Jeg står og kigger ind i et nyt fatamorgana,
virkeligheden forsvinder under mine fødder.
Tiden flyver forbi som en iskold inficeret brise,
spøgelserne svæver rundt i alle skikkelser,
de ligner vampyrer,
de spytter ind mod mit vindue
og sluger vinden,
som om den var et bytte,
mens de griner.
De ville ønske,
de også kunne nå mig,
men jeg holder dem ude i luften
i en indbildt styrke.
Det er et fatamorgana,
jeg står og kigger ind i,
det trækker vejret aggressivt og langsomt
og tror på evigheden i samkvem med Satan.
Det siger bare, alting
er tilfældigt,
og at ingen kan spå om,
hvor lynet vil slå ned,
at vi er små tusser der aldrig vil forstå,
at den er magten og æren,
og at den kan feje alt der lever ud,
hvis dens vilje er stor nok.
Jeg tænker svagt,
at måske er det bare efter en atomkrig,
som dengang skyerne var underlige
uvirkelige formationer
når jeg så i vest de lange aftener,
da de tog prøver på markerne
for at finde ud af,
hvor meget plutonium der var i jorden,
og ingen fik sandheden at vide.
Ingen sagde noget.
Og alle tænkte det samme.
Støvet lå der bare alle vegne,
selv ind i de mindste kroge
i de bedst isolerede huse i byen,
kunne de puste det væk,
hvis de turde.
Men det er det nye fatamorgana der kredser
som en formidabel edderkop,
med fangarmene hele vejen rundt om jorden
og dybt ind i universet
bliver den større og større,
mens vi kigger på den.