Det var som om det hele gav mening nu. Følelsen af at være anderledes, de mareridtslignende drømme og den skyhed jeg følte, når mennesker kom for tæt på. Jeg kiggede endnu en gang ned af mig selv. Tøjet hang løst omkring min spinkle krop, det var et par slidte jeans og en forvasket grøn t-shirt. Mine hænder rystede stadig en smule. Den gamle mand var væk nu, forsvundet lige så pludselig som han var kommet. Jeg havde aldrig set ham før, eller han virkede bekendt på en eller anden måde, måske fra en af mine drømme? Selvom der var nogle ting som gav mere mening nu, var der stadig utroligt mange spørgsmål. Og kunne han stole på det som manden havde fortalt mig? Hvorfor var han også bare gået igen. Jeg kiggede mig omkring igen, velvidende at jeg ikke ville se manden igen. Han var forlængst væk. Jeg prøvede at genkalde hans udseende for mig, men selv om det var få øjeblikke siden han havde stået tæt op af mig og fortalt de mest utrolige ting, så var det som en tåge lå og dækkede for ham i min hukommelse. Måske netop på grund af de ting han havde fortalt.
   Jeg begyndte at gå, uden egentlig at tænke over hvorhen, bare gå. Tankerne var et helt andet sted end kroppen. Benene gik bare afsted af sig selv, sådan er kroppen nok indrettet, at den hjælper sig selv med at hjælpe sig selv. Benene går afsted for at hjernen kan tænke bedre. Og det havde jeg brug for. Brug for at tænke.
   Butikker og mennesker passerede forbi mig, uden jeg bemærkede andet end skygger. Hvad var det præcis han havde sagt? Langsomt vendte brudstykker af samtalen tilbage. "Du er udvalgt," havde han sagt. Han havde stoppet mig idet at jeg havde været ved at passere en lille gyde, trukket mig ind tæt på sig,og kigget på mig med intense øjne,og sagt "Du er udvalgt." Men til hvad? Det havde han ikke sagt, ikke sådan præcist i hver tilfælde. Benene fortsatte fremad, ivrige efter at hjælpe hjernen med at huske. Endu et brudstykke dukkede op. "Du skal vælge din sti med omhu, du har evner som kan gå begge veje. Mægtige evner." Mandens stemme havde været sagte men dyb og lige så intens som øjnene. Benene stoppede op. Jeg kiggede mig forvirret rundt, det tog mig et par sekunder at orientere mig, og finde ud af hvor jeg var. Tæt på parken, på den nordlige side. Jeg gik videre ned mod indgangen til parken, og inden længe var tankerne igen ved den gamle mand. Det sidste han havde sagt inden han på nærmest magisk vis forsvandt var noget i retning af: "Men det er dit eget valg, og ingen andres, og der er ikke et forkert valg, der er brug for hvad du bestemmer dig for." Hvad var det jeg skulle vælge? Og hvilke evner havde han ment. Jeg tænkte hurtigt igennem de evner jeg havde, gemme mig for bøller i skolegården, stjæle frugt fra boderne på torvet, se ud som om jeg var meget brødbetynget, uden at være det, når lærerne, eller min mor, skældte mig ud for noget, jeg ikke skulle have lavet, eller noget jeg skulle have lavet. Det var nok ikke de evner han havde hentydet til.
   Jeg var nu nået ind mellem de første træer i parken. Skyggen var behagelig,solen havde bagt umenneskeligt ned fra en skyfri himmel, hele dagen. Der var mange mennesker ved søen, som lå et par hundrede meter længere fremme. Der var familier med børn som soppede, og tættest på var der en gruppe unge, som hørte højt musik og spillede smarte. Forkælede idioter, tænkte jeg instinktivt. Da jeg kom tættere på, genkendte jeg et par af dem, fra en af de mange skoler jeg havde gået på. Det var ikke for noget godt jeg huskede dem. Fra første dag jeg kom ind i klassen, havde der været et par fyre, som var efter mig, uden grund. Eller jo de havde en grund, de ville vise sig for pigerne, vise at de var nogle rigtige seje mænd, mænd som kunne terrorisere en ensom spinkel fyr uden venner. Jeg mærkede vreden mod dem begynde at brænde inden i mig. Jeg begyndte bogstaveligt talt at svede, så fysisk virkede vredens hede. Uden at tænke over det, løftede jeg mine arme, pegede dem i retning af den ene fyr. Varmen gled gennem kroppen, op gennem brystkassen, skuldrene og videre ud i de fremstrakte arme. Da de nåede ud i fingerspidserne, gav det et jag af lettelse, da varmen forsvandt, ud i luften som en dirrende varmebølge i retning af søen. Eller nærmere i retning af den unge mand. Sekundet senere så jeg ham falde om, som ramt af et lyn. En svag lys røg eller dampsky steg op fra ham. Jeg kiggede på mine hænder. Der var intet at se. Ud over at jeg nu vidste hvad mine evner var.