Jeg kan ikke huske dengang hun var glad
Nu kan jeg ikke engang genkende hende.
Smilene reflekterede altid i hendes øjne
Hendes øjne strålede, til deres lys gik ud.
Glæden blev skiftet ud med frygt for alt
Og øjnene fandt deres punkt på jorden.
Med tårer, som perler på øjenvipperne
Blev hun blot til skyggen af den hun var.
Bærende på et rastløst hjerte i hånden
Var hvert fodtrin fulgt af flere skuffelser.
I flere år har hun skjult sit sande ansigt
Hun kan ikke huske, hvor smuk hun er.
Eller hvordan hun kunne lyse et rum op
Hvordan hun kunne tænde ild i kulden.
Med sit talent, fik hun andre til at grine
Men kulden fik også fat i hendes hjerte.
Hun overdrog sit liv til tanker i hovedet
Til skabninger i hendes forvirrede sind.
Tror ikke hun ved hvem hun er længere
Hun har haft gemt sin glæde inde i mig.
Ser hendes skygge når jeg ser i et spejl
Og mærker hvordan hun splintres helt.
Jeg holder på dem, hvis hun vil tilbage
Måske jeg en dag, ser hende glad igen.