Han har forandret sig. Han beskylder den forbandede tilværelse, har trængt ham op i den blinde mørkeste krog. I hans øjne kan man se, at der ikke er mere tilbage af ham. Sindets formørkelse har taget, alt det gode i ham.
   Der er intet at frygte nu. Nu har han ikke mere at miste.
   Netop nu bliver han til et uhyre.

Lige så meget som hun ikke ønsker, at blive ned i mørket, lige så fast et jerngreb holder mørket i hende.
   I mørket føles tiden en evighed.
   Som om at verden ikke eksisterer.
   Kun mørket og hende selv.

Lige så meget som hun længtes efter lyset, lige så fortvivlet efterlader håb, et tomrum inde i hende.
   I lyset føles tiden som et lynglimt.
   Nu slukker det sidste lys inde i ham, akkurat derefter fortærer mørket langsomt hendes ydre som indre.

Hun er blevet fanger i hans verden.

Mens verden spinder uden om hende, nedbryder mørket langsomt hendes verden.