En bestandig rastløshed jager hende,
   snor sig rundt om hende som en slang
   fra daggry til solnedgang.
   Den gentagende uskyldige stemme
   bliver ved med at piske på hendes samvittighed.
   " Jeg føler mig udenfor i klassen"
   " hvordan, min skat?"
   " Når jeg taler i min gruppe, ingen af dem lytter efter. De taler bare med hinanden."
   Hun forsætter:
   " Jeg lytter altid, når de andre fortæller. "
   Bekymrede blikke fra moren har pigen bemærket.
   " Men jeg har det ok med det."

Udenfor er buldrende mørke nu.
   Hendes lille skat ligger og sover.
   Den fredelige åndedræt,
   er i vild kontrast,
   med de brusende bekymringer,
   der koger inde i hende.
   Hun ved,
   at i nat bliver det søvnløs nat.
   I morgen er det,
   hverken for tidligt eller for sent,
   at hun skal gøre noget ved.