Louise rejser sig: "Vi skal da have mad"? Hun åbner køleskabet og finder en pakke pizza i fryseren. Fra grøntsagsskuffen henter hun salat tomat, feta og oliven. Hun stiller det på køkkenbordet før hun smider pizzaen i ovnen. Så går hun i gang med at snitte med fast hånd, hun snitter hurtigt, smider det hele i en skål, roder rundt, og sætter skålen på bordet, med et par tallerkener og bestik. Louise er effektiv Det er altid noget for noget. Så hvad mon hun vil nu? Vil hun have selskab? Eller viden om dengang jeg blev uvenner med far? Eller? Hvad står hun egentlig og tænker, hun har to vrede rynker der skærer panden i to. Jeg siger ikke noget. Duften af pizzaen fylder. Louise sætter sig igen, hun sidder og glor på ovnen med ryggen til, mens der langsomt breder sig svedpletter under armene. Min søster med uglet hår, og blå arbejdsbukser, hun har sikkert været i marken. Det er et liv jeg ikke forstår, så helt igennem rædselsfuldt. Det var også det jeg skreg far i hovedet dengang. At han for helvede ikke skulle blande sig. Men det gjorde han med store armbevægelser pegede han på døren og råbte så højt at taget næsten løftede.

Jeg var kold, jeg var iskold, da jeg marcherede op på værelset og pakkede rygsækken. Så for jeg ned og ringede efter en taxa. Det var Svend der hentede mig: "Skal du ud at rejse", spurgte han.

"Næ, bare ned til Hanna", svarede jeg.

Vi spiser. Pizzaen er sej og salaten smager bittert, jeg kommenterer det ikke: "Christian blev vred over du er her", Louise rejser sig, tager en ny flaske i køleskabet, åbner og hælder op til os begge: "Vi er for helvede søskende, og far er død". Hun siger død med streg under, stamper det ud, og så smiler hun for første gang. Jeg standser min spisning og betragter hende. Den senede krop, de brune øjne. Vi var meget tætte engang, det skal Christian ikke blande sig i: "Det må være hårdt", jeg rækker ud efter hendes hånd, hun griber. Louise bliver så køn når hun smiler: "Skal vi gå en tur når vi har spist"?

"Kan vi godt", jeg trækker hånden tilbage.

"Far hjalp mig dengang", siger Louise

Det ved jeg. Far har fyldt. Og selv om jeg syntes, han var en idiot, kan jeg godt se, Louise ikke havde klaret sig uden. Forskellen på de to er, at han troede han var en helvedes karl. Ligesom farfar. Jeg får kvalme, når jeg tænker på farfar. Louises baby har en sten på familiegraven, far betalte den. Jeg ved hun tit tager derhen. Magnus lille Magnus.

Jeg havde tulipaner med. Louise ammede i lyset fra det store vindue, der duftede af sød mælk, Magnus hånd lå på hendes bryst, og munden suttede. Vi sagde ikke noget, jeg sad der bare. Kontrasten mellem hospital og baby var enorm. Lydene stødte sammen, men jeg var ikke opmærksom.
   Vi går langs alleen mod vejen, hunden kaster sig omkring Louise. De åbne marker fører vinden med, det er køligt. Vi når skoven lidt efter. Klumpen i halsen kommer tilbage. Jeg står lidt og stirrer.

"Vi kan også gå udenom", siger Louise.

"Nej nej, vejen er fin", jeg går til, her mærkes det tydeligt, farfar var en ondskabsfuld gammel mand, og far svigtede.
   Nu er han død, men jeg er stadig vred.

"Jeg har aldrig brudt mig om den del af skoven", min søster lader blikket glide gennem de mørke stammer: "Når tingene falder på plads kan jeg få det ryddet".

"Ja", siger jeg: "Det er en god ide".

Ude på den anden side fører stien ned til åen. Vi sætter os på bænken. Louise vender ansigtet mod mig: "Det føles forkert at han ikke er her mere", hun lader sin hånd glide gennem håret: "Vi spiste morgenmad sammen. Han elskede stærk te".

"Far var alkoholiker", jeg ser på min søster.

"Nej, han kunne bare lide øl", hun rejser sig og går mod gården.

"Han havde altid en kasse i kælderen", jeg småløber efter hende.

Hun vender sig med hænderne i siden: "Nu stopper du. Han drak ikke på den måde", øjnene lyner.

Græshopperne synger, hunden lunter glad ved siden af. Jeg er en tung sten der synker mod havbunden. Der er intet at gøre, jeg drukner om lidt.

Min søster er vred. Jeg er vred, vi er vrede. Kristian står på den anden side af døren.
   "Hej", siger han og griber efter Louise. Hun skubber ham væk.
   "Vi ses i morgen", hendes stemme er skinger.
   Kristian ser først på mig så på hende. Så ryster han hovedet og fortsætter mod køkkenet.
   "Ja god nat", klokken er ikke særlig mange.
   Jeg smider mig på min gamle seng. Den har en bule i midten. hvis det bliver for slemt kan jeg bare tage dynen og lægge mig på gulvet.