Hvor er det egentlig svært at have et arbejde, som jeg ikke må/kan tage med mig hjem...
Jeg er typen der snakker - meget ville de fleste nok sige - om alt ville min kæreste nok sige - højt siger min mor... ;)
Og så kan jeg ikke engang fortælle om min dag - jo i store træk, men det er også det...

Det er sgu lidt svært med tavshedspligt. Forståeligt nok at den er der - selvfølgelig - var det mig der stod på den anden side - ville jeg forvente det samme.

Men svært er det nu alligevel.
Frygter mest når/hvis jeg havner i en situation hvor det måske gælder liv eller død, og måske ovenikøbet med døden som udfald - og jeg faktisk ikke må gå hjem og tale det igennem. Nej det skal ske på arbejdet...

Indtil videre er jeg super glad for arbejdet - har jo kun været på afdelingen i omkring 14 dage, men får mega meget ros og klikker super godt med min kollega. Så det kunne jo ikke være bedre :)

Jeg er normalt ikke typen der dur til at anerkende mit eget værd, tværtimod plejer jeg at underkende mig selv, og tro at jeg ikke er noget værd.
Men lige i dette tilfælde - føler jeg mig faktisk også ret god til jobbet. Selvfølgelig skal jeg ind i tingene, men jeg fanger og lærer hurtigt! Måske det skyldes at jeg endelig laver noget der interesserer mig?