Når regnen rammer min rude med bløde slag føler jeg mig godt tilpas. Og for at understrege den gode stemning drikker jeg en kop kaffe og ryger en cigaret, mens jeg kigger mig rundt om i stuen: moderne danske møbler på røde og blå kelimtæpper i enkle mønstre, God kunst på væggene, en enkelt Jorn , jeg fandt på et loppemarked og nogle seriegrafier af Arnoldi. I den store reol står anlægget fra Yamaha, et velvoksent et af slagsen, som kan fylde hele lejligheden med solid lyd indtil sidste kvadratcentimeter. Jeg spiller sjældent højt, rock er ikke lige mig. Jeg er mere til klassisk, f.eks Mozart og Chopin og blød pop.

Jeg hedder forresten Andreas og er lærer på en skole her i kvarteret, hvor jeg underviser i 1. og 2. klasse Børnene er umiddelbare og med lyst til at lære, sommetider afbrudt af de skæve indfald, som er en gave hos mange børn.
   Mine elever kommer fra solid middelklasse. De er åbne og tillidsfulde. De er sat i verden fordi den tilhører dem. Så der er ikke så mange problemer mellem børnene og mig. Og det gør mig tryg, jeg føler at undervisningen går næsten som en leg. Kollegerne har jeg det stort set fint med. Okay, jeg holder en vis afstand, sørger for kun at tale faglighed med de andre lærere.Og så, sommetider lidt smalltalk om fodbold og musik og den slags. Ikke noget farligt. Så, de fleste vil sikkert mene at jeg har et godt liv, Det har jeg osse, ihvertfald på skolen. Jeg er populær hos børnene, og forældrene har jeg heller ingen problemer med, Nogle af mine kolleger synes at jeg godt kan være lidt reserveret. Det er jeg måske osse, men det er mit valg. Jeg har altid kunnet løse problemer i skolen hurtigt, og så hjælper et lille smil næsten altid. Så glider tingene lettere.

Når jeg ikke er på skolen foretrækker jeg at være i lejligheden. Se TV, jeg elsker engelske serier, som har dether specielle touch af kultur, som jeg savner i dansk TV. Mit liv er overskueligt og velordnet, jeg hader overraskelser. Jeg holder også meget af at være i en park, som ligger tæt på lejligheden. Sidde der på en bænk og drømme om de venner, jeg ikke har. Drømmene gør mig glad. I tankerne er jeg sammen med de her fantomvenner til fest, på rejse, i sport, hvor jeg føler mig tæt med "mine venner". Når drømmene er slut kommer tristheden.
   Måske lever jeg et dobbeltliv, Skolelæreren som foruden undervisning også skal give børnene sociale færdigheder, han er i virkeligheden et dybt ensomt menneske, Og nu er jeg begyndt at føle skam over min ensomhed. Jeg er ikke værdig til andres venskab. Hvordan skulle jeg kunne give noget til andre når jeg ikke har noget at give af? Sådan tænker jeg. Og så frygter jeg at skulle vise andre at jeg er uden venner Jeg har egentlig ikke noget liv, og ved godt at jeg skal udfordre mig selv, hvis isolationen ikke skal være min skæbne.

Men så forleden havde jeg et møde med Signe, en sød kollega. Vi diskuterede nogle punkter vedrørende danskundervisningen i 1. 0g 2. klasse. Da mødet var ved at være slut gled samtalen over på mere private ting. Og her mærkede jeg den velkendte angst for at komme til at blotte mig overfor en anden, Men af en eller anden grund blev angsten ligesom gennemhullet, og jeg kunne nu se den som en nytteløs beskyttelse af mig selv, som bare cementerede min ensomhed.
   Jeg trak vejret dybt nogle gange og foreslog så Signe at vi tog på cafe. Hun sagde okay, men var overrasket.Vi var flere timer på cafeen, drak os igennem adskillige capuchinoer. Så spurgte Sine til mine venner. Jeg var længe stum, men sagde så at jeg ikke havde nogen venner.
   Signe så bedrøvet på mig og sagde så"Det må være hårdt ikke at have nogen at dele noget med, Men ved du hvad, Andreas?. Jeg har arbejdet sammen med dig længe. Og vi har sddet her og snakket sammen i flere timer. Vi har hygget os, og det har været dejligt at være sammen med dig. Du ER sgu noget værd. Det er alle mennesker. Og hør så efter, Andreas! Nu har du mig som ven. Jeg bor alene ligesom dig og har en del venner. Nogle af dem besøger mig på lørdag, bare sådan til lidt frokost og hygge. Kom og vær sammen med os."

Da vi forlod cafeen gav Signe mig et kindkys til afsked. Jeg tænker meget på lørdag hos Signe. Angsten viser sig i glimt, men jeg mærker også en lettelse i hjertet over at jeg skal være sammen med Signe og hendes venner, mærke deres åndedrag, snakke med dem. Og måske meget mere.