Nu går månen mod nord igen i mit køkken,
det er nok landets mindste
med den gamle hylde bygget ind i loftet,
og bordet så lille
at der kun kan stå en tallerken og en gryde,
og det glas rødvin
som jeg nyder
med en cigaret nu.
Jeg tigger inspirationen,
men den har gemt sig dybt
et sted i de mørke hjørner
som et klogt lille dyr
der ikke vil have,
jeg skriver videre nu,
på det jeg har bestemt.
Den har taget alle ordene med sig i sit skjul
og nægter at udlevere nogen af dem,
de skulle danne kloge sætninger
som passer ind i sammenhængen,
de skulle danse hen over tasterne nu
og rive mig med i en rus,
jeg ikke mere kan bremse,
og komponere smukke linjer
som kan drive det hele videre på den vej,
jeg ikke ved, hvor ender.
"Lær dig selv, at være kedelig", siger jeg til mig selv
og forsøger at finde fornuften
som altid gør mig bange,
"så bliver det hele måske lettere.
Skriv en dispotion og ret dig efter den,
og lad vær med at vente på alt det impulsive sludder,
så sidder inspirationen måske pludselig på bordet
og hvisker de ord,
du ved
er vejen frem".
Måske,
måske er det bare en pause,
jeg mangler
at give mig selv lov til.
En pause
jeg kan leve i og acceptere
som en nødvendig del af mig selv,
når jeg vil skrive.
En pause
jeg kan lære noget mere af.