En dag flyttede Hemming ind. Og så tænker du nok, at han kom med 20 flyttekasser, en trailer spændt bag bilen og tre af sine venner, som han senere ville belønne med øl og pizza. Det var ikke helt sådan det foregik, og faktisk er Hemming slet ikke et menneske.

Trods det umenneskelige, er Hemming lidt af en tyv og en player for han flytter ind hos alle, han tager noget fra alle, hos nogen for meget hos andre for lidt. Og han forandrer alles liv på en eller anden måde.

Lad mig spole tilbage til min barndom, dengang Hemming endnu ikke var flyttet ind. Jeg har stadig min barnekrop og løber rundt ude i haven kun iført underbukser. Glad, fri og uvidende om, hvad der snart kommer til at ske. Intet kan stoppe mig fra at være mig, fra at være ligeglad med hvordan jeg ser ud og hvad andre tænker om mig. Uvidende om, at der er et værelse inde i mit hoved, hvor en anden er ved at flytte ud. Ud fra det værelse, som senere skal blive Hemmings. I perioden hvor værelset er tomt kan jeg mærke en lille forandring i min krop og i mine tanker. Forvirringen indfinder sig langsomt, fordi der mangler noget i værelset. Snart finder jeg ud af at Forvirring er en af Hemmings venner. Måske sidder de faktisk nogle gange sammen og får øl og pizza.

Jeg ved ikke hvor gammel jeg er, men måske omkring 12-13 år da Hemming for alvor flytter ind. Forvirring bor vel at mærke stadig i værelset, han er ustyrlig og stædig, men Hemming forsøger at sætte ham på plads. Hemming har et skab med, som endnu er tomt, men som senere skal vise sig at blive fyldt op med ting, han tager fra mig.

Noget af det første Hemming tager fra mig, er min lyst til at være mig. Senere tager han min frihed, min gode ligegladhed og min glæde. Han synes ikke jeg ser ordentligt, så han justerer lidt på mit syn indefra mit hoved af. Nu kan jeg se tydeligere end nogensinde før. Men med det skarpere syn følger også mere nuancerede tanker. Jeg ser detaljer jeg aldrig har lagt mærke til før, jeg observerer alt og alle, bevægelser og tegn ændrer pludselig betydning. Jeg ser ned ad mig selv og jeg ser ud på verden. Det går op for mig, at verden ser tilbage med dømmende øjne (eller det tror jeg i hvert fald, for Hemming har stadig ikke fået styr på Forvirring). Jeg krummer mig sammen, trækker ud i min trøje og forsøger at afværge det ubehag, der føles som en hær af myrer der kribler over hele min krop. Fremmede øjne brænder sig fast på min hud, min hjerne fyldes op af ord, som jeg ikke engang ved om er henvendt til mig.

Langsomt vænner jeg mig til mit skarpere syn. Men Hemming rumsterer stadig og det lader til, at han har svært ved at passe ind i villavejen inde i mit hoved. Alt er i konflikt derinde, og jeg mærker hvordan konflikten løber fra min hjerne gennem mine åre. Jeg vil læse dyreleksikoner og hænge plakater af regnskove op på mine vægge, men Hemming foreslår et ungdomsblad med plakater af kendte mennesker i stedet. Jeg vil spørge en veninde om hun vil lege med mig, men Hemming banker febrilsk på mit hoved og råber gennem min øregang, at jeg ikke leger. Jeg vil tegne, men Hemming forbyder mig det. Han siger det er bedst, at jeg lader være, hvis jeg vil passe ind. Passe ind i hvad? Tænker jeg. Forvirring vil det hele, men han forstår ikke det hele. Han er splittet og ved ikke hvem han skal holde med. Mig eller Hemming.