Spionen havde blomster med,
som han havde købt i en blomsterbutik,
jeg tænkte ikke på,
at det var underligt.
Jeg havde jo blomster nok ude i naturen
og omkring mig.
Måske undrede de andre sig.
Jeg selv gik jo bare rundt i stemmer,
som jeg fulgte.
Jeg tænkte ikke noget.
Når jeg fulgte mine stemmer,
var det min hemmelige verden,
som ingen kunne kigge ind i,
det som ingen turde nærme sig,
og som ingen vidste.
En spændende verden som endte
med snoninger ind i mine arme,
før jeg skulle sove,
som ståltråde fra håndleddene og op,
som usynlige indsprøjtninger der forsøgte
at skære mig op på tværs som knive.
Jeg skulle have siddet på en stol nu
og have spyttet ind i væggen
i vrede, på spionen,
han ville ønske,
jeg var mere ond mod ham
uden at vide,
hvad han havde gjort,
for at få forløsning for sin anger.
Som en lige landevej i mørket,
som en hulvej hvor jeg ville springe ud,
hvor farten var for høj,
sad jeg bundet til min hund
og fandt mig i angsten
der udhulede mig indefra.
Spionen der kørte forkert med vilje
på de øde veje,
for at se mig bange
kørte stærkt og snakkede konstant.
Han elskede farten og sin bil.
Spionen havde blomster med,
som han havde købt i en blomsterbutik,
jeg tænkte ikke noget,
den spirende mistro forsvandt,
da jeg holdt dem langt ud
og satte dem i vand
for at snakke om alt muligt andet,
til han kørte igen.