Når regnen rammer mit vindue med bløde slag føler jeg mig ret godt tilpas. Og for at understrege den gode stemning drikker jeg en kop kaffe og ryger en cigaret, mens jeg kigger mig rundt i stuen: Gode danske møbler på blå og røde kelimtæpper i enkle mønstre. Kunst på væggene. I den store reol står anlægget fra Yamaha, et velvoksent et af slagsen, som kan fylde hele lejligheden med solid lyd indtil den sidste kvadratcentimeter. Jeg spiller sjældent højt, rock er ikke lige mig. Jeg er mere til klassisk, feks Mozart, eller blød pop.

Jeg hedder forresten Andreas og er lærer på en skole her i kvarteret, hvor jeg underviser i 1. og2. klasse. Børnene er umiddelbare og med lyst til at lære, sommetider afbrudt af de skæve indfald, som er en gave hos mange børn. Mine elever kommer fra solid middelklasse. De er åbne og tillidsfulde. Den verden de er sat ind i er DERES, Problemerne mellem børnene og mig er til at overse. Og det gør mig tryg, jeg føler tit at undervisningen går som en leg, Kollegerne har jeg det fint med. Men jeg holder en vis afstand, jeg sørger for kun at tale faglighed. Og så sommetider lidt smalltalk om fodbold og musik, ikke noget farligt. De fleste vil sikkert mene at jeg har et godt liv. Det har jeg hos osse, ihvertfald på skolen.

Jeg er populær hos børnene og deres forældre. Nogle af kollegerne synes at jeg kan virke lidt reserveret. Det er jeg måske osse, men det er mit valg. Jeg har altid kunnet løse problemer i skolen hurtigt. Og så hjælper et smil næsten altid, så glider tingene lettere.

Når jeg ikke er på skolen foretrækker jeg at være i lejligheden. Se TV. Jeg elsker engelske serier, som har dether specielle touch af kultur, som jeg savner i dansk TV. Mit liv er overskueligt, jeg hader overraskelser.. Jeg holder også meget af at være i en park, som ligger tæt på lejligheden. Sidde på en bænk og drømme om de venner jeg ikke har. Mine drømme gør mig glad. I tankerne er jeg sammen med deher fantomvenner til fest, på rejser og til sport, hvor jeg føler en stærk samhørighed med andre mennesker. Når drømmene holder op bliver jeg trist.

Jeg lever måske et dobbeltliv, Skolelæreren som foruden undervisning også skal give børnene sociale færdigheder, han er i virkeligheden dybt ensom. Og nu er jeg begyndt at føle skam over min ensomhed. Jeg er ikke værdig til andres venskab. Hvordan skal jeg kunne give noget til andre, når jeg ikke har noget at give af? Sådan tænker jeg. Og så frygter jeg at vise andre at jeg er uden venner. Det har hidtil forhindret mig i at finde venner. Jeg har egentlig ikke noget godt liv, og ved godt at jeg skal udfordre mig selv, hvis isolation ikke skal blive min skæbne.

Men så forleden havde jeg et møde med Signe, en sød kollega, Vi talte generelt om danskundervisningen i 2.klasse. Da mødet var ved at være forbi gled samtalen over på mere private ting.Og her mærkede jeg den velkendte frygt for at komme til at blotte mig overfor en anden. Men af en eller anden grund blev frygten ligesom gennemhullet, og jeg kunne se den som en nytteløs beskyttelse af mig selv, der bare cementerede min ensomhed. Jeg trak vejret dybt nogle gange og foreslog så Signe at vi tog på cafe. Hun sagde OK, men var overrasket.

Vi var flere timer på cafeen, drak os igennem adskillige capuchinoer.På et tidspunkt spurgte Signe til mine venner. Jeg var stum i lang tid, men sagde så stille at jeg var venneløs. Signe så på mig, og sagde så:"Det må være hårdt. Ikke at have nogen at dele noget med. Jeg kender dig jo fra skolen, og nu har vi siddet her og snakket i flere timer. Vi har hygget os, og det har været dejligt at være sammen med dig. Du er sgu noget værd. Det er alle mennesker, Og, ved du hvad? Nu har du mig som ven. Jeg bor alene ligesom dig, men har en del venner, og nogle af dem besøger mig på lørdag, bare lidt frokost og hygge, Kom og vær sammen med os."

Da vi forlod cafeen gav Signe mig et kindkys til afsked.

Jeg tænker nu meget på lørdag hos Signe. Angsten viser sig i glimt, men jeg mærker også en lettelse i mit hjerte, nu når jeg skal være sammen med andre, mærke deres åndedrag, snakke med dem, Og måske en hel masse mere.