"Jeg savner dig og tror på, vi kan få det til at fungere igen".

Modet var endelig kommet til mig. Primært nok fordi, jeg var rimelig sikker på at det jeg havde at sige, var gengældt.
Det var det ikke. Eller det er det. Hans stolthed er bare for stor til at ville indrømme det.
Jeg fortæller ham, at jeg synes det hele er tåbeligt. Jeg kan ikke fortælle ham, at jeg kender til en hel masse, han har sagt til andre, uden at sætte dem i dårligt lys. Kan ikke sige, at jeg ved, han har det anderledes end han fortæller.
Derfor bliver mine beskeder noget mystisk noget, som jeg måske egentlig godt forstår, han ikke forstår.
Jeg synes bare, at jeg er ret sød og at vi fungerede godt sammen.

"Allerkæreste Anne. Du er verdens sødeste pige. Smuk, skønherlig og dejlig. Men jeg føler ikke det skal være os".

Jeg kan ikke bruge det til noget. Benægtelsesfasen er altid frygtelig at komme igennem. Men der har jeg været. Jeg ved, han har det anderledes. Jeg forstod intet.

Snakker med god og dejlig ven om det. Fælles ven. Får fortalt, det jeg egentlig godt vidste, men bare ikke har tænkt. Skudt i baggrunden.
Mit sidespring dengang, påvirkede ham mere end jeg troede. Han er aldrig rigtig kommet videre og er frygtelig bange for, det sker igen. At jeg fortæller ham, at jeg var begyndt at se lidt til medhjælperen fra børnehaven, har ikke hjulpet på situationen.
Han er frygtelig sårbar. Tager alt for mange sorger på forskud. Men jeg synes det er tåbeligt.
Hvis de følelser, som han har beskrevet overfor andre, er der, forstår jeg ikke, at han siger nej til mig, når jeg siger så åbent og tydeligt at jeg stadig elsker ham!

Jeg kan ikke forstå det!
Vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på hans respons. Det var ikke det svar, jeg havde forventet. Jeg kan ikke det her.

Har boycuttet ham fra vores aftalte biograftur og allieret mig en veninde i stedet. Uden hans viden. Jeg kan ikke håndtere at skulle se ham.

Da han sender et billede af sin fantastisk dejlige nyfødte nevø med teksten: "Du har været med så længe, så synes du skulle du være en del af det", får jeg endnu en gang følelsen af forvirring. Vil han have jeg er en del af det eller hvad er det, der farer gennem han hoved.

Jeg har valgt at fokusere på at være sur på ham, da jeg nemmere kan håndtere den følelse end at være ked af det.

Jeg troede ikke, det skulle være så uoverskueligt. Bare lidt mere ligetil..