Jeg så det i et øjeblik.
Du var så smuk.
Du var så brun.
Det var sommer.
Og jeg var så forelsket.
I dig.
Og jeg var forelsket i magien overalt.
Jeg kiggede på mine hænder der krammede om cykelstyret,
da du spurgte, hvor jeg skulle hen.
Det skulle du aldrig have gjort.
Og hvad ragede det også dig,
tænker jeg i dag.
Den dag begyndte drømmene at bygge høje huse,
de blev til store oceaner med skibe der sejlede i vinden,
de blev til længsler der sværmede i horisonten
og slog ned i mit dybeste jeg om natten,
som smukke lydløse fugle med brede
hemmelige vinger,
drømme der groede,
drømme der blev til lande
jeg aldrig kunne nå,
drømme der blev til forventning
med mit sensuelle kvindejeg
der spandt sig ind i hele min krop
og fik mig til at stråle som en sol
i overskud og lykke,
så andre fandt mig
uden at vide,
at det var på falske vilkår.
For jeg tænkte kun på dig.
Jeg sagde, jeg skulle hen til min ven,
hvad der også var sandt,
men jeg var ligeglad med ham
fra den dag og i dagene fremad.
Jeg ville leve,
jeg kunne ikke gøre for det,
at min glæde over dig
altid tiltrak andre,
som om jeg var en blomst,
og de var sommerfugle eller bier.
Det er længe siden.
Længe længe siden.
Hvor er det underligt at tænke på,
den dag der knækkede min vante vej
og fandt en anden skæbne.
Efterhånden viskes tiden ud,
så meget forsvinder i tågen,
jeg pudser de skarpe kanter fra den dag
der tog mig med
til himmelflugter
ved verdens ende.