Alfred kommer hjem fra skole.
Han tager sine hvide karatebukser og sin sorte cowboy-hat på. Nu er han klar til at lege på
sit værelse!
Men så ringer det på døren.
! Ding dong !
Alfres hale stivner.
På en mærkelig måde ved Alfred, at det er nogen fra klassen. De vil tit gerne lege med
Alfred efter skole.
"Åh, men ikke nu". Tænker Alfred, for det var lige allerbedst lige at være alene og lege.
Alfred kigger ud gennem sin dør, og ude i entreen, bag dørens vindue kan han akkurat
skimte to skikkelser. Det ligner Morten og Karsten fra klassen.
"Sig jeg ikke er hjemme" hvisker Alfred til sin mor, som netop skal til at åbne.
"Kan Alfred lege?"
Det er rigtig nok Karsten og Morten, Alfred kan høre det på stemmerne.
Han holder vejret, og hans ører er helt stive.
"Han er desværre ikke hjemme" Siger Alfreds mor, og bagefter kan han høre hvordan de
trasker væk igen fra hoveddøren.
Han ånder lettet op.
"Yes! Jeg er ikke hjemme! (Tegning af Alfred, der danser sejrsdans).
"Altså Alfred, jeg kan ikke blive ved at sige, du ikke er hjemme. Du er nødt til selv at sige
fra overfor dine klassekammerater.
"Det er bare fordi min mave" siger Alfred. "Det er som om der er en fugl inden i maven, der
basker. Det er en kæmpe fugl, siger Alfred og gør store baske-bevægelser.
"Når jeg er hjemme og leger alene, er den der ikke. Men den kommer, så snart nogle fra
klassen vil lege. Det er forfærdeligt!"
"Måske skal du sige til fuglen, at den ikke skal være så vild. Og så sig til dine
klassekammerater som det er: At du ikke har lyst til at lege med dem lige i dag.
"Men hvad vil de ikke synes om det", tænker Alfred. "Vil de ikke synes han er mærkelig?
Alle de andre i klassen vil jo gerne lege med hinanden efter skole. Jeg må være den eneste,
der er sådan." Sukker Alfred.
"Nej", Alfred, siger moren. Det er altså helt i orden at have det sådan. Alle er forskellige!
Jeg har det også som dig nogen gange, og så siger jeg det bare." Alfreds mor er klog, og så
har hun også en rar og beroligende stemme.
Efter moren er gået, sidder Alfred og tænker.
Han forestillede sig sin mor, der siger til sine venner, at hun gerne vil lege alene. (Tegnet)
Alfred tænker også på fuglen. Tænk, hvis han sagde noget om fuglen til Morten og Karsten,
eller endnu værre, til Sofie og Majken. Så ville de for alvor synes han er underlig.
Ding Dong.
IGEN!
Alfred var helt væk i sine tanker.
Fuglen basker vildt i Alfreds mave.
Kort efter ringer det på igen.
Han lister ud i entreen.
"Nej nej, nej"
Gennem ruden kan kan ane Sofies orange jakke, så det er helt sikkert Majken og Sofie, der
vil spørge om han kan lege. Gys!
Alfred får lyst til at rulle sig ind under sengen og vente så længe det skal være på, at de går
igen.
Men noget får Alfred til at ændre mening. Med lukkede øjne laver han 10 baskeslag med
sine arme, og så er det som om fuglen bliver rolig. Han puster ud. Og åbner.
"Hej" siger Majken. Ved siden står Sofie. Hun har en rød spand i den ene hånd, og Majken
har et net på sin bagagebærer.
"Vil du med ned og fiske krabber på molen?"
Alfred ser på deres spande. Det lyder faktisk sjovt. Han tænker på sit værelse, på sit elskede
legetøj og ved godt hvad han allerhelst vil.
Så godt som muligt siger Alfred:
"Jeg har ikke lige lyst i dag, men måske en anden dag."
I samme sekund ordene kommer ud, får Alfred lyst til at spise ordene tilbage, hvis man
kunne. Han ser ned på sine poter, og kommer i tanker om, at han har glemt at tage sine
karatebukser og sin åndssvage hat af!
Der er stille i en evighed.
"Okay" siger de så bare.
"Vi ses i morgen i skolen, hej-hej Alfred!"
Pigerne cykler afsted og Alfreds hale er klasket sammen i entreen.
Alfred måber.
Inden han lukker døren, når han lige at se Majkens net dreje om hjørnet bag busken ved
vejen.
Alfred kigger på sit værelse, og tilbage mod hoveddøren.
Han ombestemmer sig.
I dag vil jeg faktisk gerne lege med Sofie og Majken. Det bliver sjovt! Han hælder saft i en
flaske og skynder sig afsted på sin cykel. Han gider ikke engang tænke over at tage sine
karatebukser og hat af, for han er jo bare Alfred.