Amalie tænkte på at stoppe, men fortsatte alligevel med at løbe.Hun turde ikke andet. Det her drejede sig om sundhed - der skulle renses ud i systemet. Hendes succes i livet skulle fortsætte. Jobbet som lærer i skolen kørte på skinner. Hun var populær hos børnene og deres forældre - det samme gjaldt kollegerne. Amalie forstod at SPILLE SPILLET. Hun var dygtig, altid forberedt, flexibel, og innovativ som bare fanden. Hun gjorde alt for at undgå ridser i facaden, som ikke måtte begynde at krakelere, Så ville revnerne bare blive større og dybere, og efterhånden vise (udstille) al den angst og frustration, som lå lige under facaden - sammen med et selvværd, som var mindre end et sandkorn, og lige så farveløst.
Amalie løb hurtigere, mens hun utålmodigt ventede på endorfinenernes eksplosion i hjernen. Eksplosionen, belønningen, kom ikke, men derimod en udmattelse, som pakkede hende ind i et grumset mørke. Benene blev slappe og hun faldt tungt ned på skovstien.
Det var blæsten, som vækkede Amalie. Hun skuttede sig og sad lidt og mærkede efter i kroppen. Den var vist ok. Amalie rejste sig, gik længere ind i skoven, lyttede til stilheden. Hun standsede brat, da hun fik øje på SHELTEREN. Uden at tænke over det, gik Amalie den korte vej hen til shelteren, kravlede ind i det åbne rum, hvor hun lagde sig ned på de rå brædder. Lukkede øjnene. Amalie var døsig og underlig taknemmelig for at hendes krop fungerede, Tiden forsvandt for Amalie. En slags film med mange og hurtige billeder førte hende tilbage til dengang, da hendes familie mistede Emma. Et billede, i widescreen og mættede farver, omsluttede Amalie. Hun og søsteren cyklede sammen på en stille vej. De kørte i slalom i store halvcirkler. De så ikke lastvognen, som i et splitsekund ramte Emma. En lille livløs krop, ansigtet var smurt ind i blod. Åbne øjne med et tomt blik.
Tiden efter Emmas død var et liv uden lyde. Stilheden var der altid. Faderen og moderen var 2 skygger, som bevægede sig rundt i husets mørke rum, opretholdt livet. De sagde ikke at det var Amalies skyld, det med Emma. Eller det modsatte.
Amalie havde grædt. Forældrene trøstede hende, uden at trøste. De kunne ikke. Amalie begyndte at drømme sig tilbage til den tid, hvor solen altid skinnede, og hvor hun legede med de andre børn på vejen. Dengang var verden eventyrlig og farlig, men den VAR TIL for Amalie og hendes venner.
Illusionerne forsvandt. En kold og usynlig hånd greb om Amalies sind. Hun mærkede angsten, men gjorde sig hård, og lod hverken forældrene eller andre komme ind i hendes verden. Den skulle være urørlig, overskuelig og uden farver.
Nu lå Amalie i en shelter i skoven. Hun kæmpede mod skylden. Hun ville jage den bort endnu en gang. Panseret overfor skylden, denne materifyldte byld, var revet ud af form. Amalie græd, og det sidste af panseret blev splittet ad af hendes tårer. Hendes dobbeltliv var under beskydning. Den flexible og velfungerende unge kvinde med succes i skolen, hvor hun arbejdede med en robots præcision. Venner og veninder, som hun var sammen med til festerne. Periodiske relationer til tilfældige mænd. Men følelserne blev gemt i hendes indre, hvor skylden havde skabt et tæt og livløst mørke. Et mørke, som hendes tårer var ved at opløse.
Dagens lys var næsten borte, men Amalie kunne stadig skimte skovstien, hvor hun var styrtet om tidligere på dagen. Amalie trådte ind på stien og fortsatte henad den med lette og fjedrende skridt. Hun mærkede varmen brede sig i kroppen. Tankerne blev lette og fik farver, og billeder fra barndommen dukkede op. En pige med langt og krøllet hår, et smukt og åbent ansigt. Amalie klatrede i lave træer, høje træer, uden at tænke på PRINSESSETØJET, som var beskidt og flænget næsten alle steder. En pige som tumlede med piger og drenge fra vejen, hvor hun boede, Børnene var tæt omslyngede, rigeligt med krammere.TOTAL LYKKE, hvor de delte kærlighed - og lus.
Amalie låste sig ind i lejligheden. Hun overvejede om hun skulle sætte sikkerhedskædens split i døren, med lod være og gik ind i soveværelset, hvor hun stillede sig midt på gulvet med lukkede øjne. Smilede.Gik hen til sengen, ledte under den og halede bamsen frem.
Inat ville hun sove med Peter Plys.