Med varsomme sonderinger
sniger jeg mig ind
gennem sindets barrikader
Til alt for personlige rum
inficeret med grader af skam
Væggene herinde
hvisker og væsker
alt det ud
min sjæl ikke kunne udstøde
Hertil forvistes
mine pinlige håb
de fortabte forhold
og de allerede spildte utopier
Alle tog de næring
fra mit hjertes magi
Grådige skabninger
skabt af ellers ædle
og voksne fornemmelser
flåede dem alle itu
i en uelegant anger
Tilbage er kun
de blodige længsler
i langsomt forfald
De hænger nu
som flænsede draperier
her i skammens rum