Min vante kunstnerLevendegørelse, al digt, al madlavning med ånd og finesse,var så tæt udført for at glæde min søn Thomas.
Bilen jeg købte,og som var så nyvasket,blev bærer af hans blod der flød. Jeg går i det nye hus og mangler hele tiden et børneværelse. Hans ting er her ikke. Jeg husker stadig hans forskellige t- shirts når vi lægger tøj sammen. De små ting sparker hårdt på den måde. Min søn ser jeg måske en dag efter livet, men vil han have sin krop så jeg kan give ham et bjørne kram, vil han have sin duft i håret,svedig efter fodbold en sommerdag. Tvivlen sletter min styrke, min evne til disciplin. Det var lidt om tro. Vorherre prøver mig så hårdt at den gamle diskusprolaps springer op igen. Hvad så med arbejdet?