Jeg prøver at styre det, ikke tænke for meget på sex eller død for den sags skyld. Jeg prøver på at være normal uden at være kedelig, men en gang imellem bliver der ribbet op i det, så kommer mit Cuba deja-vu og drømmen om Pájaro.
   Det er bedst at jeg holder mig fra store ruder, for så står hun derinde Alita med hendes klare øjne og kun ruden adskiller os, men den kan slet ikke stoppe vores længsel. En dag vil jeg se hende derinde, og jeg vil gå lige igennem ruden, så let som ingenting, og jeg vil kysse hendes mund.
   Sidste vinter, på vej til Ringkøbing, fløj jeg som fyg sne, i min hvide Turbo SAAB, på den lange tosporede og snorlige vej. En lastbil med en stor spejlglasrude, vertikalt på ladet, drønede afsted, langt hurtigere end tilladt, jeg trykkede speederen i bund, for at lave en af mine sædvanlige dramatiske overhalinger, "zag" lynhurtigt forbi. Jeg kunne dog ikke stå for fristelsen at lette på speederen da jeg var oppe på siden af ham, og betragte min smukt designede bil i spejlruden, medens jeg kørte ved siden af ham. Et fedt syn, at se alufælgene snurre, og bilen æde sig igennem landskabet. Da var det, jeg så Alita derinde bag ruden, hun var derinde, det er helt sikkert, jeg så det så tydeligt. Jeg trykkede den elektriske siderude ned, satte speed piloten på auto, så jeg kunne komme helt ud til Alita. Med min venstre hånd kunne jeg styre SAAB 'en, som en ren englænder-driver, siddende nu i højre side, medens jeg hørte mig selv skrige ud: "Alita! Alita jeg elsker dig, kom ud til mig!" Jeg græd, tudbrølede, og skreg igen og igen:" Alita! Alita vent lidt jeg kommer ind til dig, jeg kører sgu' ind ruden og smadrer den. Så skal vi altid være sammen, altid..." Hun smiler forstående, laver trutmund og kysser mig. Hun har også savnet mig så ubeskriveligt. Jeg trækker ud for at sætte mit angreb ind på ruden, men Alita løfter sin hånd, lige som dengang på Cuba, og siger:" vent lidt endnu." Men jeg kan ikke vente, Alita du er jo lige her, det er nu vi skal elske. Det er NU! DET ER NU, VI SKAL ELSKE! Jeg skriger så højt jeg kan, og min stemme knækker over. Hun løfter hånden og trykker den mod ruden. Hendes smukke hånd. Lidt endnu. Jeg kigger op og frem, i et splitsekund og ser lige ind i kølergitteret på en modkørende Scania Vabis Lastbil, "flash" chaufføren ligner en pilot fra en gammel nazifilm. Jeg trækker lynhurtigt helt tæt på glasbilen. Med "rettidig trafikforståelse" kaster han bilen ud til højre. Der lyder et brag uden lige, og mit venstre sidespejl eksisterer ikke mere. Glasbilen dytter og blinker da jeg kører forbi og bort, vanvittig og med svimlende hastighed, alene uden Alita.