"Bare vær dig selv."

Endnu et lille citat der er sjovt at tænke lidt på.

Bare være sig selv. Det klinger smukt ikke? Prøv at forestille sig bare at kunne være sig selv. Hele tiden. Bare være sig selv.

Men er det nu også hensigtsmæssigt at være sig selv hele tiden? Skal man gang på gang, ofre pli og etik for at kunne være sig selv?

Sidder jeg til møde og diskuterer mit firmas fremtid, tror jeg ikke, skønt det nok så meget ligger til mig, at det ville være særlig smart for mig at klø mig i skridtet og smække føderne op på bordet...

For mig lyder opfordringen "Bare vær dig selv" som en anden måde at sige "Kast dine hæmninger af dig". Og dette kan jeg ikke kalde et godt råd.

Men lad os nu ikke drage forhastede konklusioner.
Hvis det at være sig selv også indebærer vores hæmninger, vores sans for morale, etik, etikette og pli, så vil jeg mene at "Bare vær dig selv" er en ganske glimrende, omend noget intetsigende opfordring.

Når denne opfordring bruges, har man tendens til at sige det til folk der bekymrer sig om hvordan de skal se ud, opføre og geberte sig. Og så hjælper kommentaren "Bare vær dig selv" altså ikke...

Så vi kan altså sige at "sig selv" Enten er ens uhæmmede væsen, hvorved den førnævnte frase må siges at være et ret så uhensigtsmæssigt råd, eller også er det ens hæmmede selv, hvorved vores frase bliver gjort til noget meget intetsigende, i stil med "Lad være med at bekymre dig om det."

"Bare vær dig selv" sætningen refererer også til de masker vi tager på, i forskellige sociale sammmenhænge.
Vi alle ved at alt efter hvilket selskab man befinder sig i, ændrer man personlighed, eller i hvert fald personlige træk.
Man undertrykker nogle sidder af sig selv og opelsker andre, for at kunne passe ind.
en hvis opfordringen så lyder på at man skal lade være med denne ændring, så kan det godt være at man kommer ret så galt afsted.

At fornægte nogle sider ved sig selv er ikke altid dårligt. Jeg bruger atter engang mig selv som eksempel:
Jeg er meget jaloux af natur, og der bryder et flammehav løs i mig hver gang min kæreste taler med eller om andre mænd. Men denne side undertrykker jeg ganske bravt, da jeg ved at jeg på ingen måde har ret til at bestemme hvad hun skal gøre. Ja jeg har ret til at ytre over for hende hvordan jeg føler når hun gør sådanne ting, men dette er ikke tilrådeligt, da man ikke på nogen måde ønsker at manipulere sin kæreste til at undgå omgang med folk af det modsatte køn med undtagelse af sig selv.

Så det at jeg fornægte den side af mig selv mener jeg personligt går til alles bedste.

På den anden side kan man argumentere, at selvom man ikke siger sine inderste følelser, vil man mere eller mindre bevidst forsøge at undgå situationer hvor ens partner kan komme til at snakke med andre mænd, eller hvor man i det mindste ikke kan se hende gøre det.
"Ude af syne ude af sind" princippet. Dette må man vel sige heller ikke er hensigtsmæssigt da det enten vil isolere én fra sine venner, idet man holder sig for sig selv med sin kæreste, eller det vil isolere én fra ens kæreste, idet man holder sig væk fra sociale lejligheder hvor der er folk fra samme køn som én selv, og hvor kæresten er.

Så den første konklusion, altså den hvor man vælger ikke at fortælle sin kæreste om sine inderste følelser, for at undgå at manipulere hende, må egentlig siges at bære mange ulemper med sig.

Ydermere er der også ulempen ved selve de indestænkte følelsers indvirken på ens psyke. man undertrykke noget ved sig selv, og får ikke talt om det. Dette kan godt sætte sig til en neurose på et tidspunkt.

Faktisk er det overhovedet ikke sundt at fortrænge de følelser. Men det er stadig ikke tilrådeligt at smække stængerne op under forretningsmiddagen.

Så man kan vel egentlig konkludere, at i et forhold bør man tale om ens følelser, og så må man håbe på at partneren forstår én og ikke lader sig manipulere. Hun eller han kan godt være opmærksom på ikke at virke alt for flirtende med andre, når man er til stede. På den måde vil begge parter få det bedre.

Selvfølgelig! Det er jo det jeg gør galt. Jeg ønsker ikke at tale om mine følelser! Tada! Lidt selvudvikling.

Dog skal man huske fornuften. Det er stadigvæk fornuften der stopper mig fra at voldtage den nærmeste kønne pige, selvom det godt kan være en første indskydelse.

Så derfor: Fornægt ikke dig selv, og betragt fornuften og afholdenheden som værende en del af dig.