Mange af historierne her i konkurrencen er fyldt med store dramatiske begivenheder og lange livshistorier, og jeg tænker engang i mellem om de der par tusinde ord i en novelle egentlig kan bære så meget.

Men de kan i hvert fald godt bære en tur ud til postkassen, et brev på flugt, og et finurligt rytmisk sprog. Meget fint, synes jeg.

- Kristian

Hej Chamiel

Som mange andre, synes jeg også det var en af de virkelig gode bidrag.

Den måde du beskriver skolemiljøet og også pigens familie på, virker meget troværdig og realistisk, og jeg tror på alle karaktererne. De virker almindelige, men også nuancerede og ægte.

Dine replikker (en svær kunst) er også fine og flydende og jeg er glad for du holder hele historien på et handlingsplan, og roder dig ud i lange indre betragtninger om integration, osv.

Jeg er også glad for dine indvandrerkarakterer - det burde ikke være så svært, men hver gang jeg læser sådan noget her, frygter jeg det er fuld af enten DF-fordomme eller halal-hippie-der er ingen problemer-fantasier. Du slipper uden om begge dele - igen er realistisk og nuanceret mine rose-ord.

Lidt kritik:

Det meste af historien bliver fortalt gennem Jonas, men et par gang skifter du synsvinkel. I starten er det inspektørens synsvinkel, og i samtalen med Stine, er det som om du også skifter lidt frem og tilbage mellem Jonas og Stine. Det er unødvendigt - prøv at holde den samme synsvinkel gennem hele historien.

Lidt i forlængelse deraf, synes jeg (i modsætning til en del andre læsere, åbenbart) ikke at der er nogen grund til at skjule ordene i brainstormen. Dels fordi litteratur ikke en gættekonkurrence, dels fordi man alligevel hurtig gætter at der står ”angst” eller ”bange” eller lign., og dels fordi, at når du fortæller historien gennem Jonas, er du nødt til at være solidarisk med hans blik. Og han læser og tænker på ordet, og taler om det. Det spændende i historien er jo ikke hvad der står på det stykke papir, det er hvad det betyder, og hvad man gør ved det.

Ang. slutningen, så er det uklart for mig, hvad faren har gjort (slået hende ihjel? Slået ham ihjel? Dem begge? Ikke kunnet finde dem? Tilgivet hende?). Er det med vilje?

Ah, endelig lidt humør på!

Det er en sød lille historie for børn og barnlige sjæle, der ikke gør sig til mere end den er.

Jeg synes du gør så mange rigtige ting: Du plaster ikke historien til i klicheagtige tillægsord (selv om "frække glimt i dybe gråblå øjne" nok mere høre til i en lægeroman), du fortæller dejligt straight og lige ud af landevejen, du holder en humoristisk og kun lidt uhyggelig tone hele vejen, og du er ret god til at opleve verden fra de to børns synsvinkel. Og så er pointen faktisk ret sjov.

Så kun ros herfra.

Hej Birthe

Du får lige lidt blandede blomster
- Sproget er godt og flydende, og selv om det er svært når man skal nå så meget, så er du godt til at holde afsnittende sceniske og sansede.

- Jeg tror historien ville fungere bedre uden ramme historien. Veronicas springende fortællestemme kan sagtens stå alene, og jeg synes ikke Malene-stemmen bidrager med noget særligt.

- Jeg synes ikke det fungerer som dagbog. Dertil er for mange indlæg for forklarende, og der er ikke mindst alt for få, til en periode over 20 år.

- Jeg synes de mange hverdagsglimt fungerer rigtig godt, og jeg kan godt lide diskussionerne med manden, som både er realistiske og nuancerede (jeg frygtede at det hele skulle være hans skyld).

- Faktisk synes jeg det er en tekst du sagtens kunne folde ud til noget meget større, hvor du virkelig fik fortalt Veronicas historie, og få foldet alle personerne ud. Det er jo svært at rumme et helt liv i en novelle.

- Det er måske en god ide tidligt, at fastslå hvornår historiens nutid er. Længe tror jeg det er i dag, men til sidst læser jeg det som 1982.

- Veronicas selvmord synes jeg ikke er motiveret. Hun er stærk nok til at bryde med både mand og elsker, og så gør hun alligevel selvmord? Det giver ikke helt mening for mig (jeg er nok også blevet træt at Storm-noveller der slutter med selvmord)

Mvh. Kristian

Hej Marie

Du skriver virkelig godt og de mange korte sætninger, synes jeg fungerer godt. Nogen gange er du måske lidt for forelsket i hvor dygtig du rent faktisk er, men der er også mange flotte formuleringer i din historie. F.eks.: ”Tandbørsten der monotont blev trukket frem og tilbage” og ”tæmmede hække og kirsebærtræer”.

Det jeg ikke bryder mig så meget om i historien, er at den er meget forudsigelig. Der sker ikke noget på noget tidspunkt, der overrasker mig, det går bare forudsigeligt værre og værre og jeg ved ikke helt hvad jeg skal bruge alt den elendighed til. Det er ligesom om du dyrker det deprimerende, for dets egen skyld.

Men bliv ved med at skrive, for helvede. Du kan altså noget.

Hej Simone

En vældig fin beskrivelse af en pige med spiseværing, set fra pigens eget perspektiv. Det gode i den, er bl.a. detaljerigdommen, hvor du får fortalt alle de små ting, der skaber hendes hverdag - mavebøjninger, små strategier for ikke at komme til at spise, osv.

En gang imellem forlader du pigens synsvinkel, og taler som forfatter, og det synes jeg du skal prøve at luge ud i, og hellere være helt ærlig over for pigens synsvinkel - det synes jeg er stærkere. Det sker f.eks. da du skriver ”Hendes forældre udvekslede et blik, et blik fuldt af frustration og bekymring for deres elskede datter, men hun så det ikke”.

Mvh. Kristian

Benno! Jeg troede du hadede socialrealisme!?

Nå, men…

Det er altså en forfærdelig underholdende hovedperson du får skrevet frem her, med hans energiske negativitet og maniske behov for at tælle tiden (og hvilken kedelig tid, han tæller!). Jeg synes tit jeg efterlyser interessante og konsistente karakterer i folks tekster, men ham her, han er altså vellykket!

Det er ganske enkelt meget underholdende og meget morsomt at følge hans oplevelser på en (næsten) almindelig dag, og iagttagelserne er karikerede, men meget genkendelige (så mit eget busstoppested for mig, og genkaldte mig levende min tid på jobsøgningskursus).

Jeg synes dog at der går lidt tomgang i den, i starten på jobcenteret, der kan du godt stramme op. Der sker jo ikke rigtig noget i historien, før hyænen vil have vor helt i arbejde, og det synes jeg er lidt rigelig plads at bruge på etablering af karakter og miljø.

Til gengæld er det fedt da stormen kommer vild og grotesk, og jeg kan godt lide billedet at den enlige wc-bås der er tilbage, mens bygningen er væk, og hyænen der falder tungt fra himlen. Den regelrette realisme (dog + villige kvinder) du har etableret, ødelægger du grundigt, med noget der virker som stor fornøjelse.

Slutningen er jeg lidt ambivalent omkring. Den virker egentlig ok., og det er jo fint bundet sammen, at den slutter 23 minutter efter den startede, men jeg hader ”så var det hele en drøm”-løsningen. Både fordi det er et billigt trick, og fordi man derved siger, at så betød at det man lige har læst ikke noget - for det vare bare en drøm. Jeg ville nok foretrække at du enten etablerede personen som rimelig psykisk ustabil (historien har jo også til tider mere karakter af en fantasi end en drøm), eller at du måske bare lod det groteske stå til troende - sådan var det bare!

- Kristian

Jeg kan rigtig godt lide det her miljø, hvor alle disse mytologiske skabninger findes i virkeligheden. Og titlen er fed.

Men jeg forstår ikke hvorfor Neptun/Poseidon ikke findes, (fordi han er opfundet af menneskene), når alle de andre myter vi har opfundet, findes?

Og ligesom Mikala og Gitte har jeg lidt problemer med dine synsvinkelskift. Jeg tror historien ville fungere bedre hvis du holdt dig til Jærens synsvinkel og hendes miljø, og droppe de dele hvor du er ”mennekeverdenen”.

- Kristian

Ah, jeg er vældig glad for tvivlen og usikkerheden i slutningen af novellen (også selv om han ringer til hende, til sidst). Jeg ville synes det var så letkøbt, hvis det bare endte lykkeligt og problemfrit.

Og jeg kan rigtig godt lide billedet med de store sten, der holder den flade tundra på plads.

Jeg ville markere, med en stjerne eller i hvert fald et afsnit, når du skifter synsvinkel mellem hende og ham.

- Kristian

Hej Mikael

Jeg synes nu din tekst har mange kvaliteter.

Men jeg vil lige prøve at forklare, hvor jeg står mht. konkret/abstrakt , åben/lukket-læsning i en tekst (og i din), for jeg er ikke sikker på det lykkedes mig i kommentaren.

Altså, der hvor jeg synes man skal være konkret, er når man beskriver hvad personerne gør og siger (show it, don’t tell it). Det synes jeg også du gør, og det er bl.a. fint, som du gør alle dine flashbackscener ret konkrete og sceniske. Jeg synes bare du kan gøre det endnu mere, især i scenerne på gården.

Der hvor jeg synes man skal passe på med at være for konkret/eksplicit, er når man beskriver hvad personerne føler, og til dels tænker. Hvis man beskriver personernes konkrete handlinger (show), vil det oftest være tydeligt for læseren, hvad personen føler, uden at man behøver fortælle det (tell). Der synes jeg nogle gange du overforklarer hovedpersonens følelser, og f.eks. i scenen med faren i båden, forstår jeg udmærket hvor vigtigt øjeblikket er for hovedpersonen, uden at du fortæller mig at der breder sig varme og glæde i kroppen og han føler sig lykkelig. Her synes jeg, at man skal overlade mere til læseren, og lade teksten være mere åben.

Og det kan vi jo bare være uenige om, jeg ville bare sikre mig, at vi forstod hinanden.

Mvh. Kristian

Hej Mikael

Lidt forskellige kommentarer:
- Godt setup med en martret krigsveteran der er blevet eneboer - set før, men udansk og med masser af potentielt indre og ydre konfliktstof.

- Jeg er ret vild med den hund der ligger fastklemt fra start af - det gør at historien griber mig med det samme.

- De konkrete ting, hvor han rydder op efter stormen, brænder affald af, skyder hunden, mm. fungerer rigtig godt - de dele kunne du godt fortælle mere om, og konkretisere yderligere.

- Til gengæld synes jeg godt du kan skrue ned for følelserne i de mange flash-back scener, hvor han føler så fandes meget (”han havde følt sig lykkelig i dette korte øjeblik”, ”elskede sin søster mere end alt andet på jorden”, og lign). Dels fordi det bliver lidt klicheagtigt, men især fordi man sagtens kan læse sig til det, gennem det han gør med søsteren/morderen/faren/konen, uden at du behøver eksplicitere det for læseren.

- Selve plottet er lidt for patetisk og storladent for min smag - jeg kunne godt tænke mig det mindre dramatisk - og at datteren og faren interagerer mere.

- Jeg synes at kun det er hovedpersonen der rigtig får liv - resten bliver nogle meget forenklede typer - er vores relationer til andre mennesker ikke altid mere komplekse, end dem du beskriver her?

Hej Louise

Hvis en historie som den her for alvor skal fungere, skal du interessere dig for din hovedperson som et menneske, der er lige så kompleks og flertydig, som du selv er. For ellers bliver han utroværdig og også uinteressant at følge.

Som det er nu, står Martin som en entydig figur og en konstruktion, som du (forfatteren) flytter rundt på for at levere en pointe, men jeg tror ikke på ham.

På den gode side: du skriver godt, og dine replikker er også fine og beskriver karaktererne flot - dem kunne jeg godt tænke mig at se flere af. Plottet er også udmærket og diskussionen om kærlighedens væsen rigtig spændende - hvis bare du kunne få mig til at interessere mig for ham Martin…

Bedste hilsener
- Kristian

Hej Robert

En meget fin historie, der virker meget autentisk - faktisk så meget at det mere virker som et stykke erindring, end som en novelle. Men da det jo er en novellekonkurrence, vil jeg læse og kommentere den som en sådan.
Historien har først og fremmest en høj detaljerigdom, og man har virkelig følelsen af at fortælleren kende Grønland godt.

Sproget flyder let, og selv om de første kapitler er uden både indre og ydre dramatik, læser man alligevel med, bare fordi det er interessant hvordan man jager og sejler på Grønland. Og der er nogle rigtig fine sætninger hist og pist (bølgerne der nærmest blev blæst i stykker af stormen, f.eks.).

Men jeg synes du har nogle problemer med dine personkarakteristikker. Det er først i kapitel fire de tre jægere får lidt kød og blod, og de begynder at få lidt konflikter. Jeg kunne godt tænke mig at se dem klarere meget tidligere, og også se dem interagere mere med hinanden. Og nok også at du dramatiserede konflikten mellem dem mere end du gør.

Det havde måske også gjort at de to første kapitler havde virket mere nødvendige, for der sker jo virkelig ikke noget, og selv om de har nogle klare kvaliteter, så sidder man også og tænker, hvornår sker der noget?
Jeg synes at der er en fin pointe i at hovedpersonen bakker ud, når det brænder på, men det gør også at man som læser bliver snydt for den mest dramatiske del af historien. Det synes jeg er lidt ærgerligt. Måske skal man skrive den scene mere ud, så man oplever hovedpersonens mareridt, hans snakke med de sigtede kammerater, osv., mere scenisk.

Og så er jeg faktisk længe i tvivl om de er danskere eller grønlændere. De virker så trygge ved jagt-situationen, at jeg tænker der er grønlænderne, men på den anden side taler fortælleren om grønlænderne som om de er ”nogen andre” og så må de da være danskere (hvad jeg tror de er). Måske skulle du gøre det tydeligt tidligere.

- Kristian

Hej Marie

Jeg bliver nødt til først at rose din prosa - der er så mange der prøver at skrive med lange guirlandesætninger og pyntede tillægsord, men du beskriver hvad der sker og hvad personerne gør, og det gør du så rent og præcist, med en god varieret blanding af handling og replikker. Havde jeg bare kunne skrive sådan som 14-årig…

Også god start - in media res - og et fint flow - du er let at læse - og det er ment som et kompliment.

Selve historiens største problem er psykologien - man forstår simpelthen ikke hvorfor faren pludselig bliver gal - det er de færreste der slår familien ihjel, bare fordi konen brokker sig (så ville der ikke være mange koner tilbage i DK).

Jeg synes næsten du skulle prøve at skrive historien igen fra farens synsvinkel - dels fordi man så ville kunne forstå hans motiver, og dels fordi han er en mere interessant person at følge end kvinden, som jo er så kedeligt normal.

Overskriften er lidt fjollet - måske skulle den hedde noget med træet.

- Kristian

Hej Martin

Min læsning ligner en del andres: kvinden har fået depression eller lign. efter en ufrivillig abort og et parforhold der er gået i stykker.

Du skriver godt og stemningsfyldt, så man får oplevelsen af en person i opløsning indefra, og jeg synes slutningen virker fint. Spejlingen af hendes sammenbrud og det at strømmen vist er gået i byen, funker også fint.

Teksten kan dog godt virke lidt tung at læse til tider, måske kunne du lade hovedpersonen interagere lidt med andre mennesker, så der kom noget dialog ind.

Jeg synes desuden ikke der er nogen grund til at lade læseren tro at hovedpersonen er en mand, så etabler hende som kvinde fra starten af - f.eks. ved at lade BHer og trusser flyde i lejligheden, eller ved at hun forholder sig til sin krop i badescenen (som jeg tænker hun må hade).

Mvh. Kristian

Hej Mogens

Der mange gode ting i din novelle, først og fremmest et godt plot, og masser af suspense hele vejen igennem. Masser af nervepirrende scener, hvor han f.eks. skal grave liget op, eller den indledende samtale med fotografen, der er diskret ildevarslende.

Men jeg synes nogle gange dine personers reaktioner (især hovedpersonen og kæresten) mangler lidt troværdighed. F.eks. synes jeg kæresten meget hurtigt bliver overbevist om at han ikke har slået nogen ihjel, og lukker emnet, og jeg forstår aldrig helt hvorfor hovedpersonen vil grave lige op, og synes også han mangler noget skyldfølelse ifht. de mord han begår.

Replikkerne virker også lidt skrevne eller gammeldags engang imellem - især når der er tale om et meget ung par.

Bedste hilsener
- Kristian

En fin lille novelle, hvor jeg især er glad for at du underspiller dramatikken og sorgen, i stedet for at fylde på med tillægsord. Moren virker f.eks. upåvirket ret langt henne i novellen, men så får du fint tegnet hendes sorg op i scenen foran fjernsynet og i slutningen, da hun holder om datteren. Slutningen er i det hele taget rørende og lidt uhyggeligt.

Jeg kan dog godt savne en smule mere handling - jeg kunne godt tænke mig at hovedpersonen mentalt går gennem en (lille) forandring - at sorgen/skylden ændrer karakter i løbet af fortællingen.

For resten: jeg kan godt lide ”mild rusken” i starten. Det synes jeg er flot.

- Kristian

Et interessant portræt af en mand der drømmer stort, men lever småt. Der er ikke meget ydre handling, men det fordrer mandens personlighed jo netop heller ikke. Alligevel kan jeg godt savne konflikt og en bevægelse i historien - at manden (mentalt) kommer fra et sted til et andet, gennem en oplevelse. For ellers har du netop kun et portræt, men ikke en historie.

Sprogligt har du mange korte sætninger, og gentager tit det samme ord hurtigt efter hinanden. Det virker som et bevidst virkemiddel, men jeg synes du overdriver det lidt. Du kan godt variere det lidt mere.

Kan for resten godt lide at stormen findes på både det fysiske og det mentale plan på en gang.

Mvh. Kristian

Hej Lisbeth

Det er en spændende og relevant ide, at fortælle om hvordan kvinder bliver undertrykt, fra forskellige vinkler og perspektiver og jeg kan godt lide at du både går ind i hovedet på kvinder og mænd. Og meget fint med drømmesengskoblingen og at den virkelige storm, spejler sig i de storme der er på vej i de 3-4 kvinders liv. Men jeg synes også historien har nogle problemer, primært:

- At personerne (både kvinder og mænd) er for stereotype og for entydigt gode/onde, ofre/bødler. Jeg tror at folk i virkeligheden er meget mere komplekse end du viser her.

- At du ikke får fortalt de tre historier færdigt (men det er jo også et stort brød du slår op, med tre historier i en)

- Og at du fortæller og fortæller, men næsten ikke viser noget. Det bliver meget referatagtigt, og ikke særlig scenisk, og derfor også lidt kedeligt. Og der sker meget lidt i historiens nutidsplan, alt det spændende ligger enten bagud i tiden eller fremad.

Hej Mette

Meget fin novelle, især er jeg imponeret at din autentiske og detaljerede miljøbeskrivelse, hvor jeg ikke kan forestille mig andet end du kender miljøet indefra, og beskrivelsen af de fine relationer mellem de fire unge. Jeg kan godt lide hvordan især homo-temaet ligesom forsigtigt lister sig ind på læseren.

Ellers bemærker jeg:
- Titlen er dum, for den spiller på en bog som der ingen relation er til, og den er desuden misvisende for hvad novellens tema er.

- Jeg forstår ikke hvorfor den foregår omkring 92 - så vidt jeg kan se bruger du det ikke til så meget. Kan den ikke bare foregå i dag?

- Dit sprog er velfungerende og godt, men jeg kan godt savne lidt skraphed og spræl - måske også i plottet. Du kan også blive lidt omstændig, og jeg tror du ville få en stærkere historie hvis du skar ca. 20% fra.

- Jeg synes egentlig at novellen vil stå stærkere, hvis Henrik faktisk fiskede fordi han havde lyst, og ikke fordi han var nødt til det. Så behøvede du heller ikke rode så meget rundt i hans familierelationer, som ikke er så centrale for historien.

Men det er småting, for det er altså et velkomponeret og underspillet stykke realisme, der kommer godt i havn.

- Kristian

En klassisk Mikala - original, uhyggelig, overnaturlig og stadig meget menneskelig (og monstre! Mareridstmonstre!).

Er enig i de andre der påpeget at sidste del af epilogen er unødvendig, og at det ellers fremragende udførte greb med diktafonen bliver lidt utroværdige et par gange - især i aktionsekvenserne og når der skal forklares plot.

Jeg forstår for resten ikke hvorfor du skifter til overvågningskamera i første del af epilogen (og hvad det overvågningskamera laver ude på ødegården?). Kan mødet mellem hovedpersonen og Varan-Lars ikke lige så (eller bedre) fortælles gennem diktafonen (hun vågner, og hvisker i diktafonen, mens hun går gennem huset)?

Og jeg synes at du træder lidt vande de første tre sider - der kunne godt strammes lidt op.

Men der er altså så meget godt i den - en hård gennemskrivning, og over i novellebunken til gyser-samlingen.

Hej Michael

Uden at gentage de andre for meget (godt sprog, for mange detaljer, mm), vil jeg lige komme med flg.

- Du skifter mellem at fortælle i 1 person i starten og tredje person i resten af novellen, og et par gange skifter du også mellem at fortælle i nutid og datid. Begge skift virker umotiverede på mig.

- Ifht. at skabe en rød tråd tidligere, kunne man have introduceret personens konflikt tidligere. Som det er nu, er det først midt på sidste side (fra ”Han stod lidt og funderede…”) at man får et billede af hvem personen er, og hvad hans problem er. Havde det været introduceret tidligere, havde man haft en bedre prise at se resten gennem.

Kristian

Hej Nina

Rigtig interessant historie, der på mange måder mindede mig om Blade Runner filmen, hvor hovedpersonen også er en slags lejemorder, der måske og måske ikke er kunstigt fremstillet.

Du formår vellykket at lave en historie hvor plottet og dets udvikling betyder enormt meget for hovedpersonens identitet, og derfor fungerer den.

Jeg syntes også at både hovedpersonen og pigen er tegnet godt, og stakatosproget fungerer, om end du nogen gange forfalder til nogle klicheer i beskrivelsen af især ham.
Eksempelvis da du i starten skriver: ”En ansigtsløs, navnløs skikkelse, som ingen ville kunne identificere. Det er min styrke.” – her er det tydeligt at det er dig der ser ham udefra, og ikke ham der fortæller (så er han i hvert fald meget narcissistisk /selviscenesættende).

Slutningen forstår heller ikke jeg helt. De er tydeligvis af det samme genetiske materiale, men er de begge kloner, eller er de reelt søskende eller hvordan? Det bliver du nok nødt til at gøre lidt mere klart…

Hej Laura

Jeg syntes det er en rigtig spændende historie, med mange gode ting i, som du har lavet.

Du får beskrevet den ikke så fjerne fremtid overbevisende, og især din beskrivelse af hvordan Ny Skole er (desværre) skræmmende realistisk, med det ”venlige” overvågningssamfund der skal afskaffe mobning, bandeord, osv. og det farlige ord ”hvorfor”, der leder til forældresamtaler, lærersamtaler og andet møg. Det er jo tydeligt at det er tendenser der eksisterer og er markante nu, og du skruer bare lydt op for volumen, så det bliver ekstra tydeligt hvor vi bevæger os hen.

(Det er for resten en lille tendens i de indsendte tekster, at en del af dem (bl.a. Pia Hansens, Camilla Bachs og især din og Mette Freja Jensens) beskæftiger sig med overvågning og vores forsøg på at gøre os perfekte – det bliver dermed også de tekster der for mig er mest aktuelle, og viser hvad SF kan som genre i dag)

Også din beskrivelse af de forskellige karakterer på skolen, og deres indbyrdes relationer, fra de to piger over nørden og bøllen, er rigtig godt ramt. Og dejligt at du så stramt holder histtorien inden for det lukkede skolemiljø, og ikke falder i fælden med at forklare hvordan hele din verden er plastret sammen.

Og så syntes jeg det er et rigtig fint tvist og en sjov leg med konspirationsteori-kravet, at lærerne faktisk er mennesker (som jeg læser det), men at eleverne tror de er androider, fordi det hele er blevet så sterilt og kønsløst. Titlen er i den forbindelse også god: man tror historien handler om en ting, og det gør den også, men på en anden måde end man troede!

På minus siden syntes jeg først og fremmest ikke at det virker at du skifter perspektiv til læreren til sidst. Jeg kan godt se at det gør det muligt for dig at forklare nogle ting, men det virker påklistret og jeg savner at vide hvad der sker med de to piger. Hvis jeg var dig ville jeg enten finde en anden måde at fortælle det sidste på, eller introducere læren tidligere i historien, og så krydsklippe ham med de to piger.

I småtingsafdelingen kan du også stramme sproget lidt. Eksempler fra første afsnit:

”Kvindens ansigt var rundt, glat og lyst. Ordinært brunt hår var sat op i en knold bag hendes nakke, og der var ingen tingeltangel at se hverken i frisuren, ørerne eller omkring halsen. Hun havde kun diskret makeup på, som om de store, kornblomstblå øjne fremhævede sig selv nok, hvad de egentlig også gjorde. Kvinden havde et let smil om munden, idet hendes læber (perfekte... ligesom alt andet ved hende) formede lydløse ord. Lydløse, fordi projekteringen var sat på mute.”

- Skriv ikke at håret er ordinært, det ødelægger billedet af en kvinde der skal se perfekt ud.
- ”Hvad de egentlig også gjorde” sætningen er unødvendig og klodset. Skriv f.eks.: Hun havde kun diskret makeup på, de store, kornblomstblå øjne fremhævede sig selv nok.
- Drop parentesen, hvis du beskriver hende som perfekt behøver du ikke eksplicitere det. Men skriv evt. at læberne er fint buede eller smukke, eller noget.
- ”Lydløse, fordi” i sidste sætning er unødvendig. Bare skriv: ”Projekteringen var sat på mute.”

Det blev langt. Håber du kan bruge det.

- Kristian