Jeg bor alene på 2. sal og kan gå nøgen rundt og børste tænder. Jeg tjekker at døren er låst, går rundt i min stue, falder ind i en drøm men hurtigt ud igen. Kigger hen på mine vinduer. Har indtil videre kun trukket det ene gardin for, så der er halvmørkt i rummet. Jeg trækker tiden ud, bliver ved med at børste tænder, måske 10, måske 12 minutter, mens tandpastaen i min mund bliver mere og mere flydende og begynder at løbe ned ad min arm. Betragter den hvide dråbe, som pludselig bliver til en å og jeg indser, at jeg ligesom den må videre.

Jeg har to gardiner og jeg har stadig kun trukket det ene gardin for. Jeg trækker tiden ud. Mere vand i glasset, retter lidt på bogen, hov det papir skal ud, et uåbnet brev. Jeg er to personer. Den ene person har brug for mørke for at kunne sove, glemme og flygte. Den afskyr lys fordi det er skræmmende, fordi lyset er utilregneligt. Den anden person har brug for lys. Også om natten. Fordi lyset giver håb, et håb der ikke må slukkes fordi det engang var som forsvundet. Personen kender mørkets kraft og er bange for, at det endnu engang skal tage magten. Hvis jeg lukker alt lyset ude, kommer det så igen? Og hvis jeg lukker mig ind i mørket, kommer jeg så ud igen? Jeg spoler tilbage, hvad var det jeg sagde? Jeg bor på... nej længere nede. Ja, jeg har to gardiner... og jeg er to personer.

I nat sover jeg med vinduet åbent, og jeg trækker kun det ene gardin for. Det er intet problem, for jeg bor på 2. sal.