Det er ikke tællelyset
der skinner sin tyste omkreds
langt ud i rummet,
det er mørket,
hyldebærsaftens flasker
der står på række i træhusets vægskab,
det nye vemod der bringer freden.
Det er ikke himlen,
det er taget der skygger,
og vinduerne der venter
på den tidlige morgen,
tavse, sorte og hule.
Det er harmonien og balancen
der har forladt mine drømme,
jeg kan mærke,
de har rakt hinanden deres hænder
varmt og dybt og venligt
lige her omkring mig.
Som en aura med fine tråde
der strejfer mit hjerte så blidt,
krydser de hinanden i vinden
som små blå og hvide fugle.
Det er ikke tællelyset.
Det er hemmeligheden mellem det og mig.
Det vi havde,
det vi har,
og alt det som aldrig
kan fortælles.