Jeg undgår udbryderen igen,
de lokkende toner der elsker at se mig i lys lue,
at blive kastet rundt i deres grinende taktik,
at blive brugt for deres fornøjelses skyld,
bare fordi de keder sig og har lidt tid.
Jeg undgår at række udbryderen hånden,
den farlige forfører herfra
og til evighedens Helvede,
jeg undgår at møde deres blikke
der altid siger, de er sikre på,
at de ved alt.
Jeg undgår at træde på kontakten
til lyset på cenen,
jeg kryber væk ud af baggangen
i stedet for at lytte til dem,
jeg lukker min mund,
så holder stemmerne op,
og der bliver stille i rummet.
Og hvad så ?
De er dumme, og tror jeg vil finde et reb
til at hænge mig selv i
derude hvor der er så højt til loftet,
med den store tunge klokke øverst oppe,
de vil høre den ringe,
hvis jeg lukker munden op
og følger deres trang til underholdning.
Der står udbryderen udenfor min dør,
i regnen,
død og forladt.
Men jeg kan stadig ikke se,
hvor det begyndte,
visket ud i tåger gennem mange år.
Jeg bliver stående i mørket
en tid endnu,
længe nok til at de helt forsvinder
i en anden retning.
Jeg får dem til at gå,
et andet sted hen,
i skuffelse og afmagt.