Så kan det sgu også snart være godt det samme.
Jeg er så led og ked af det hele i øjeblikket.

Min far kalder mig en martyr og siger at jeg var blevet stenet hvis jeg havde levet i 1400 tallet.
Min mor siger jeg er overfølsom.
Min søster kan ikke finde en eneste positiv ting ved mig i øjeblikket.
Min kæreste siger at jeg skal lade være med at lade mig gå på af dem.

Og min søn....
Min søde, dejlige, vidunderlige, perfekte, lille dreng...
Han elsker mig bare ubetinget. Og det er bare så fantastisk en følelse at det slet ikke kan beskrives.
Han er mit et og alt. Og grunden til at jeg seriøst prøver at tage mig sammen. At jeg prøver at blive glad.

Men nøj hvor er det bare svært, når det er så svært at finde noget positivt i hverdagen.
Økonomien er helt af helvede til, og da jeg endelig troede at NU vendte det, blev kæresten fyret - fordi firmaet gik nedenom. Nårh fuck det, han får jo tre måneders løn... Troede vi.
Dagen før jul fik han brev om at firmaet ikke havde fået de penge de havde regnet med. så de kunne ikke udbetale løn...
Ja tak for lort - og glædelig jul til dig også!

Så nu skal vi igennem retsag og fagforening osv for at han kan få sine penge, hvilket nok ikke sker de næste 6 måneder...
Sååå... nu skal vi ned og klage vores nød til banken, for hvad fanden skal vi ellers gøre?! Vi kan jo ikke betale vores regninger kun med min indkomst... Som kun er fucking dagpengesats...

Nu skal han bare have fundet et job hurtigst muligt, ellers ser vores situation (om muligt) endnu sortere ud...
Og gerne et job til mig nu vi er i gang tak...