Ordene har gemt sig i sprækkerne i gulvet,
i de dybeste hjørner af min stue
sidder de og lurer mig som små personer
og nyser midt i støvet.
Der er nogle med sorg,
og nogle med glæde,
og der er mange i alle
de omkringliggende nuancer.
Måske er der også nogle der er fløjet ud
og sidder i de høje træer med gule blade
der skal til at falde ned,
og måske er det ikke alle
der vender tilbage.
Jeg ved det godt.
Jeg ved godt,
at i ved,
at jeg er træt,
og at det måske er derfor,
i bliver, hvor i er,
fordi i ved, det ikke nytter.
Vi kommer i morgen,
siger de ikke.
De siger ingenting.
De kigger bare.
De venter.
De venter på, at jeg får tomrum nok
til at tage imod dem.
Og de ved også godt,
at jeg ikke gider nu.
For de kender mig til bunds,
og de ved mig så meget om mig, at de aldrig tager fejl.
Tænk, de er meget klogere end mig selv,
det har de fortalt så mange gange,
når de ikke vrøvler.
Så dem med humor kom nærmere nu,
der står de og pibler på min printer
i lumre energier,
mens de flirter med dybsindighedens evigheder.
Jeg kalder ikke.
Jeg kalder aldrig på dem.
Og når jeg leder, finder jeg dem aldrig.
Nogle af dem har gemt sig under jorden
i huler, de selv har lavet
for at få det dejligt,
uden mig.
Men jeg har det godt,
når de ikke vrimler og råber i munden på hinanden
og slås om min opmærksomhed,
når her er fred,
og det eneste jeg ønsker
er at sove med natmad først
og en luftig cigaret i døren,
mens jeg ser ud i novembers mørke.