrig har jeg mødt så meget modstand fra mine studiekammerater, blev så chokeret over at mærke hvor kolde de var… og de ting de sagde om mig.. de gav mig så meget kvalme, at jeg sad med opkastningsfornemmelser i halsen… stemningen var så trykket, og så dunkel, at jeg kæmpede en brav kamp bare for at blive siddende…
Aldrig har jeg følt mig så ussel, grim, dum, på samme tid… eller jo, det har jeg jo så, men det er meget lang tid siden sidst…

Min kæreste rejser tilbage til Irak om en uge, jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil med mit liv længere, og jeg har de samme mørke dystre tanker hængende over mit hoved…
Men mest af alt, så er det min tanker om vægt, hvor fed jeg blevet, og hvor meget jeg må og ikke skal spise…
Men værst er alt er ensomheden, tomheden, og tristheden.. følelsen af at det er lige meget hvis jeg ikke vågner op næste dag.
Alle siger at det er pænt jeg har taget på, men jeg kæmper virkelige en brav kamp for at komme af med det igen.. jeg føler mig ikke tilpas længere, og har ikke lyst til se min krop bule ud…

Kæresten og hans kammerater sidder og drikker i vores lejlighed, men ikke engang her, kan jeg føle mig hjemme… sidder her bare og taster..

Ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere…