Det har taget rigtig mange år at acceptere, at jeg ikke er ønsket. Faktisk omkring 18 år, men hvem tæller. Jeg har ønsket og villet det så meget, at jeg har været dum og blind. Fravalget har været flere år undervejs kan jeg se nu, men jeg har håbet at det med tiden blev det anderledes. Nu er jeg kommet dertil, hvor hun ikke er værd at have i mine tanker og mit liv, så farvel kære søster...
Kørte i søndags med en ældre kvinde på 84 år. Hun bor tæt på mit barndomshjem, og det fortalte jeg hende. Hun spurgte om det var ved taxachaufføren-hvilket jeg bekræftede. Hun fortalte at hun havde arbejdet på børnehjemmet, og at hun kunne huske os tilbage i 1981. Omstændighederne for at vi kom der, var lidt anderledes i forhold til de andre. Det var en trist historie, men hun håbede at vi havde fået et godt liv-hvilket jeg sagde vi havde! Uagtet hvad jeg ved og tror om mine søskende, så er mit liv fyldt af taknemlighed og glæde, på trods.