Nu falder sneen i den fredelige sorte nat,
mindre end det jeg skriver,
og når den holder op igen,
drømmer jeg om mere,
fygesne som der var i gamle dage
er blevet nostalgi.
Varmen har bredt sig i min lille hytte,
trætheden fylder mig med ro
og korte harmoniske tanker
efter timer med nyheder,
om den verdensomspændende virus
der løber forvildet afsted
i molekyle ræs,
og et attentat i Washington
eller noget der lignede et kup
der lige er passeret.
De sagde engang,
at præsidenten har eneret
til at bruge et atomvåben,
de sagde så meget lort,
de kan gå hjem og sove.
Jeg er bange for de sidste fjorten dage,
han har ret til sit embede i,
hvad kan han ikke finde på,
hvis han nu er psykisk ude af ligevægt,
og de ikke når at opdage det
og sætter ham af med magt,
før han får udført sine lumske planer ?
Er han bare dum ?
Eller bagklog og udspekuleret ?
Noget at angribe i udlandet,
måske ?
Her er ingen blomster i januar,
de er tålmodige i den kolde jord,
under gæslingerne fra vores pile.
Jeg savner min sne.
Jeg savner min vinter.
Jeg græder i nærheden af frosten,
jeg græder over verden der er forstyrret
af krig og molekyler,
af angst og skrig i smerte.
Hvad med min egen død ?
Hvordan vil den blive ?
Jeg er ikke bange,
bare forberedt i alle retninger.
Verden sover i accelerationen af varme
der aldrig kan bremses mere,
den snurrer og vender
som humlebier og fugleflokke,
styret af kosmos og magneter.
Jeg er ikke bange,
for jeg drømmer om det,
det hele,
ægte bundløse drømme,
universets smukkeste perler
bøjer sig mod mig i et evigt venskab,
mens de giver mig ret.
Min sne,
min fredelige sne
i iskrystaller under buskene,
er smeltet igen,
igen.