Da jeg vågnede,
kunne jeg ikke mere finde døren eller lyset,
mørket var bælg sort og kaldte mig
bare tilbage til de skrig
der var blevet siddende i halsen,
som om jeg havde tape for munden,
lød de som kvalte
nede fra min mave.
Mørket var stille,
og der var ingen lys omkring os,
heller ikke stjernerne på himlen ville tændes,
som vi gik i natten,
min hund og jeg,
hørte vi en summen
som fra en motor bagved,
og en bil med slukkede lygter kørte
op på siden af os,
vi gik hurtigere,
og den fulgte efter,
der var lang vej
hjem.
Vi gik hurtigere,
og den fulgte os,
vi sagtnede farten,
og den gjorde det samme.
Ingen sagde noget.
Jeg kunne ikke se ham.
Men jeg vidste,
han var morder.
Jeg famlede på væggene
hele rummet rundt,
som jeg kendte så godt
mens skrigene begyndte at gå ned,
som et skib der synker
et sted hvor der er for koldt
og for dybt til at svømme,
og der hvor ingen overlever.
Da jeg endelig fandt håndtaget
til døren,
og lyset fangede alt,
og mareridtet gradvist forsvandt,
var det som et tøvejr efter vinter
i mit ansigt
der havde været bundet
tusinde mil væk,
og næsten i min krop
der aldrig glemmer helt.