Hej Lau,
Noget af en kompliceret historie, hvor læseren virkelig bliver taget ved næsen flere gange. Sådan noget er jo altid sjovt at læse. Du var godt nok ved et tabe mig flere gange undervejs, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ud af hvor historien var på vej hen - man kan sige at jeg ledte lidt efter den rigtige historie i alle beskrivelserne.
Din måde at skrive på er meget drømmeagtig. Han er åbenbart også selv i tvivl om, hvad der er virkeligt og hvad der er drøm, men det bliver alligevel en smule for komplekst. Jeg tror at jeg savnede noget mere konkret info. Jeg forstod aldrig rigtig hvad hovedpersonen lavede på den bænk og hvorfor den var vigtig for ham. Hvorfor var han ikke en del af familien længere? Og da historien introducere skibet, bliver det hele utrolig meget tell. Det er som om du har en langt større fortælling inde i dit hoved, da du skrev historien, men at der kun er kommet et resume ned på papiret.

Når du arbejder med din tekst, så prøv også at kigge på lix-værdien. Den er på 34 hvilket er i den høje ende for denne type novelle. Det kan være et tegn på at sproget er blevet lidt knudret.

Men uanset hvad skal du have kredit for et meget fantasifuldt bidrag til konkurrencen. Herligt at du har strukket rammerne for en Robinsonade helt ud, og ikke er bange for at udfordre din læser!

-christian

Hej Mogens,
Jeg tilslutter mig ovenstående kor af kritikkere. God første halvdel og dårlig anden halvdel, hvis det skal siges meget firkantet.
I virkeligheden holder historien i høj grad op med at være en robinsonade, da andre personer invaderer hans ensomhed. Jeg tror der kunne ligge en glimrende historie i hans ensomhed, måske med noget mere drama. Der må selvfølgelig gerne komme en udefrakommende person i en robinsonade, men her er det jo en hel folkevandring af først to personer, så tre personer og til sidst et helt hangarskib. Og vi når aldrig lære de nye at kende, hvilket selvfølgelig er et problem.

I stedet for at se 5000 ord som en begrænsning, så handler det i stedet om at skabe en mere enkel historie. Husk at en novelle (i modsætning til en roman) ikke behøver at have en komplet handling. Der er ingen der siger, at du behøver at give en forklaring på, hvor alle de andre mennesker i verdenen er henne. Det helt grundlæggende problem er måske at jeg ikke helt kan se, hvad det er for en pointe du vil frem til med historien. Hvad er temaet? Handler det om en miljøkatastrofe? Handler det om ensomheden og usikkerheden i en isørken (det klassiske robinsonade-tema)? Handler om at blive reddet?

Less is more! Du skriver godt, men brug lidt flere kræfter på plottet inden du går i gang, så du ikke løber panden mod muren.

Christian

Hej Lars,
In media res er jo altid godt i en novelle, hvor man ikke skal spilde pladsen på sniksnak.
Jeg var ret hurtig klar over at der var noget galt med Sam. Nok mest pga navnet for når den ene har et helt almindeligt dansk navn, stikker navnet Sam noget i øjnene. Men at der var tale om en telefon, var en overraskelse.

Jeg synes det er glimrende at novellen ikke er længere. Der er kun den ene ting i historien, nemlig at han taler med sin telefon, så derfor skal den ikke være længere. Måske er idéen lige tyndbenet nok. Historien består af tre actionfyldte scener - faldet, båden på havet og redningen. Jeg savner nok lidt mere dybde i personen og lidt mindre action, men det ville måske have afsløret tvistet?

Anway, du skriver glimrende og det er en sjov ide til en novelle.

-Christian

Hej Rolf,
Det er et meget fint bud på en Robinsonade du har skrevet. Hvilket sted er man ikke mere ensom og forladt en i tomrummet mellem liv og død? Selvom personen fysisk ikke er på en øde ø, så er der jo ingen tvivl om at han er på fremmed grund.

Jeg synes det er den helt rigtige måde du bygge historien op på. Som et løg der skrælles, kommer der hele tiden nye lag af mystik og spændingen holdes hele vejen igennem på denne måde. Det kan jeg godt li’. Jeg kan også godt lide at du lege med forestillingen om hvad der sker når vi er døde, og det er jo en dejlig håndgribelig måde du får fremstillet tanken om at der er en større retfærdighed i livet og døden. Fint tema.

Dit sprog er fint, meget flydende og jeg føler at scenerne står ganske klart for mig, som de med enkle midler beskriver hans følelser og omgivelserne.

Jeg kan kun finde et enkelt sted hvor du kikser en smule. Du skriver at hans fodspor er forsvundet i sandet, men han opdager det ikke. Hele historien har du holdt synsvinkle på Martin, men lige her bliver du pludselig alvidende og ved mere end hovedpersonen. Det var ikke nødvendigt, og kan heldigvis også let rettes, så det vil jeg ikke lade dig komme til last.

Alt i alt en god læseoplevelse!

Christian

PS. Jeg har selv skrevet en novelle med samme tema. Den kan du læse her: http://www.athena-forlag.dk/befridod.htm

Hej Petra,
Jeg havde ellers skrevet i debatten at jeg ikke ville kommentere, men efter at have læst din novelle, vil jeg alligevel gøre en undtagelse.

Jeg vil begynde med at rose sig for dit sprog og rytmen i din tekst. Du skriver meget flydende, og læsevenligt. Du forsøger sjældent at gøre tingene mere komplicerede end de er, og det kan jeg godt li'. Når man tænker på at du kun er 14, så synes jeg det er meget imponerende.

Dine personer - faktisk alle fem - står tydeligt for mig. På nær havmanden beskriver du ikke udseende, men beskriver i stedet deres handlinger i små, fine detaljer. Det er du rigtig god til, og denne måde at elegant at beskrive personer på. Læserens hjerne skal nok sætte et ansigt på personerne, og på den måde kan teksten faktisk blive endnu mere nærværende. Jeg ved ikke om det er bevist gjort, men det er en flot detalje i din historie. Som andre tidligere også har været inde på står havmanden som den dårligste beskrevet, fordi du prøver for voldsomt at overbevise læseren om hvor smuk han er. Her kunne du lige så godt have brugt tell (som du har gjort med de øvrige personer) i stedet for show.

Dette var de gode ting - og de var rigtig gode!

De mindre gode ting er handlingen. Jeg fortalte handlingen til min 9-årige datter og hun synes det lød helt vildt fedt (hun ville faktisk gerne læse den selv). Jeg vil mene at målgruppen for din historie netop er de 9-12-årige piger. Denne målgruppe vil gerne have følelser, men bekymre sig ikke så meget om konflikter. Vi har på en måde fat i dem, som også synes at barbie-filmene også er fede. På en måde minder denne historie lidt om den barbie-film, hvor det viser sig at barbie i virkeligheden er datter af en havfruernes dronning.

Det er også helt i orden at skrive til denne målgruppe - hvis det altså er bevist. Man skal altid være bevist om sin målgruppe, og skrive til dem. Ellers risikere ens tekst at ende i et slags ingenmandsland.

I denne konkurrence er vi typisk vandt til lidt mere "voksne" noveller, og jeg er bange for at din novelle vil blive bedømt som en sådan af mange. En voksen-novelle har typisk noget mere konflikt indbygget end der er i din. Er en døende pige ikke en konflikt? (vil du måske spørge). Nej, ikke rigtigt i dette tilfælde. Det er kun med til at sætte rammen, men der er jo ikke rigtig noget på spil. Løsningen på hende problem kommer bare dumpende ind ad døren.

Hvis du havde en situation, hvor den ene læge kommer og siger at han måske kan rede pigen, så hun kan blive med sine forældre, og den anden læge (havfruemanden) siger at han er hendes eneste ene, men at hun skal opgive sit liv på jorden, for at være sammen med ham, så har du en konflikt (et dilemma i dette tilfælde). Så ville historien blive mere interessant for det mere voksne publikum.

Prøv at øve dig i at se konflikter i de bøger du læser og de film du ser. Det vil være en god øvelse til når du skriver dine egne historie. Prøv altid at sætte noget på spil for dine personer - mere end bare deres følelser.

Så konklusionen af alt dette er, at du har skrevet en virkelig flot novelle til de unge piger, og en rimelig evnesvag novelle til de voksne. Jeg er temmelig meget i tvivl om hvordan jeg skal give dig karakter - men mon ikke jeg skal lade min datter sætte karakteren ;-)

Jeg håber du kan bruge noget af ovenstående - du har så meget fremtiden for dig, når det kommer til at skrive.

-christian

Hej Bo,
Som lovet hermed mine bemærkninger til din novelle:

FORM:
Historien er hold i en naratativ stil, hvor man ikke rigtig ved hvem fortælleren er. Der er dog tale om en fortæller som ved det hele, både fortid, tanker og som samtidig har sin egen holdning til handlingen. Dette er ikke lige en fortællerstil jeg forbinder med fantasy - nærmere eventyr - men vi er her jo for at bryde grænser. Det er mit indtryk at du har kastet dig ud i et eksperiment med denne novelle, og det er altid forfriskende når nogen vil prøve noget nyt, i stedet for bare at skrive "efter bogen".

Jeg synes et din fortællerform er blevet for tung i dette tilfælde. Du har mange indskudte sætninger og lange sætninger, hvilket også kan ses i lix-værdien som er helt oppe på 30. Det bør være et faresignal om at der skal kigges på sætningsopbygningen. Men der er ingen tvivl om at du kan li' at lege med sproget, og du skal også roses for mange sjove sætningsopbygninger.

STRUKTUR:
Du burde nok tage den gode, gamle berettermodel i brug næste gang du skriver en novelle. Du begynder novellen med at en eller anden sidder på en terrasse, og den er gammel og slidt men vejret er til gengældt dejligt. Og så kommer der en meget lang beskrivelse af denne persons far og mor. Der går flere sider inden der overhovede er den mindste handling, og det vil i mange tilfælde betyde at du mister dit publikum inden du er noget særlig langt. Jeg vil anbefale at du starter med noget der holder læseren fanget. Din første sætning kunne f.eks. være:

"Der var noget der hev i ham. Han måtte væk fra dette hus. Han troede det var en længsel efter livet der hev i ham, men det var det ikke. Men hvor skulle han vide det fra?"

Vi er ca. halvvejs i historien, da det langsomt går op for læseren at der er mere i denne historie end det virklige plan. Desværre bliver denne dramatiske del ret flad på grund af fortællerstilen (som andre også har været inde på, var lidt dialog en god ide lige her), og da han til sidst gå i døden i søen, er det da overraskende, men det rørte mig ikke rigtig. Slutningen handler så om en helt anden person, nemlig hans bevistløse kæreste. Hendes livshistorie får vi også flettet ind og hun må også dø. Og så slutter historien, for der er ikke flere personer at fortælle om.

Hvis det skal være tragisk, så skal du arbejde lidt med følelserne, så du røre din læser og får os til at føle noget. Der skal mere til end at vi får at vide at hun er et insetsoffer og senere blev slået af sin mand. Det er fakta, og fakta er der ikke mange følelser i.

INDHOLD
Men hvad er det du vil med din novelle? Jeg tror det handler om at flygte og rive sig løs fra sine forældre og sin barndom.

Historien minder mig om både et par TV2-sange ("det eneste hun ville var at danse bare en enkelt gang, drømme uden at vågne op igen" og " Rejsen til Rio"), men historien minder mig også om den spanske film "Pan". Speciel slutningen er meget som i Pan - men hvis du har set filmen, så husk på hvordan den starter - nemlig med slutningen!

Jeg kan godt se at du prøver at skabe en "magisk" novelle, men det drukner lidt i meget lange og ret ligegyldige beskrivelser af bl.a. forældrenes fortid og hjemmets sociale status - i stedet for at give os store følelser og dramatik. Der skal lige slibes lidt på denne sten før diamanten træder frem.

-christian

Hej Gitte,
Der er ingen tvivl om at du er en god håndværker som kan skrive enhver scene så den er troværdig, læsevenlig og godt forbundet til afsnittet før og efter. Der er ikke mange i denne konkurrence der mestre sproget så flydende som du gør.

Du lægger ud med et genialt og bestialt mord - eller i hvert fald bortskaffelse af beviser. Det er jo det rene Barnaby det her, både med småbysidyllen, hvor alle på mirakuløs vis syntes at kende alle, men også den måde hele handlingen er bygget op på, med små dialoger mellem alle de implicerede.

Opklaringsarbejdet, eller skulle jeg nærmere kalde det afdækningsarbejdet, glider fint derudaf, uden at det på noget tidspunkt bliver specielt sindsoprivende. Der er ikke så meget andet spænding i historien end hvem den myrdede mon er og hvem der mon har gjort det. Men det har ingen personlig konsekvens for vores heltinde, så derfor kan det være lidt svært at leve sig med. Det er altid vigtigt at have noget på spil for hovedpersonen, og det er der ikke her.

Da der mangler lidt over 2 sider kommer der en politimand og fortæller hende hvem der har begået mordet og hvem den myrdede er. Det var ikke meget over en side vi nåede at blive nervøse for at de skulle anklage den forkerte. Det er jo alt for let at serverer løsningen på den måde. Hvorfor laver du ikke en scene hvor Amalie overrasker Per i Barberas lejlighed, så der kunne komme noget virkelig spænding ind i slutscenen. Alt det med skifteretten er da fløjtende uinteressant i en kriminovelle som denne. Der skal være en rigtig tjubang-slutning!

Mit råd til dig er at se 40-50 afsnit af Barnaby, og lær lidt af hvordan sådan en historie skal afsluttes. Du har alle kortene på hånden til at skrive en virkelig proffessionel novelle, men du spiller dem forkert, synes jeg. En historie er aldrig bedre end sin afslutning, og den vinder du ingen priser for i denne omgang (dette er bare min holdning - jeg kan se at mange af de tidligere kommentargivere ikke har så høje krav til slutningen).

Med undtagelse af denne lille fejl i plottet synes jeg det er en super novelle du har begået, primært båret af et godt sprog.

-Christian

Hej Nina,
Der er godt nok smæk for en skilling i denne novelle. En jeg-fortæller i nutid giver altid en masse nærvær og indbygget sproglig aktion, og du er dygtig til at bruge denne form. Sproget er livligt og kontant.

Handlingen er måske en smule for kringlet i forhold til historiens længde. Vi starter med en handling i nutid, ryger så over i en længere fortælling om hvad der skete et par dage tidligere for så at slutte af i noget der minder om nutid igen. Undervejs har plottet slået et par kolbøtter, som læserne også skal forholde sig til. Det er meget på 5.000 ord, men ikke desto mindre kommer du ganske helskinnet igennem og det skal du roses for. Jeg havde aldrig turde give mig i kast med sådan et plot.

Eneste anke er at jeg ved novellens afslutning faktisk ikke er helt klar over hvad der skete. Han er en slags superhelt, men hvilken slags? Hvad er hans mål i tilværelsen? At skyde kriminelle? Er det overhoved at være superhelt i et retssamfund eller er det bare selvtægt? Og hvordan kan det lade sig gøre? Han køre ind til virksomheden i sin egen bil og blive vel fundet af politiet på et par timer. Hvorfor chatter han det ene øjeblik og skal fremkalde sine film det næste? Nå, men som mange har været inde på, så er der jo helt sikkert også noget tegneserieagtigt over historien, og i det univers er alle klicheér og uforklarede ting jo bestemt tilladt.

Konklusionen er at det er rigtig god underholdning, hvilket sikkert også var grundidéen med novellen!

-christian

Hej Betina,
En novelle til det yngre publikum, men det er tilføldigvis også denne gruppe jeg foretrækker at skrive til, så jeg må tilstå aat jeg nød at læse den. Du bygger novellen rigtig flot op med den fængende indledning, for så at bygge den nutidig handling op fra bunden med baggrunden for at de havner på lejrskolen samtidig med at du introducerer personerne. Det kører bare derudaf og du når en masse på ikke så meget plads, hvilket er helt i tråd med ungdomslitteraturgenren.

Novellen minder mig temmelig meget om en Bjarne Reuter-roman som er 3-4 år gammel. Den hedder vist "5". Jeg anklager dig på ingen måde for plagiat, skal jeg lige indskyde, for så éns er historierne heller ikke, men stemningen er til gengæld meget lig hinanden. Der er ikke stort flere personer med i Bjarne Reuters roman end der er i din novelle, og heri består måske din novelles svageste punkt. Du får lidt for mange personer ind i novellen i forhold til hvad pladsen kan bære. Hvorfor skal vi f.eks. have skovfogden med i historien, når det havde været meget bedre at det var Jon der redede Annika til sidst.

Og hvad skete der med hullet som de fandt ude i skoven. Det blev ikke brugt mere, så hvorfor skulle vi høre om det? Hvorfor var det ikke her Finn bragte pigerne hen, så Jon kunne bruge sin viden til at rede dagen? Den slags detaljer synes jeg skal være mere skarpe i så kort en tekst.

Din noveller har (som så mange andre bidrag i denne konkurrence) indhold nok til en mindre roman, men der er ingen tvivl om at du har godt greb om genren og skrivestilen til det yngre publikum. Jeg følte mig rigtig godt underholdt undervejs, og blev bestemt også meget overrasket over at flinke Finn pludselig var en bestialsk pigemorder. Ovenstående bemærkninger er detaljer i en rigtig effektiv novelle.

-christian

Hej Carsten,
Din krimi er måske én af de mest rendyrkede krimier i denne konkurrence og jeg synes du gør det godt. Dit sprog flyder generelt fint, så øjnene bare kan flyve hen over linierne, som det bør være i en god krimi. Med 5000 ord er den måske for kort til at blive kaldt en pageturner, men det er tæt på.

Plottet er også ganke klassisk. Der er en forbrydelse, en opklaring, nogle vildledende ledetråde og en skyldig som skal findes inden for opklarerens omgangskreds. Den model bruges i rigtig mange af krimiromaner, og fungerer sådan se også udemærket i din novelle, omend pladsen sætte nogle begrænsninger op.Du har ikke plads til at lære os personerne at kende og der er heller ikke plads til et egentligt twist, hvor historien skifter retning. Det er bare betingelserne, og de er ens for os alle i denne konkurrence. Krimi-temaet kræver bare meget mere plads end 5000 ord, for det er en genre med store armbevægelser.

Der var ikke meget som generede mig undervejs. Jeg troede godt nok at det første lig de fiskede op ad søen var pigen fra første afsnit. Du fortæller ikke historien kronologisk i dette tilfælde og det er måske lidt for meget snyd - f.eks. i forhold til ham politimanden, Frank, som du bevist beskriver præcis som morderen. Det er ok. Men det betyder ikke så meget, når det kommer til stykket.

Hvis man kigger på novellen med en lup kan man finde mange fejl, men helt grundlæggende følte jeg mig godt underholdt helt frem til slutningen, og jeg synes faktisk rigtig godt om din novelle.

-christian

Hej Michael,
Det er jo nok mere end skæbnefortælling end end egentlig krimi du har skrevet. Der er i hvert fald ikke meget opklaringsarbejde i at gå i bad med tømmermænd og komme i tanke om alle de dumheder men begik aftenen før. Men skidt nu med det. Din historie er jo alligevel interessant fordi du skriver pænt (dog med plads til forbedringer).

Du er dygtig til at sætte stemningen, så læseren forstår hvordan Jack har det mens tågerne langsomt letter. Rigtig gode situationsbilleder. Til gengæld er du dårlig til at give læseren et helhedsbillede af den person du prøver at beskrive. Jeg ved stort set ikke andet om Jack end hans alder, størrelsen på hans lejlighed og at hans kæreste skred ugen før. Noget mere kød på forhistorien ville have klædt historien og ikke mindst givet et argument for hvorfor Jack pludselig bliver voldelig fordi en lækker pige griner af ham. Der må være en forhistorie. Der er mange piger der griner af mig, men jeg slår dem ikke halvt ihjel. Jeg vil som læser meget gerne vide hvori forskellen på ham og mig ligger (og at hans kæreste forlod ham ugen før er en for uunderbygget grund, synes jeg).

Som sagt skriver du godt. Dit sprog er flydende og ikke mindst vældig fantasifuldt. Du er gode til de der små billeder, som med en vis potion lune beskriver handlingen eller scenen. De små lune indfald giver desværre også en smule bagslag i forhold til tragedien. Eller også bliver den bare lidt distancerende, jeg er lidt i tvivl. Det vigtigste er bare at du selv er bevist om at det har en effekt at skrive med lune. Man føler lidt mindre med Jack når forfatteren laver sjov med ham. Og når Jack har den selvironi, som du også tillægger ham, virker det mere utroværdigt at han er selvmordskanidat. Tænk over hvilke effekter du bruger.

Tilbage til det med sproget. Du har tendens til at fylde for meget på. Som eksempel vil jeg nævne indledningen. Det der står i parantes er mine bemærkninger:

"Vækkeuret gav sig til at udstede høje og yderst irriterende momentariske (svært ord i første sætning. Måske det helt kunne undværes, hvis ikke det er meget vigtigt hvordan væggeuret lyder, og det er det jo ikke) hyl. Jack vågnede og satte sig op så hurtigt, at hjernen ikke rigtig synes at have fulgt med kroppens skiftende position fra liggende til brat siddende (her beskriver du to gange at han sætter sig op. Jeg ville slette den sidst del af sætningen "fra liggende til brat siddende". Det er en ren gentagelse). Han blev lidt svimmel og prøvede med øjnene (ja, hvad skulle han ellers stille skarpt med? Slet "med øjnene" for det er underforstået) at stille skarp på sine omgivelser. Nu var hjernen med igen og den proklamerede at den bestemt ikke var tilfreds med gårsdagens bedrifter (ok sætning, men her bruger du humor fordi du tillægger hjernen sin egen bevisthed. Læseren er her sporet ind på at det bliver en omgang hyggelæsning. Er det meningen?). Hele hovedet dunkede og han havde det som om to skruetvinger var blevet fastspændt omkring kraniet. En fra øre til øre og en fra pande til nakke. Det var faktisk præcist der de ville havde siddet.(godt billede med skruetvingen, men det bliver noget udpenslet med hele tre sætninger om skrutvingerne. Pas på at dine gode ideer ikke tager overhånd i forhold til historien. Hold dine billeder så enkle som muligt.)
Hans tunge kørte rundt i hans mund ("hans mund" rettes til "munden" - vis mund skulle det ellers være den kørte rundt i?) i et forsøg på at danne lidt mundvand. Han var tør i munden og svælget og halsen føltes ru.(igen kunne du godt have strammet disse to sætninger op ved at bytte lidt rundt på tingen, så du ikke skulle bruge ordet "munden" to gange efter hinanden.)"

Der var mange rettelsesforslag til meget få sætninger :-) Jeg går kun så meget i detaljer, fordi jeg faktisk synes du skriver godt, og jeg sagtens tror du kan blive endnu bedre med lidt mere fokus på det. I øvrigt begår jeg selv mange af de samme fejl, så derfor er jeg måske ekstra opmærksom på dem.

Men det er en god og anderledes novelle du har skrevet - og så kan du helt sikkert noget med ord og billeder! Held og lykke i konkurrencen.

-christian

Kære Mikala,
Det er jo efterhånden med en vis forventning at jeg sætter mig til at læse dine værker, og de blev da også stort set indfriet. Selvom din novelle er blottet for meteorer, dødelige sygedomme og muterede væsner, så er stilen jo på mange måder den stil du er kendt og "berygtet" for. Det du gør så langt bedre end de fleste er den fortællende historie, hvor du med præcise detalje efter detalje skaber et tydeligt billede af personer og scener. Det er ikke morsomme historier men din måde at fortælle historierne på er så underfundige og opfindsomme at man hele tiden sider og venter på hvad det næste bliver.

I denne novelle er det bedemandsverdenen som er scenen for historien. Egentlig en meget enkel historie, men så alligevel pakket godt ind, så læseren føres frem i historien. En anden kommentator skrev at din historie var som at skrælle et løg (nej, ikke at man græder hele vejen) - men det beskriver rigtig godt hvordan din historie er bygget op. Du benytter dygtigt aha-teknikken, hvor læseren først præsenteres for noget han ikke helt forstår, for derefter at løfte sløret for hvordan det hænger sammen. At flette plottet og informationerne på den måde holder læseren til ilden.

Mange har skrevet at de med det samme vidste hvem morderen var, men jeg fik ikke den tanke, skal jeg indrømme. Måske fordi det ikke betyder alverden for historien, hvem moderen er, fordi der ikke er tale om en "opklarings-krimi" men en fortælling om en massemorder. Man kan jo ikke ligefrem sige at PV gjorde alverden for at løse gåden. Han bad hende bare snakke. Jeg synes nærmere historiens kvalitet ligger i den underfundige skæbnefortælling, så derfor spekulerede jeg ikke så meget over det.

Men der er også plads til forberinger:
En lille ting er brugen af nye afsnit. Når jeg ser et nyt afsnit forventer min hjerne at der sker et spring i enten tid, scene eller synsvinkel. Jeg synes du bruger nye afsnit uden nogen som helst grund i 9 ud af 10 tilfælde, og det ødelægger læserytmen frem for at gøre den mere tilgængelig. Det er jo ikke en læs-let-bog det her. Heldigvis der det rettet med ca. 10 tryk på deleteknappen, hvis det er.

Din brug af synsvinkel og dialog forvirrede mig også gentagende gange. Her er et par eksempler:

P.V. tænkte på at det ganske sikkert var ubehageligt at finde sin chef hængt i loftbjælken.
Ruth nikkede ned i lommetørklædet, som bekræftede hun hans tanker.

I ovenstående citat fra side 2 er synsvinklen helt klart hos PV, og der forventede jeg også at den ville forblive gennem resten af historien.

Kort herefter begynder Ruths forklaring af mordene, og i begyndelsen troede jeg faktisk at det var PV der talte, fordi Ruths dialog var alt for politi-agtige. Indtil hu begyndte at tale havde jeg kun set en forsagt, midaldrende kvinde for mig, med stor respekt for ordensmagten, og denne kvinde genkendte jeg ikke i dialogerne.

"Dagen efter mordet på avisbudet lukkede jeg mig ind ad glasdøren og satte kaffe over i det lille køkken."
Hun åbnede tasken og fandt et nyt lommetørklæde frem. Pudsede næsen. "Avisen lå klar i postkassen og jeg drak en kop og læste om det seneste mord."

Jeg synes at ovenstående dialog (på side 4 i novellen) er højest besynderlig. Ville Ruth vikelig tale sådan, hvis hun sad over for en politimand? Der er jo gået temmelig lang tid siden dette 3. mord til hun tilstår, så beskrivelsen a hvad der skete denne morgen virker meget detaljeret. Detaljer som glasdøren, det lille køkken og avisen lå klar i postkassen er slet ikke naturlig talemåde, men information til en læser. Det skal ikke stå midt inde i en dialog.

På side fire begynder du også på paranteser - FY! Dem skal vi ikke se mere fra din hånd, vel? Hvordan skal de forståes? Er det noget som tænkes af Ruth eller er det noget der siges i andet tonefald eller hvad? Jeg har aldrig set det i en udgivet bog, så derfor skal vi amatører heller ikke gøre det.

Her på side 4 har du også en Ruth-dialog der stræker sig over flere afsnit. Du har også citationstegn inde i et citationstegn, og det forvirrede mig rigtig meget. Jeg måtte flere gange læse baglæns for at finde ud af hvem der havde ordet.

Generelt lidt mere hjælp til læseren ville have været fint. Du skriver meget minimalistisk, og det er jo normalt godt, men jeg synes det bliver lidt forvirrende i dette tilfælde, hvor vi i midten af historien nærmest er i et flash-back-jegfortæller, uden at overgangen er speciel tydelig i første gennemlæsning. Faktisk havde jeg noget lettere ved at læse den i andet forsøg, fordi jeg vidste hvor du ville hen, men det er jo ikke meningen.

Du er fuld af gode ideer, og du får dem også serveret i en fin novelle. Helt grundlæggende tror jeg novellen er for lang til plottet, men jeg var alligevel godt underholdt hele vejen. Mine kritikpunkter er jo bare lidt til redigeringen. Du tager dig altid tid til detaljerede kommenterer, så derfor skal du også have et par detaljer tilbage. Måske kan du bruge det?

-christian

Hej Ditte,
Det er et meget dygtigt og klassisk krimiplot du har stikket sammen. Ikke mindst er det et plot som passer perfekt til novelleformatet. Jeg synes det er godt at du lade et par mistænkte have en konflikt med den myrdede inden mordet overhovedet finder sted. Og så er det en rigtig fin surprise-slutning, som sidder lige i skabet. Jeg havde ikke et den komme.

Det andet jeg bemærkede er det psykologiske drama der kører under overfladen mellem de forskellige familiemedlemmer. Det skaber en masse spænding ud over spændingen om hvem der har begået mordet. Og dine personer er meget forskellige og lette at se for sig. Politifolkene er nærmest bare budbringere i dette drama som hovedsaglig foregår inden for kernefamiliens egne rammer. Jeg kan faktisk godt se novellen opsat som et teaterstykke.

Hvis jeg skal give lidt konstruktiv kritik med på vejen, så handler det om synsvinklerne, som til tider bliver lidt svævende. Det er helt fint at du beskriver forskellige personers tanker, men det ville være mere læsevenligt, hvis hver person f.eks. havde sit eget afsnit. Så er læseren mindre ikke i tvivl om hvis tanker vi følger.

Men stærke scener i et stærkt plot! Well done!

-christian

Hej Sebastian,
Du er én af de unge forfattere i denne konkurrence, og som de andre jeg har læst, så blæser du bare der ud af. Du gør omkring en milliard forbudte ting, men da jeg var på din alder kunne jeg dårlig opnå en middelkarakter i dansk stil, så at kritisere dig for det er på ingen måde retfærdigt.

Men du har energi, og det er vigtigt når man skriver. Din research til denne novelle er ikke lutter fyld, men bidrager også med en masse realisme som stort set alle andre noveller i denne konkurrence mangler. Din historie er klart den mest "ægte" historie jeg har læst endnu. Denne realisme må du ikke glemme når du med alderen og øvelsen bliver mere præcis i din skrivning, for her har du virkelig din force.

Stor respekt herfra for det arbejde du har lagt i denne novelle.

-christian

Hej Scott,
Det er en rigtig god, klassisk kriminovelle du har begået der. Genren er fyldt med klichéer som du fint benytter til at gøre historien din egen, Du behøver ikke at skrive så meget om personerne andet end et par udvalgte kendetegn og læseren er alligevel med hele vejen. Det betyder også at du får ganske meget handling presset ind på de 5.000 ord, og den opgave har du løst bedre end de fleste andre.

Plotmæssigt køre du den lige efter bogen, og det er meget positivt ment. Ikke mange rammer formlen så rent som dig, selvom den jo er relativ enkel.

Eneste lille anke er at du nogle gange skifter synsvinkel midt i et afsnit, i stedet for at dedikere hele afsnit til én person (der er intet i vejen med flere synsvinkler i en novelle som denne). Det er dog en fejl som du kan rette på 10 minutter så særlig alvorlig vil jeg ikke kalde den.

Et flot og klassisk bud på en kriminovelle!

-christian

Hej Pia,
Du skriver rigtig flydende og læsevenligt, og efter den fantastiske indledning, var jeg ret sikker på at dette var en vindernoveller. Du styrer det psykologiske spil vældig prof og hele scenen med HP der er "fanget" i en eller anden kolbøttefabrik, som man kender den fra film, er genial.

Omkring halvvejs begynder lægerne at bevise at hun er tosset, og så ved enhver at det er hende selv der er morderen. Det er også helt fint, men jeg savnede godt nok en afsluttende drejning, som igen vender historien på hovedet. Den drejning kommer desværre ikke. Historien ender som den har lagt om til det meste af tiden, og det er jo ikke meningen i denne type gyserkrimi. Mens jeg læste dette, tænkte jeg at dette var et stort setup, og at HP slet ikke var skyldig, men offer i en stor plan (som hun faktisk selv er inde på). Jeg var sikker på at Lars slet ikke var død, men stod bag. Men sådan gik det ikke. Der var ingen sidste overraskelse.

Hvis bare du var kommet med det sidste twist, havde du været helt oppe og ringe på karakterskalaen. Men skidt er det bestemt ikke. Du styrer sproget og stilen og flowet rigtig flot, så det med plottet kan du sikkert løse med et par timer i tænkeboks :-)

-christian

Hej Søren,
Sikke en tekst! Den er godt nok nærværende på en helt anden måde end de fleste andre tekster i denne konkurrence.

Plottet er på mange måder ganske simpelt, med den måde du præsenterer historien på gør at spændingsniveauet ligger meget højt hele vejen igennem. Dit sprog er helt specielt. Du skriver på en incisterende og observerende måde. Mange er dine sætninger er ultra korte og nærmest bare kyniske betragtninger. Den stil passer rigtig godt til denne novelle, synes jeg, og du er også i stand til at holde stilen gennem hele novellen. Man kan godt sætte en finger på realismen i din novelle, men jeg fornemmer at det ikke var din hensigt at skrive en socialrealistisk tekst om en traumatiseret far, men en sparkrøv-spændende krimi-gyser, så hullerne er generelt til at leve med.

Det er også en meget svær sproglig stil du lægger for dagen. Hvert et ord får virkelig stor betydning, når man skriver så præcist som du gør. For det meste går det godt, men der er selvfølgelig også enkelte svipsere. Men jeg er meget enig i Lars Birkemoses bemærkninger ovenfor om fejl i din tekst - den slags trækker heller ikke ned hos mig, og jo mere du skriver des bedre bliver du til det.

Et virkelig bemærkelsesværdigt bidrag.

-christian

Hej Anette,
Det er virkelig et gyserplot du har sat op. Spændingen er helt i top om hvad der er sket med den stakkels pige. En by i Peru er et godt scenarie til en mordgåde, fordi mange ting er ukendte for læseren, og det gør det lidt ekstra spændende.

Som flere har været inde på, så bliver novellen ret refererende og du har også mange synsvinkler gennem historien. Du har bestemt stof og interessante personer nok til en meget længere tekst.

Og så vil jeg ikke undlade at rose dig for hele den faktuelle del af novellen. Man fornemmer at du virkelig ved noget om kulturen og jeg har på fornemmelsen at du faktisk selv har været på rejse med rygsæk i Peru.

-christian

Nå, Bibelot, så er vi tilbage på Bornholm hvor du jo tidligere har bragt os hen. Den gang var det i en storpolitisk kontrafaktisk historie, så vidt jeg husker. Denne gang er det også de helt store tangenter der bliver spillet på, bare inden for en enkelt familie. Jeg må sige at det er ret genialt at bruge noget ærke bornholmsk som kofod/koefoed som udgangspunkt for han handlingen. Det giver en grundlæggende følelse af at du som forfatter ved hvad du skriver om (selvom det er en fiktiv tekst), og det er en god base i enhver historie.

Dit plot er kompliceret og rækker flere generationer tilbage i tiden, men du er nu alligevel ferm til at lade historien folde sig ud og hele tiden tilføje flere lag. Dette er typisk en facon man ser i romaner, og det bliver ret kompakt her, men det beviser da at du ved hvordan et plot skal skrues sammen. Det er lidt synd at der ikke er så meget plads til mellemregningerne, men man kan jo ikke få alt på 5000 ord.

En sidste ting jeg hæftede mig ved, er at din historie i modsætning til de fleste andre krimier, ikke begynder med et mord som derefter skal opklares. Du arbejder historien frem mod mordene, og lader læseren forstå baggrunden inden mordene beskrives. Den opskrift fungerer rigtig godt, må jeg sige!

Et par svipsere men også rigtig mange gode takter.

-Christian

Hej Helen,
Denne novelle er god på samme måde som en bog som "Da Vinci Mysteriet" også er god (sjovt at Dino ovenfor også kom til at tænke på denne bog). Det du gør rigtig godt er at skrive utrolig flydende og enkelt. Du får utrolig meget handling ind i sætningerne, og med enkle, måske en smule klichefyldte beskrivelser (positivt ment), får du hurtigt defineret personerne og deres typer. Spændingen skaber du effektivt ved at springe rundt mellem personerne, præcis som Dan Brown gør det, således at der konstant er små cliffhangere, og det skaber lysten til at læse videre.

Topkarakter for sprog og opbygning herfra.

Det der desværre gør at din novelle ikke helt kan måle sig med Dan Browns værker er at historien er for lidt spektakulær og at du trods alt har for lidt plads til hver person, så vi ikke helt når at lære dem at kende.

Men rigtig mange positive takter, trods alt. Tommelfingeren vender op herfra.

-Christian

Hej Constance,
Hold da op hvor må du have brugt meget tid på at udvikle denne historie, for det er klart det mest komplicerede plot jeg har læst endnu. Der er vist seks forskellige mistænkte, som alle har indbyrdes relationer og alle har motiver og tilmed alle havde mulighed for at putte svampene i maden. Efter at have lavet plottet, har du garanteret brugt endnu længere tid på at koge det hele sammen til en flydende historie, som vores to specialagenter skal prøve at rede trådene ud på. Jeg gætter på at du til sidst har brugt en del kræfter på at barbere teksten ned til 5000 ord, og at du med 2000 ekstra ord ville have kunne skrive en mere fuldent tekst, med lidt mere plads til forklaringer og beskrivelser.

Vampyr-delen er en pudsighed, men bruges ikke helt nok. Du lader dog Patrick benytte sig af sin superhørelse, og den slags detaljer er gode.

Jeg kan forestille mig at du skriver nogle rigtig spændende historier, når du ikke er hæmmet at en krimi-genre og et maks antal ord, for fantasien fejler bestemt ikke noget :-)

-christian

Hej Mogens,
Som én af de få har du skrevet en vaskeægte krimi med en god gammeldags politimand, som opklare et mord på den gammeldags måde. Ikke noget med smarte maskiner eller konstruerede personsammensætninger. Man får faktisk fornemmelsen af at du ved noget om hvordan politiet arbejder.

Jeg kan ikke lige finde på noget at kritisere, for historien er helstøbt og personerne tilpas veldefineret til at man kan leve sig ind i historien. At den endvidere indeholder en historie, hvor man ender med at have mere ondt af gerningsmanden end af offeret, er bare den kølle på halen, som gør det helt perfekt.

Et godt bidrag.

-christian