Jeg hader når jeg ikke kan få de rigtige tanker omsat til ord, når det hele flyder sammen i en stor masse, og kommer ud som en gang mund lort ( Undskyld mit ord valg ) men det var virkelig det jeg følte, da jeg skulle snakke med min søns plejeforældre i søndags. Jeg bryder mig ikke om betegnelsen plejeforældre, føler at det skubber mig ud på et side spor som anden person, og underminere min rolle som mor !! Men ikke desto mindre er de jo en form for reserve forældre for ham, og det må jeg bare acceptere !!

Nå men lige tilbage til lørdag morgen. Han faldt i endelig i søvn hen på morgen og fik nogle få timers søvn inden han stod op igen, resten af weekenden har faktisk gået rigtig godt. De konflikter jeg havde regnet med ville dukke op, kom ikke. Heller ikke nogen diskussion da han ville på besøg ved en ældre dame der bor i nabo laget, hvor jeg svarede - kun hvis jeg går med, blev noget problem. I første omgang ville han så ikke af sted, men senere kom han og spurte om jeg var klar !!
Vores Tysklands tur gik også rigtig fin. Michelle var god til at hjælpe ham med at finde ud af hvad de forskellige ting kostede og vi fik handlet ind til jul !!

Vi kørte så direkte på gården med min søn bagefter. Jeg havde glemt at fortælle Michelle at vi lige skulle have en snak der nede, så hun var lidt muggen, var ikke forberedt på at det kunne tage lidt længere tid.. De kære unge mennesker har ikke ret meget tålmodighed !!

Jeg har lang tid gået og funderet over hvad jeg ville sige og hvordan, var kommet frem til at jeg måtte fortælle lidt om de erfaringer jeg havde haft med sagsbehandlere, pædagoger og skole psykologer, helt tilbage til de problemer der var omkring Michelle. Hvordan de havde smidt hende rundt i systemet, i alle mulige prestige projekter som ikke var / er pengene værd. På et tidspunkt fandt jeg selv en skole som opfyldte de krav jeg mente hun havde brug for, jeg måtte kæmpe i 1½ år før at de støttede op omkring det .Og da det så viste sig at det var det bedste der var sket i hele hendes skole gang, kunne jeg kun klappe mig selv på skulderne, og være taknemlig for at jeg havde viljen og styrken til at kæmpe for det. Jeg har tit sendt en tanke til dem der ikke har haft det og ladet sig " styre " af folk der altid tror at de ved bedre.

Jeg har været ude for en sagsbehandler der mente at de problemer der var omkring min søn, var familie relaterede. Og den eneste løsning, var et sted der hedder familie værkstedet. Ind imellem fik jeg en følelse af at hun havde aktier i stedet, for det var den eneste løsning hun så på vores problem. Det skal lige siges at på det tidspunkt havde min søn ikke fået hans konklusion !! Men det var jo nemt at drage paralleller imellem min mine børn, idet de begge havde problemer. Nu forholdt det sig sådan at jeg ikke bryd mig og deres arbejdes metoder, så det var noget jeg over hovedet ikke ønskede at samarbejde omkring, hvilket gjorde hende mere ivrig efter at få os der ned. Til sidst meddelte jeg hende at hvis hun ikke kunne acceptere min beslutning, ville jeg ikke deltage i nogen form for møder med hende mere. Det fik hende til at stoppe !!
En anden gang var vi til et møde hvor der var kommet en anden skole psykolog på min søn.. Som noget af det første hun gjorde, var at henvende sig til Claus. Hun kikkede ham ind i øjende og spurte - slår du ham !! Jeg var. Vi var chokerede og fuldstændig lamslået !! Han har ALDRIG slået nogle af børnene her i huset.
En anden skole psykolog fik mig overbevist om, at en speciel klasse hvor der kun var 4 elever og som lå på et faglig niveau i mellem en alm. klasse, og de andre speciel klasser de havde i kommunen var det rigtige for min søn. Han " glemte " bare at fortælle at de 3 andre børn var svært adfærdsvanskelige !! Det gav også en masse problemer, for det min søn ser er rigtig i hans øjne. Og jeg mener at der er en himmel vid forskel på at kunne forstå og så at ville forstå !!
Så efter i lang tid at have set hvordan han blev mere og mere ked af det ,og at være vidne til de konflikter der var med de andre børn, som han ikke kunne tackle, forlangte jeg at han blev undersøgt på børne psykiatrisk amb. Jeg havde en fornemmelse af at der var et eller andet !! men kunne ikke se hvad..
Det tog et helt år med test og samtaler, til sides måtte jeg banke i bordet og " true " med, at hvis de ikke snart fandt frem til et resultat måtte jeg holde ham hjemme fra skole. Jeg kunne ikke acceptere at han havde det så skidt med at komme i skole og det var bestemt ikke fordi at han ikke kunne lide at gå i der, det kunne han nemlig godt !!
Da dagen kom og vi fik resultatet ( lettere mentalt retarderet ) kan ikke beskrive hvor mange ton der blev løftet af mine skuldrer, med den konklusion var det jo ikke mig der havde handlet forkert, der ikke duede som mor, eller var skyld i at min søn havde en atypisk opførsel engang imellem. Det var ham der ikke havde evnen til at forstå..
Som at vende en hånd blev alle så flinke, for nu han var jo handicappet !! Jeg følte det at det var så falsk, at de kunne vende rundt på en 25 øre kunne jeg ikke forholde mig til. Men det fik også mig til at forlange, at han kom et sted hen hvor der var andre børn der havde de samme problemer, og at der var voksne der viste hvad de havde med at gøre. Samtidig pointerede jeg, at jeg ville ikke acceptere hvad som helst. Han havde lidt nok og hvis jeg ikke følte mig 100 % tryg og sikker på at det var et rigtig sted for ham, måtte de finde noget andet.
Men heldigvis lykkes det første gang, og jeg er virkelig imponeret over hvilke kræfter det ægtepar ligger i deres arbejde med de børn de har boede !!

I søndags ville jeg gerne snakke med dem om mine følelser jeg har, og den smerte jeg ved at han ikke var hjemme mere. Og fortælle dem om de ting jeg igennem tidernes løb havde været igennem med det offentlige !! Så de kunne få en forståelse for mine reaktioner når eller hvis der var noget jeg var utilfreds med.

Men det hele gik fuldstændig over i ged for mig, jeg fik frastammet en masse uden egentlig sammen hæng. fik ikke sagt alt det jeg gerne ville, eller rettere på den måde jeg gerne ville. Jeg kunne mærke hvordan en indre kaos voksede, og jeg følte mig mere og mere desperat. Samtidig med at jeg blev mere og mere sur på mig selv og ked af det.
De lyttede interesseret til hvad jeg havde og sige, og virkede til at forstå hvad jeg mente !! Vi snakkede frem og tilbage om forskellige ting. Bla sagde konen om det måske var en smule for jalousi fra min side, når jeg var så ked af at min søn havde fået det så godt !! Den har jeg tygget en del på de sidste dage. Og kommet frem til at det tror jeg bestemt ikke, jeg har i mange år været vandt til at skulle kæmpe for eller imod systemet, og nu da min kamp er lykkes kan jeg ikke acceptere at det går godt. For det plejer det jo ikke !! I hvert fald ikke i længere tid. Jeg tror nærmere at det er fordi at jeg ikke havde noget valg. Hvis han havde været en " alm. " dreng og han skulle på efterskole havde det været noget helt andet og det ville jeg have kunne acceptere.
Jeg havde muligheden for at lade ham blive hjemme, og så fortsætte i den klasse han gik i. Men det kunne jeg ikke byde min søn !!
Manden sagde at vi endelig ikke måtte bebrejde os selv noget. De havde rammerne og deres arbejde bestod jo bla at være der 100 % hele tiden, det var det de fik deres penge for.. og det er så godt som umuligt inden for alm. familie rammer. så det måtte jeg endelig ikke !! Claus sagde, at han mente helt bestemt at de fik fat i det jeg mente,og at jeg skulle lytte og forstå der var blevet sagt, Der med mente han det mht. til selvbebrejdelsen !!Men.....men...men... hvis der er noget jeg er god til . Ja så er det det !! Hmm

Mange tanker er kørt igennem de sidste dage, og humøret har været oppe og nede, måske mest nede. Jeg skal lære at acceptere de følelser og tanker jeg har, for det vigtigste er at mine børn har det godt. Min egen egoisme tæller ikke i den sammenhæng !!

Pu ha det var en lang en i dag !!