Mega lorte dag!!

Havde kæmpe ondt i maven i morges, inden jeg skulle på arbejde... Havde ringet og raskmeldt mig igår og var jo derfor nødt til at trække mig selv op og komme ud af døren...
Fik også lige en sviner fra min leder (ikke chefen - men hans søn som er under ham - vel en slags souschef...) fordi jeg ikke havde ringet i fredags... Hvad vi åbenbart skal gøre når man er syg op til en weekend...
Måtte jo beklage og indrømme at det var min fejl, da jeg ikke vidste det... Men på min arbejdsplads er uvidenhed ikke en undskyldning men en svaghed...

Da jeg så mødte idag, og gik ind og hilste på chefen - som vi SKAL når vi møder og går - sad han og talte i telefon...
Men så let slap jeg skam ikke... Da han var færdig kaldte han på mig, og jeg måtte jo gå ind til ham...
Han startede så med at lade mig skrive under på at jeg havde været syg (som vist er meget normalt) og derefter kiggede han på mig og sagde "hvad er det du ikke forstår?! Hvad er det du ikke forstår?!!!!"
Jeg blev lettere overrasket og sagde at jeg vidst ikke helt vidste hvad han mente...
Nej men hvad jeg forstod ved at han bad mig gå til lægen - om jeg ikke havde fattet at jeg skulle komme med en lægeerklæring...??
Øhh... Nej... Egentlig ikke... Den må jeg nok indrømme at jeg ikke selv havde udledt...
Tænk hvis jeg havde skaffet en, uden at have fået decideret besked på det, så ville jeg bare selv ende med at betale den.
Nå, men det var altså det han mente - og fremover ville han se en lægeerklæring hver eneste dag jeg er syg... Om det så bare var en enkelt dag...

Jeg gik lettere chokeret ind for at klæde om. Men stod så og tog mig lidt sammen. Hvorefter jeg trak vejret dybt ind og gik tilbage til hans kontor.
Jeg sagde så "Jeg er ked af at du synes at jeg er så dum - men så må du altså skære tingene ud i pap for mig, for jeg forstår dem tydeligvis ikke"
"Så må du jo bare spørge ind til det" lød svaret.
Så næste gang der er nogen der spørger mig om jeg ikke burde gå til lægen skal jeg altså spørge "og hvad vil du så nærmere bestemt have at jeg skal foretage mig der??"

Han kom så med nogle flere knapt så fede ting/kommentarer.
Han sagde bla at han synes at det var imponerende at jeg dagen efter vores snak, om bla mine sygedage, meldte mig syg og blev væk i flere dage. (ja hvorfor mon!!)

Desuden havde han hørt at jeg ville gå til fagforeningen.
Jeg spurgte selvfølgelig hvem han havde det fra, og svaret lød at det kom jo fra mig selv.
Jeg sagde så at jeg synes det var ret underligt, eftersom jeg ikke havde sagt noget om fagforeningen. (løgn - men hvad kommer det ham ved?)
Derudover var det lidt mystisk at jeg var sygemeldt og alligevel så "folk" mig rundt omkring...
Jeg fortalte ham så at jeg ganske rigtigt havde været i centeret i sidste uge, på apoteket (det var min mor der skulle have noget, men igen - hvad kommer det ham ved??) og der stødte ind i en af ungerne.
Men det var så ikke det han havde hørt...
Det undrede jeg mig jo så lidt over.
Indtil jeg ringede og fortalte min mor det - det vender jeg lige tilbage til...

Så sagde jeg at jeg havde været ked af det efter samtalen, eftersom han ikke havde sagt en eneste positiv ting - til det svarede han at han havde svært ved at se det positive, men hvorfor jeg dog ikke havde sagt noget til samtalen...
"Fordi du stormede ud af døren, uden jeg nåede at sige noget" svarede jeg. "Nå ja, jeg skulle jo til lægen - men jeg kom jo tilbage senere, der var da intet der forhindrede dig i at komme op og tage den op senere"
Øh... Jo. Min sidste lille rest af selvtillid og mit raseri... !!

Bagefter gik jeg så ud på toilettet for at skifte, men var nødt til at sætte mig på gulvet og tude i noget tid, inden jeg var i stand til noget som helst.
Så ringede jeg til min mor. Og da jeg havde fortalt hende de ting han havde sagt, og det med at jeg var blevet set, sagde hun straks at min kollega jo også havde set mig i sidste uge da jeg var ude hos mine forældre med min kæreste. Hun bor nemlig skråt overfor dem.
Det havde jeg ikke selv lagt mærke til - altså at hun så mig, men min mor sagde at hun havde set hende i sin have da vi var kørt hjem...
Flot at man ikke engang må tage ud til sine forældre og græde snot når man er syg... !
Det kan godt være det bare er mig, men når jeg bor alene, er der ikke noget mere røvsygt end at være syg. Så vil jeg da hellere tage ud til mine forældre og blive vartet lidt op... at jeg ikke var syg i dette tilfælde er vel ligemeget...

Nå, men eftersom jeg i raseri efter samtalen i sidste uge, havde sagt til både min kollega og vores elev, at jeg ville overveje at tale med fagforeningen - er der nok ikke den store tvivl om hvor min chef får sine informationer fra...
Jeg føler mig SÅ dum og SÅ naiv og SÅ stukket i ryggen!!
Hun har ladet som om hun var min fortrolige fra starten af. Og hele tiden er det hende der har fortalt chefen hvad jeg har sagt...
Min kæreste har fra dag et af sagt at han havde en dårlig fornemmelse om hende, at hun virkede falsk, men jeg har hele tiden forsvaret hende og sagt til min kæreste at han tog fejl... Nå, men det gjorde han ikke.
Fantastisk.

Tog en snak med eleven om det, og hun blev meget overrasket og sagde flere gange at hun virkelig ikke håbede at jeg troede det var hende der havde sagt noget, for når hun lovede ikke at sige noget, så holdt hun sit løfte. Og at hun i øvrigt slet ikke brød sig om chefen og slet ikke kunne se hvordan hun overhovedet skulle fortælle ham sådanne ting...
Hun sagde også at min kollega havde spurgt ind til hvad jeg fejlede, men at hun havde sagt at hun ikke vidste det...
Jeg tror jeg kan stole på hende.... Men hvad fanden - hvis jeg ikke kan, ville det ikke være første gang jeg tog fejl... :-/

Fik til gengæld en ny "fortrolig" på mit arbejde, som også er ved at brække sig over at være der. Så nu er vi i det mindste tre med den holdning. Og så eleven... Som jo ikke har meget valg...

Fik også en sviner af chefens kone, og dernæst af chefens søn - og så havde jeg fået nok, og snerrede af chefens søn og fortalte ham at jeg havde fattet det, at jeg ikke behøvede få den flere gange... !!

Talte med min læge, som nægter at langtidssygemelde mig... Må tale med min psykiater og min fagforening.. Det her går jo virkelig ikke... Det ender med et sammenbrud...

Fantastisk dag! Gotta love life!! Not!