Solen skinnede for et kvarter siden, hun sidder i haven. Skyerne trækker sig pludselig sammen fra den klare himmel, og en let støvregn begynder at dale ned. Den klare himmel har skiftet øjeblikkelig med sit grå dragt.
   Hun er nødt til at flytte sig ind i udestuen. Hun er meget glad for sin udestue, den har altid været med til at opløfte hendes sind efter den lange mørke vinter. Og holder sommeren lidt længere. Her kan hun sidde og nyde sin have og det daglige lys indtil slutningen af efteråret.
   Vinden blæser op, det regner kraftigere nu.
   Regnen falder og slår på tagpappen. Og lyden af regn virker hypnotiseret på hende. Ude i haven flyver der nogle enkle spurvefugle, op på hækken og ned igen i de to hængende hjerteformede jernplader. Det blæser stadig, og træerne danser rytmisk efter vinden. De grå skyer virker tungt og udkørt.
   Normal holder hun meget af denne alene tid. Regnen giver hende ofte mere at tænke på. Hun har tændt nogle stearinlys rundt omkring.Hun husker sidste år i maj, der var ikke så koldt som i år. Selv om det er midt i maj, føles det stadig køligt at sidde i udestuen, især nu når det regner.
   Hendes bordtennisbord står ude i regnvejret og det minder hende om den ensomhed hun har, lige nu, og lige her. Det har været et stykke tid siden, at hun har haft nogen at spille med. Hun kan selvfølgelig folde den ene side af bordet op og sådan kan hun også spille. Men uden nogen at spille med, bliver spillet ikke lige så spændende, som det kunne have været.
   I ensomheden kan hun bedre at være i sig selv. Og tænker mere klart om alt. Men i dag er hun ikke oplagt til at være alene. Regnen kan altid vække en nostalgisk følelse ind i hende.

Hun ville ønske at han er her.

Et glimt af billedet med ham og hende, har trukket et smertefuldt minde inde i hende. Fra billedet kunne hun se, at hans blik var strålende og rettet lige imod hende.
   Det lykkelige øjeblikke frøs på billedet og nu på hendes hjerte. Smerten stikker vedvarende inde i hende.

Hun ved, at hun er nødt til at gøre et eller andet snart, de tanker der kører inde i hende er blevet overvældende. Og om lidt vil de forpinte tanker om ham overtager hendes fornuft.
   Hun går ind i køkkenet og trækker en flaske rødvin op. Normal drikker hun ikke alene. Rødvin er til at hygge med selskab, sådan føler hun altid. Men lige her lige nu, har hun bare lyst til at få et glas. Og måske mere end et glas, det hun har brug for er at glemme.

Vinen begynder at virke i hendes legeme nu. Hun mærker den langsomme forvandling. Han har sagt det så tydeligt: "Det bliver aldrig os, jeg har ikke lyst til at tale med dig eller se dig." Hun er blevet afsonet, i evighedens længsel, længtes efter noget som aldrig bliver hendes. Hun føler sig som en tåbelig kæmper, der naivt tro på, at med et hjerte, der banker ekstra for ham og er fyldt med kærlighed til ham, vil hun nok vinde hans hjerte.

Spillet er slut og i den nye spil er hun alene.

Hans hjerte kører på en anden frekvens end hendes. Hun er nødt til at skifte sit til en anden frekvens, sådan kan hun muligvis stoppe med at tænke på, hvad nu "hvis". Der findes ikke længere et "hvis" .

Hun vil så gerne blive i hans dejligste kulør...

Regnen er stoppet, uden at hun har lagt mærke til. En regnbue hænger nu på den klare himmel, der danner et flot billede lige foran hendes vindue i sin udestue. Hun vil gerne tro på, at der findes en guldskat ved enden af regnbuen. Men hun er ikke sikker på om regnbuen har en ende?